Eventyr spreder sig ti gange langsommere end gener

Eventyr spreder sig ti gange langsommere end gener

Stamtavlen for eventyret Mor Hulda viser, at folkeeventyr spredes ligesom gener, bare ikke lige så let. Konklusionen må være, at vi har nemmere ved at acceptere fælles børn end fælles historier.

Den statistiske analyse af menneskets gener har i løbet af de seneste årtier ført til mange interessante opdagelser.

Man har f.eks. fundet ud af, at vores gener kun adskiller sig fra chimpansernes med mellem en og fire procent, alt efter hvordan man tæller. Den gennemsnitlige genetiske forskel mellem to tilfældige mennesker på kloden er cirka 0,1 til 0,4 procent, igen alt efter hvordan man tæller.

På trods af 5-7 millioner års seksuel adskillelse er den genetiske forskel mellem os og chimpanserne altså kun ti gange større end mellem to tilfældige mennesker. Og endnu nyere forskning viser, at denne sidste forskel kun er cirka ti gange større end den genetiske forskel mellem to tilfældige danskere.

Da vi som regel kan kende forskel på chimpanser og mennesker, og også på hinanden, tilsiger tallene en klar lektion: Gener er ikke alt i denne her verden. Der findes mange andre ting, som også er vigtige i evolutionen.

Geografien, klimaet, parasitter, teknologien, sproget, samfundsstrukturen og sociale normer spiller alle vigtige roller for menneskers faktiske udvikling.

Traditionelt har de positive videnskaber klumpet alle disse ting sammen under kategorien 'kultur' og tildelt dem en birolle i forhold til hovedrolleindehaveren 'natur', underforstået biologien. Men i virkeligheden er de to ting slet ikke så adskilte endda.

Og hvis man endelig vil tælle op, så viser det sig nu, at kulturen kan danne så store barrierer mellem folk, at den har en meget større indflydelse på vores udvikling end genernes naturlige udvælgelse.

Ved at analysere 700 forskellige versioner af folkeeventyret Mor Hulda har tre biologer fra Australien og New Zealand vist, hvordan et af de mest stabile kulturelle 'memer', nemlig eventyr, har spredt sig og udviklet sig på tværs af 31 europæiske lande i løbet af de sidste mange hundrede år.

Det viser sig som forventet, at ligheden mellem din og min version af eventyret ikke kun afhænger af, hvor langt vi bor fra hinanden, men også, hvor forskellige vores sprog og etniske tilhørsforhold er.

Hvad der er mere overraskende er, at disse sproglige og etniske barrierer er større end barriererne for vores genetiske udveksling. Groft sagt betyder det, at vi hellere vil dele vores seng end vores fortællinger.

Mor Hulda

Eventyret Mor Hulda blev første gang optegnet af Brødrene Grimm under titlen 'Frau Holle'. Det handler om to søstre - den ene er god og smuk og den anden ond og grim.

De bliver begge sendt ud i verden, én efter én, hvor de blandt andet møder et æbletræ, der vil rystes, et brød, der vil bages, og Mor Hulda, som har store hugtænder og kræver, at dynerne rystes (hvilket producerer sne), og der gøres rent i huset.

Den gode søster gør alt som ønsket, men den onde er doven og obsternasig. Til sidst belønnes den gode søster ved at blive forgyldt fra top til tå, og den onde søster overhældes med tjære.

Mor Hulda er det nok mest kendte eventyr i verden. Det var inspirationen for den blandt litterater kendte russiske folklorist Vladimir Jakovlevitsj Propp, der i bogen 'Eventyrets morfologi' fra 1928 viste, hvordan alle eventyr består af et invariant handlingsforløb, hvor skikkelsernes roller og funktioner i grunden forbliver de samme, selvom de i de enkelte eventyr realiseres på et utal af måder.

Folkloristen Warren E. Roberts publicerede i 1958 et monumentalt studie kaldet 'The Tale of the Kind and the Unkind Girls', hvori han samlede over 900 nedskrevne versioner af eventyret og dokumenterede, hvordan det har ændret sig, mens det cirkulerede fra land til land og fra by til by.

Alene i Danmark fandt Roberts 48 forskellige versioner, alle en lille smule anderledes, f.eks. ved, at det ikke var et æbletræ, men et pæretræ, søstrene skulle ryste, eller ved, at det ikke var tjære, men en lang og grim næse eller giftige tudser, som den onde søster blev straffet med.

Det er dette datamateriale, de tre biologer Robert M. Ross, Simon J. Greenhill og Quentin D. Atkinson nu har taget til sig og analyseret med populationsgenetikkens metoder.

Resultatet viser et par interessante ting. De geografiske afstande viser sig at have størst betydning for variationerne, således at en større afstand oversættes til flere forskelle i fortællingen. I Tyrkiet er det slanger i stedet for tjære, i Norge er det jordbær i sneen i stedet for æbler. I Rusland erstattes Mor Hulda med en bjørn og i Frankrig med en gammel mand.

Nogle gange er det brødre i stedet for søstre, og ofte er den gode søster faktisk en stedsøster, hvilket reflekterer datidens hyppige konflikter med børn, der integreredes i andre familier, fordi deres biologiske mor døde i barselssengen.

Den største effekt kommer fra geografien, der kan forklare knap ti procent af variationerne i eventyret. Konkret betyder det, at to versioner af Mor Hulda fra den samme kultur adskilt med 100 kilometer, lad os sige, som det bliver fortalt i Odder og i Odsherred, er i gennemsnit lige så forskellige som to versioner af Mor Hulda fra to forskellige kulturer kun adskilt af ti kilometer, f.eks. København og Malmø.

Også etniske tilhørsforhold og sproget forklarer en del af variationerne. Men stiller man geografien, sproget og etniciteten over for de genetiske variationer i populationerne, bliver det interessant.

Det er altid sådan, at den største grad af variation findes inden for den enkelte kultur, lige meget om det er gener eller memer, man tæller. Men kigger man på to adskilte kulturer, viser graden af variation sig at være ti gange større for eventyr end for gener.

En fremmed variant af et eventyr har med andre ord ti gange sværere ved at sprede sig ud i en ny kultur end en fremmed genvariant.

Ifølge evolutionsbiologen Mark Pagel fra University of Reading i England kan undersøgelsen således bruges til at sammenligne kulturer med arter:

»Vores kulturelle grupper aftegner relativt skarpe grænser og kan absorbere genetiske immigranter uden at absorbere deres kultur,« siger Pagel til fagbladet Nature.

Mens det genetiske kort over Europa viser en blød og promiskuøs blanding af alle mulige varianter, er eventyrkortet altså meget mere sammenklumpet og kan groft sagt opdeles i fem regioner, hvor Danmark viser sig at tilhøre den tysk-engelske tradition snarere end den nordiske (se figuren med de fem bobler).

Som man kan se i figuren, opdeles Europas befolkning på en anden måde, end hvad de lingvistiske tilhørsforhold plejer at vise, hvilket antyder, at sprog og folkeeventyr er relativt afkoblede størrelser.

Grunden er sandsynligvis den, at folkeeventyr først for alvor blev spredt hen over Europa meget senere (f.eks. med Brødrene Grimms bøger) end sprogene, og at de dybereliggende sproglige tilhørsforhold er blevet udvisket af den senere udbredelse af eventyrene.

Kulturer er robuste

Der er blevet sagt mangt og meget om forskelle og ligheder mellem de kulturelle og genetiske evolutionsprocesser.

Det er klart, at selve mekanismerne, hvormed memer, normer og gener dannes, er meget forskellige, men nogle gange er det frugtbart også at se på lighederne, sådan som det er blevet gjort i dette studie. Om ikke andet for at vise, at metoderne til at aflæse og analysere gener godt kan bruges til at analysere kulturelle pakker som folkeeventyr.

Biologer har længe vidst, at gener blandes meget effektivt. En enkelt immigrant per generation i en gruppe af 100 mennesker er nok til at sikre, at gruppens genetiske sammensætning aldrig skilles så meget fra resten af menneskeheden, at de på et tidspunkt ikke kan få afkom sammen.

Det samme gælder øjensynligt ikke for kulturer. En enkelt immigrant per generation har sjældent noget at skulle have sagt blandt en gruppe af 100 kulturelt homogene mennesker andet end (eventuelt) i sengen. Man må sige, at det virker lidt som et paradoks, at kulturer, på trods af deres fleksibilitet i transmissionen, er ti gange mere afgrænsende end generne.

Modsat den hyppigt forekommende angst mod mennesker fra fremmede kulturer viser forskningsresultatet, at kulturer er stærke og kan holde til mangt og meget, selvom løbet måtte være kørt genetisk set.

Historisk set har det da som oftest også været tilfældet, lige fra romernes assimilering af utallige folkeslag i Europa til det moderne USA, der som 'smeltedigel' har bibeholdt sin kulturelle identitet de seneste 200 år på trods af stærke genetiske og etiske blandingsprocesser.

Overordnet betragtet må konklusionen alligevel være, at der kun er en relativt svag sammenhæng mellem geografi/kultur og eventyrets former, med rigelig plads til individuelle variationer.

Sammenligner man med generne, er det dog bemærkelsesværdigt at opdage, hvor meget mere afgrænsende de geografiske og kulturelle forskelle er i forhold til de genetiske forskelle.

Kommentarer (6)

Af Iona og Peter Opie, burde undersøgelsens forfattere have læst. "Askepot" har rødder tilbage til 700-tallets Kina.
"Frau Holle"- er H.C Andersens "Hyldemor".

Ligesom "Rumleskaft" -"Rumpelstilzskinn"- kan handle om en ganske anderledes pind med rynket skind. Der er også en god forklaring til "Askepot's" glassko- verre- kan betyde pels. Om det så var pelstøfler- eller andet med hår, der gik tabt i oversættelsen. ;-D

Det lyder ganske freudiansk.

De ovenfor citerede med generne er derimod ikke ganske korrekt. Det er korrekt, at "kun" ca 1,8 % gener adskiller os fra de to cimpansearter, men de gener, der skiller os, er gener, der virker på gener. Altså stop start gener, der virker mens fostret og ungen udvikles Og videre i livet). Chimpansers hjerner er meget langt mere udviklede end vores ved fødslen, vores børn fortsætter nærmest fosterudviklen udenfor kroppen, lang tid efter fødslen. Hjenen er færdig udviklet i 2 årsalderen- men ikke dens evner til læring.Hjernekassen er fx først færdigsammenvokset i tyveårsalderen. Her har en chimpanse fået mindst 3-4 unger (hvis det er en hun).

Det er em meget for forsimplet metode at se på, hvor forskellige generne er. Det, man skal se på er: Hvordan de virker. Især på- hvordan de virker på andre gener. Det begyndte med McClintocks "jumping genes"- men man har kun skrabet overfladen- her mere end 40 år efter.

Der er forresten ingen grund til at tro, at chimpanser ikke har, gener, der virker på gener. Så forskellen er sikkert meget større end målt på "simple DNA-forskelle".
Man skal huske pattedyr har mindre og kortere DNA-strenge end de fleste organismer, fordi de har DNA, der virker på DNA.

Og så kan simple regler skabe uoverskuelig kompliceret effekt. (Langtons Ant) Og Emergens.
Men chimpanser er ikke mindre primitive end os, de er bare anderledes. Den der værdi-dom i DNA- troede jeg var afdød- forlængst!

Mvh
Tine

  • 0
  • 0

Jeg stiller mig skeptisk til konklusionen om, at vi har nemmere ved at acceptere fælles børn. Med Europas historie om utallige krige kan man tro, at mangfoldige hæres hærgen på kryds og tværs har medført en genetisk spredning, der i mange tilfælde ikke netop har været accepteret af den ene deltager - hvorimod eventyr nok spredes i en tryg og rolig atmosfære, der tager længere tid til at forplante sig. Har de tre biologer bag undersøgelsen overvejet den forskel?

  • 0
  • 0