Exoplanet på størrelse med Jorden kan have flydende vand
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Exoplanet på størrelse med Jorden kan have flydende vand

Kepler-186f er kun en anelse større end Jorden, og den kredser om sin stjerne i den beboelige zone, der her er angivet med grønt. (Illustration: NASA Ames/SETI Institute/JPL-CalTech) Illustration: NASA Ames/SETI Institute/JPL-CalTech

Omkring 493 lysår herfra kredser mindst fem planeter om en rød dværgstjerne. Den ene af dem er kun en smule større end Jorden, og den kredser rundt om stjernen i en afstand, hvor der kan eksistere vand i flydende form. Det fremgår af en artikel i fredagens udgave af det videnskabelige tidsskrift Science.

Planeten Kepler-186f befinder sig med andre ord i den beboelige zone om stjernen. Her er temperaturen hverken så høj, at vand kun kan eksistere som damp, eller så lav, at alt vand er frosset til is. Vandet kan altså flyde på overfladen, og flydende vand lader til at være en forudsætning for liv.

Ved hjælp af målinger fra rumteleskopet Kepler har astronomerne beregnet størrelsen af Kepler-186f, som har en radius på 1,11 ± 0,14 gange Jordens radius. Det er første gang, en planet på størrelse med Jorden er fundet i den beboelige zone om en stjerne.

Læs også: To nyfundne planeter er det bedste bud på liv uden for Jorden

Planeten kredser om en stjerne, der kun er halvt så stor som Solen, og som lyser meget svagere. Derfor er den beboelige zone også meget tættere på. Afstanden fra stjernen til planeten er kun en tredjedel af afstanden fra Solen til Jorden.

Astronomerne kan beregne størrelsen af Kepler-186f, men de aner ikke, hvordan exoplaneten ser ud. Her er bedste bud fra en tegner. (Illustration: Nasa Ames/SETI Institute/JPL-CalTech) Illustration: NASA Ames/SETI Institute/JPL-CalTech

Tidligere har astronomerne været i tvivl om, hvorvidt en planet, der kredser i en forholdsvis lav afstand om en rød dværgstjerne, nu også kan være et godt hjem for levende væsener. Planeten vil nemlig ofte kredse så tæt om stjernen, at den ender i bunden rotation, så den altid vender samme side mod stjernen. Det giver en meget varm side med evig dag og en meget kold side med evig nat, hvilket kan gøre det meget svært for livet at få fodfæste.

Men for det første kan temperaturforskellen udjævnes af vinde og havstrømme på planeten, og for det andet er Kepler-186f trods alt så langt fra stjernen, at den ikke nødvendigvis er i bunden rotation i sin bane, hvor den er 129,9 døgn om at kredse en gang rundt om stjernen.

Afstanden er også så stor, at eventuelt liv på planeten burde kunne klare de eksplosioner, der finder sted på stjernens overflade. Sådanne stjerneudbrud er mere hyppige for røde dværgstjerner end for større stjerner som Solen.

Læs også: Nasa: Mælkevejen er fyldt med planeter lig Jorden

Planeten kredser rundt i den ydre del af den beboelige zone, og forskerne kan ikke helt udelukke, at vand fryser til is på overfladen af den. Det kommer an på dens atmosfære.

Når nu Kepler-186f sandsynligvis er en smule større end Jorden, har planeten måske også en atmosfære, der er lidt tykkere end på Jorden, og den kan hjælpe med at holde på varmen fra dværgstjernen.

I forvejen kender forskerne en snes såkaldte superjordkloder, der kredser rundt i den zone, hvor vand kan være flydende. Disse planeter er noget større end Jorden, men mindre end gaskæmper som Jupiter og Neptun. I alt er der nu fundet 1.781 planeter, der kredser om andre stjerner end Solen.