F-35-piloternes hjelm er hjemsøgt af falske alarmer og upålidelig data
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

F-35-piloternes hjelm er hjemsøgt af falske alarmer og upålidelig data

Seks kameraer og avanceret software giver piloten 360-graders videoudsyn i visiret. Illustration: f-16.net

Den højteknologiske pilothjelm til det nye F-35-kampfly er stadig plaget af mange falske alarmer og et upålideligt computersystem, hvilket ifølge kampflypiloter kan være livsfarligt i kamp. Det til trods for at hjelmen, som nu er i sin tredje iteration, i forvejen har undergået en række redesigns for at løse tidligere problemer. Det er en af konklusionerne i en ny rapport fra det amerikanske forsvarsministerium, som er den øverste ansvarlige myndighed for udviklingen af F-35.

Hjelmens HMDS-display (helmet-mounted display system, red.) sender blandt andet data om potentielle trusler, instrumentlæsninger og næsten 360-graders videoudsyn og infrarøde billeder ind på pilotens visir.

Kampflyets seks kameraer og avanceret software i det elektrooptiske Distributed Aperture System-program fra våbenproducenten Northrop Grumman skal for eksempel muliggøre, at piloten kan kigge nedad og se jorden under sig i stedet for det omgivende cockpit. Men systemet er upålideligt, lyder det i den nye rapport.

'Distributed Aperture System-programmet udviser stadig en høj forekomst af falske alarmer, forkert måludpegning og ustabil ydeevne, tilmed i de nyere versioner af softwaren,' skriver det amerikanske forsvarsministeriums analyseafdeling DOT&E (Defense Department’s Director of Operational Test and Evaluation), som rådgiver den amerikanske forsvarsminister om tests og evalueringer af nye våbensystemer.

Resultatet er, at piloten ikke kan regne med et tilstrækkeligt udsyn i hjelmens display.

Læs også: Rapport afslører graverende fejl i det nye kampfly F-35

F-35, også kendt som Joint Strike Fighter, er ligesom Boeings F/A-18 Super Hornet og Eurofighter Typhoon finalist i konkurrencen om at blive Danmarks næste kampfly.

Ingeniøren har tidligere på ugen skrevet, at rapporten også beretter om øget risiko for brand og eksplosioner, upålidelige it-systemer, falske alarmer og softwarefejl i tusindvis. Og at det amerikanske forsvar samtidig har pyntet på flyets fejlstatistik ved at ændre på måden at registrere fejl på.

Prisgivet uden videoudsyn

Det amerikanske luftvåbens Edwards Test Center har i efteråret gennemført de første testmissioner med HDMS-displayet i den nye Generation III i F-35. Og her oplevede man også, at displayets it-system stadig volder problemer.

'Test-teamet fandt mangler, særligt hvad angår stabiliteten i hjelmens nye display management computer, og teamet har derfor indstillet yderligere tests, indtil den software, der kan udbedre manglerne i hjelmsystemet, kan leveres til producenten og indgå i en opdateret softwarepakke,' skriver DOT&E i sin rapport.

Læs også: Det amerikanske forsvar sminker tallene for F-35-kampflyet

At videoudsynet i pilotens display ikke fungerer ordentligt er et særligt kritisk problem for netop F-35. Det fremgår af en anden rapport fra samme DOT&E fra 2013. Heraf fremgår det, at 'udsynet ud af cockpittet er ringere i F-35 end i luftvåbnets andre kampfly'.

Problemet er, at katapultsædets nakkestøtte samt karmen, hvor skærmen over cockpittet (også kaldet canopyen) møder skroget, er designet på en måde, så de blokerer pilotens udsyn bagud. Én pilot bliver i rapporten citeret for, at designet gør det umuligt for piloterne at orientere sig bagud. Og en anden bliver citeret for, at 'nakkestøtten reducerer udsynet og dermed overlevelsesevnen ved træfninger med fjendtlige styrker på jorden eller i luften'.

Chefen for JPO-programkontoret, generalløjtnant Chris Bogdan fra U.S. Air Force, vil ifølge Ingeniørens oplysninger offentliggøre en udtalelse om kritikken i den nye rapport fra DOT&E i denne uge.

Læs rapporten fra Defense Department’s Director of Operational Test and Evaluation her.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis jeg forstår fejlen, så ligger det alene i fortolkningen af data, og ikke målingen af dem.

Nu ved jeg ikke hvor mange piloter der flyver rundt med sådan en hjelm på, men det er sikkert relativt få. Og det kan godt være svært at lave gode rettelser ud fra få fejlmeldinger.

For at løse sådan et problem, kunne man jo udvikle et flyv-rundt-og-skyd-spil, måske kalde det noget i retning af "Call of Battlefield: Advanced Warfare Duty 2", bare for at få alle ungerne til at forudbestille det.

Og så skal man bare sørge for at det understøtter alle de smarte nye VR-headset som er på vej. Så burde der efter et par måneder med bug-reports være rigeligt med feedback til at lave en ordentlig hjelm.

Det ville jo heller ikke være første gang at spillere "hjælper" militæret.

  • 2
  • 1

Endnu et eksempel på at vores repræsentative demokrati ikke dur...

Sådanne ting bør komme ud til folkeafstemning (som de gjorde i Schweiz - som så også har direkte-demokrati). Er ret sikker på at F-35 så bliver skudt ned af befolkningen....

  • 1
  • 2

Spil industrien kan vel hjælpe

Som ikke-ingeniør vil jeg gerne påpege, at "spil industrien" betyder betyder noget helt andet end "spilindustrien"; alternativt "spil-industrien" for at fremme læsbarheden.

Førstnævnte er et bydeord, som siger at man skal spille industrien (i sin favør?).

På dansk bruger man sammensatte navneord: "spil" og "industrien" bliver til "spilindustrien".

http://www.studieportalen.dk/kompendier/da...

Disclaimer: Jeg skriver bevidst ikke grammatisk korrekt dansk, men bestræber mig mig at skrive forståeligt.

  • 1
  • 1

Sådanne ting bør komme ud til folkeafstemning (som de gjorde i Schweiz - som så også har direkte demokrati).

Så du vil hellere stå i lederhosen og strække dit plastiksværd i luften, fremfor at give din tillid til en forsamling mennesker, som rent faktisk (forhåbenligt) bruger deres tid på at sætte sig ind i tingene?
Indrømmet, sidstnævnte giver sgu ikke altid det bedste resultat, men jeg vil til end hver tid foretrække det fremfor en sofa-demokrat, der stemmer efter, hvad menuen er på den lokale pizza-joint.

  • 2
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten