EU's system for CO2-kvoter gisper efter vejret

EU's klima-instrument nummer ét lyder så smukt i teorien: Man sætter et fælles loft for udledning af CO2 fra EU's store industrier og energisektoren - og lader virksomhederne handle indbyrdes med en begrænset mængde udledningstilladelser. Det sikrer, at CO2-reduktioner i form af energibesparelser og investeringer i grøn energi sker dér, hvor det er billigst.

Så smukt lyder det, at det er få - grønne, røde, blå eller sorte - som taler imod CO2-kvotesystemet i teorien. Til gengæld er rigtig mange aktører enige om, at systemet i praksis slet ikke leverer varen for tiden, og at EU-Kommissionen må gøre noget for at stramme op.

Civilingeniør Søren Dyck-Madsen fra Det Økologiske Råd er én af kritikerne:

»EU har uddelt alt for mange udledningstilladelser for perioden 2008-2012 og tilladt brug af tvivlsomme kreditter fra tredjeverdenslande. Kombineret med den økonomiske krise giver det en overflod af CO2-kvoter, som så bliver billige, og dermed mister vi drivkraften for virksomhederne til at investere i besparelser eller vedvarende energi,« forklarer han.

Han peger på, at der tilsyneladende ikke er nogen, der har indlagt muligheder for, at kvotesystemet kan strammes op, når priserne falder for meget.

Kvoter handles til 2020

Det synlige tegn på krisen i systemet er som nævnt en meget lav pris på CO2-kvoter. Siden starten af 2009 har den ligget omkring 15 euro (112,50 kroner) pr. ton, og ifølge EU's egne fremskrivninger burde den ligge omkring 30 euro pr. ton for at kunne 'trække' de grønne investeringer.

At der overhovedet bliver købt og solgt CO2-kvoter lige nu - i en periode med overskud - skyldes, at EU har bestemt, at overskydende kvoter kan gemmes til perioden efter 2012, hvor EU samlet set skal reducere sit CO2-udslip med 20 procent i 2020 - set i forhold til 1990-udslippet.

Én af kvotesystemets fædre, tidligere chefrådgiver i generaldirektoratet for transport og energi, Jørgen Henningsen, er om muligt endnu mere skarp i sin kritik af tingenes tilstand:

»EU-Kommissionen prøver at opretholde visionen om, at EU er frontløbere på klimaområdet, men i virkeligheden er systemet i krise. Kvote-systemet i dag leverer ikke incitament til at investere i grøn omstilling hos de virksomheder, der står for halvdelen af EU's CO2-udslip - sådan som det var ideen med systemet. Det kan kun ske ved en høj kvotepris, og den er der ikke udsigt til de næste ti år, hvis ingen gør noget, « siger han.

Indrøm fejlene

Jørgen Henningsen mener, at EU-Kommissionen må starte med at indrømme, at systemet ikke er perfekt, og at der for eksempel ikke er taget højde for, at energibesparelser sænker kvoteprisen og dermed modarbejder indførelse af mere vedvarende energi - og omvendt.

»Hvis ikke EU havde et VE-mål, som landene skal opfylde i 2020, så ville der slet ikke blive investeret i vedvarende energi rundt omkring,« siger han.

Energisektoren - i hvert fald i Danmark - er også enig i, at der skal en opstramning til, så kvoteprisen stiger og kan fordre omlægning til vedvarende energi i den kvotebelagte sektor:

»Man skal for eksempel passe på med at tillade for mange CDM-projekter (Clean Development Mechanism, red.) fra lande, som ikke har forpligtet sig til en reduktion, for så har man ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at de ikke bare udleder mere et andet sted,« siger chefkonsulent Charlotte Søndergren fra Dansk Energi.

I den kommende periode 2013-2020 vil halvdelen af den krævede reduktion kunne dækkes med kreditter fra lande uden for EU.

Hun tilføjer, at det er rigtig positivt, at EU netop nu kigger på at indføre et forbud mod brug af de omdiskuterede CDM-projekter i Indien og Kina, der i virkeligheden øgede landenes udledning af ultra klimafjendske industrigasser.

Reduktioner som ét kraftværk

Kritikken af det knirkende kvotesystem er ikke kun et dansk fænomen. Den engelske NGO-organisation Sandbag har udarbejdet flere rapporter om krisen i kvotesystemet.

Organisationen, der støtter princippet i kvote-systemet, har regnet sig frem til, at 2008-2012-perioden blot vil tvinge virksomhedernes reelle reduktioner over fem år ned i størrelsesordenen 32 mio. ton, hvilket er 0,3 pct. af den forventede udledning i perioden.

Sandbag-rapporten gør opmærksom på, at disse 32 mio. ton er opnået ved inddragelse af de 12.000 anlæg, som er omfattet af kvotesystemet og påpeger - lidt provokerende - at et solidt krav til blot ét af Storbritanniens kulkraftværker, Drax-kulværket, kunne have givet den samme reduktion.

Allerede reduceret 14 pct.

EU's klimakommissær Connie Hedegaard har selv bidraget med skyts til kritikerne. Hun og hendes embedsmænd har i en rapport fra maj præsenteret tal, som viser, hvordan den økonomiske krise svækker kvotemarkedet frem til 2020.

Af rapporten fremgår det, at den økonomiske krise fik CO2-udslippet i de kvoteomfattede sektorer til at falde med 11,6 procent på bare ét år - fra 2008 til 2009. Og at EU i 2009 har udledt 14 procent mindre CO2 end i 1990 - hvor målet var 8 procent i indeværende periode, og at krisen dermed har 'svækket styrken' i 20 procents-kravet, som skal gælde i 2013-2020.

Ifølge rapporten vil virksomhederne nemlig være i stand til at bære 5-8 procent af deres udledningstilladelser med over til næste periode. Samtidig vil energibesparelser og mere vedvarende energi - drevet af meget højere oliepriser - betyde flere kvoter i markedet og en kvotepris på omkring 16 euro, meget lavere end oprindelig forventet.

Ud over at lav kvotepris ikke opmuntrer til investeringer i vedvarende energi og energibesparelser, så betyder en lav kvotepris også lavere indtægter for EU's medlemsstater, som i næste periode - 2013-2020 - ikke mere skal forære kvoterne bort gratis, men sælge dem ved en auktion, hvor indtægterne skal bruges til at finansiere yderligere klimatiltag.

Stramninger nødvendige

Der er i hvert fald to veje tilbage på sporet for EU's kvotesystem.

Man kan stramme reduktionskravene i EU til 30 procent i 2020 - sådan som klimakommissær Connie Hedegaard og en række EU-lande som for eksempel Danmark går ind for og arbejder på. Uanset om man opnår en global klimaaftale eller ej.

Man kan også vedtage at sætte en mindstepris for CO2-kvoterne ved auktioneringen. Det skal sikre, at kvoteprisen kan drive udviklingen hen imod energibesparelser og vedvarende energi.

Tidligere chefrådgiver i EU Jørgen Henningsen synes ikke, at der er grund til den store optimisme hvad angår den første løsning, men tror betydeligt mere på en mindstepris for CO2-kvoterne, når næste periodes kvoter skal sælges på auktion:

»Det er svært at se et flertal i EU for en stramning af reduktionsmålet til 30 pct. lige nu. Lancering af en bundpris kan derimod gøres, hvis et tilstrækkeligt antal medlemslande bliver enige om det, så det vil være langt lettere at få igennem,« siger han.

Landene rykker sig

Hos Dansk Energi ser chefkonsulent Charlotte Søndergren mere lyst på muligheden for at stramme reduktionsmålet til 30 procent:

»Lige nu er det østlandene og Italien, som er imod en stramning af EU-kravet fra 20 til til 30 procents CO2-reduktion i 2020, men vi mærker nu, at landene rykker sig. Og så skal man ikke underkende det pres, som kommer 'nedefra' fra kommuner og virksomheder, der af sig selv omstiller til mere vedvarende energi. Det gør indtryk,« siger hun.

Søren Dyck-Madsen fra Det Økologiske Råd tror, det bliver nødvendigt at stramme på alle planer:

»Man er nødt til at bruge alle virkemidlerne for at få kanaliseret pengene i kvotesystemet tilbage til landene og deres virksomheder til brug for effektivisering og mere vedvarende energi,« siger han.

Dokumentation

Læs den britiske NGO Sandbags kritiske rapport om kvotesystemet

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Så vidt jeg lige kan vurdere*, er det latterligt overhovedet at diskutere justeringer af prisen på CO2-kvoter, når væsentlige dele af handelen med kvoterne er decideret svindel. Svindel for op imod 38 milliarder kroner, hvoraf en væsentlig del i Danmark, hvor vi ikke har styr på, hvem der køber hvad på området, gør handel med CO2-kvoter så ugennemsigtig, at småjusteringer på pris eller andet er ligegyldige. Se fx http://politiken.dk/udland/ECE1129360/danm...

  • 32 mio ton af 15 euro = ca. 3,6 mia kr. Bemærk dog, at de 38 milliarder er over flere år, de 3,6 milliarder er på 1 år.
  • 0
  • 0

CO2 kvoter er omsættelige værdipapirer som "alle" i princippet kan trykke - DERFOR går prisen naturligvis mod nul efterhånden som mængden af kvoter i omløb går mod uendelig - man skal være enten være retarderet for ikke at forudse dette eller have et andet spil i tankerne - d.v.s. at skabe svindel som kan bruges som slush-fund for EU-projekter uden om "kommandovejen".

Hvis efterspørgslen på CO2 kvoter falder pga af energibesparelser så falder prisen på CO2 kvoter naturligvis - men det er åbenbart også et problem for ""markedet"" som defineret i EU-NewSpeak må kun gå den vej som EU-Kommisionen dikterer (Ligesom folkeafstemningerne).

Så det vil man fixe med en minimumspris, ligesom med renten. Det har to konsekvenser: Enten er der en "tosse", f.ex. en Lykke Friis på vegne af skatteyderne, der køber alle kvoter til mindstepris indtil kursen er "repareret" eller også stopper markedet bare fordi ingen køber til minimumsprisen - eller rettere, de handler OTC.

Begge muligheder øger muligheden for svindel endnu mere, den allerværste er støttekøbene, hvis man kender timingen og støtte-prisen på forhånd kan man blive meget, meget rig. Måske rig nok til at rekapitalisere et par af de mest korrupte banker i EU. Måske det er Planen?!

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten