LEDER: EU’s chip-ambition er nødvendig

Illustration: MI Grafik

Hvis nogen havde forestillet sig, at EU-Kommissionsformand Ursula Von der Leyens udmelding af den såkaldte Chips Act i midten af september ville betyde knopskydning af europæiske processorfabrikker som en løsning på den globale chipkrise, så må de have oplevet noget af en maveplasker i sidste uge. Kommissær og ledende næstformand i kommissionen Margrethe Vestager meldte nemlig ud, at »så længe penge ikke vokser på træer«, kan vi godt droppe troen på produktion af egentlige processorer, grafikkort og RAM-­moduler i EU. Teknologisk uafhængighed hvad angår mikrochips er simpelthen for dyrt – selv for det velhavende Europa, fastslog hun.

EU-Kommissionen holder fast i en ambi­tion om at fordoble EU’s andel af verdensmarkedet for chips til 20 procent i 2030. Men samtidig smækker kommissionen døren i for tyske og franske EU-politikeres national­romantiske drømme om et Europa, der skulle blive fuldstændigt selvforsynende med chips – eller som endda skulle overgå de teknologisk førende producenter i hhv. USA, Taiwan og Sydkorea. Muliggjort af massiv EU-støtte til ny produktionskapacitet på området, inspireret af succesen med flyproducenten Airbus, der i årevis har modtaget statsstøtte til at udvikle fly i konkurrence med amerikanske Boeing.

Vestager har en pointe. Entreprisen for at træde ind i fuldblods-chipproduktion ligger på et ufatteligt stort trecifret milliardbeløb og er en showstopper for EU-toppen. Alene i 2021 har verdens tre største chipproducenter, TSMC, Samsung og Intel investeret 495 milliarder kroner i ny produktionskapacitet. På trods af, at EU ellers jonglerer med meget store beløb – bl.a. genopretningsfonden på 5.580 milliar­der kroner – er det åbenbart ikke muligt at allokere et milliardbeløb i den størrelse til at sikre egen chipforsyning. Satsningen ville også afgjort skulle i clinch med landbrug, energi­sektor og life science, som fra hvert ­deres hjørne også kæmper om EU-støttekroner til udvikling af teknologier især til den grønne omstilling – som EU vel at mærke har lagt sig i spidsen for – og udvikling af fremtidens biotek- og medicinalprodukter. Sådan er det jo, fristes man til at sige.

Men Vestager gør uret, hvis hun med sin udmelding får skudt ambitionen for meget til hjørne. Det er problematisk, at EU har gjort sig afhængig af centrale komponenter som processorer og grafikkort fra Sydkorea, Japan, USA og ikke mindst Kina og Taiwan, der trods selvstændighed officielt af regeringen i Beijing betragtes som en del af Kina. Afhængig­heden er blevet åbenlys under chipkrisen, hvor store danske virksomheder som Grundfos, Linak, GN og Demant har måttet ændre på deres produkter, så de er tilpasset de chips, som er tilgængelige lige nu.

Et er, at vi med vores manglende andel af chipmarkedet mister væsentlig viden og vigtige kompetencer i Europa. Noget andet er, at vi har gjort os ekstremt afhængige af en lille håndfuld virksomheder med base tusindvis af kilometer fra Europa. Og chipkrisen har vist, at verdensøkonomien er dybt afhængig af en konstant leverance af mikrochips.

Det er ikke bare en hypotetisk risiko, at geopolitiske konflikter eller nationalistiske missioner, der involverer de få chipproducenter eller deres hjemlande, kan sætte store dele af EU’s erhvervsliv i stå. Og det ville være fatalt. Chipteknologi indgår som bekendt i alt fra vindmøller over mobil-devices til biler og sygehusudstyr. For ikke at tale om den risiko for it-angreb eller bagdørsovervågning, der kan aktiveres, hvis leverandørerne er underlagt totalitære regimer.

Noget må der altså gøres – og heldigvis kan det gøres. At starte på bar mark er en meget stor ambition. Selvom vi måske kunne licensere os til chipdesign og kortslutte denne fase, så vil vi alligevel være underlagt problematisk magt fra licenshaverne i Fjernøsten. Økonomisk ville en sådan ambition være presset af, at der næppe er markedsgrundlag for at øge chipproduktionen markant. I givet fald skulle det geopolitiske behov være hovedargu­mentet, ikke muligheden for at tjene penge.

Men som det mindste bør vi sætte skub i produktionen af andre og mindre avance­rede halvlederteknologier, som sensorer med processorkraft, optiske chips og SRAM hukommelseschips. Er vi over 100 nm fremstillingsprocesser, findes der allerede solid produktionskapacitet i Tyskland, Frankrig og Italien – og den type halvledere dækker en stor del af behovet i f.eks. bil- eller life science-industrien.

Også herhjemme har DTU – lidt overset – holdt gang i produktionen af danske sensorer og optiske chips. Men nu er renrummet fyldt op, og kapaciteten udnyttet maksimalt. Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at blive mindre afhængige af Asien og USA, så må første skridt være at opgradere forsknings- og udviklingskompetencerne, og her er en udvidelse af DTU Nanolab et godt sted at starte.

Men en fuldblods støtte fra dansk side til en udvidelse af de mulige kapaciteter på området i vores nabolande er også nødvendig. Herfra efterlyses en politisk klar opbakning fra Christiansborg. Et godt sted at starte er at tage aktivt del i den nye europæiske Alliance on Processors and Semiconductor Technologies, hvor Danmark indtil videre har glimret ved sit fravær. Her er missionen at styrke investeringerne i europæisk chip- og halvlederteknologi. Selvom Danmark ikke kan deltage i opbygning af egentlige processorfabrikker, har vi en fin niche i form af produktion af f.eks. sensorer og chips til kemiske og biologiske anvendelser – baseret på et forsknings- og udviklings­arbejde, der desværre er gået under radaren både politisk og i den brede offentlighed.hm

Emner : Chips
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

At noget erkendes for dyrt for en så fantastisk rig gruppe lande som EU, er simpelthen en politisk vedtaget sandhed.

Om det er vindmøller, marsrejser eller chip foundries, så har EU rigelig råd til det.

Man kan godt skyde alle skibsværfter til Asien - det har vi gjort, og det gik egentlig meget godt.

Nu har man så i kraft af en siliciumleveringskrise indset, at vi kan ende i en situation som oliekrisen dengang.

Hvilken chance vi bør tage, er en politisk beslutning, men altså ikke noget der kan redegøres for så simpelt som det fremstilles i artiklen.

Det er simpelthen for plat, at Ingeniøren i denne artikel kalder ambitioner om europæisk chipselvforsyning nationalromantik. For hvornår skal man sige stop, og lære af de sidste 10.000 år, hvor folk der troede de kunne købe sig til mad eller fred, måtte lide for deres naivitet?

Så længe forsyningskæder og verdensøkonomien fungerer, kan vi sagtens leve af webdesign og gøgl, men den dag der ikke lokalt er fødevarer nok, kan godt komme igen, og der er det måske de nationalromantiske der har disponeret rigtigt.

  • 7
  • 3

Mon det er tænkt til ende...

Det bliver da interessant at skulle designe elektronik hvis man skal vælge komponenter efter hvor de produceres.

De fleste produkter har "chips" fra forskellige producenter, så hvis man så ikke designer med dette in mente er man jo stadig i problemer hvis bare een "chip" er utilgængelig... Eller en skrue. Eller et display, en simpel sensor eller gearmotor.

Selv Europæiske producenter som for for eksemple MAXON kan ikke levere visse motorer nu på grund af råvaremangel - så det er HELE forsyningskæden der skal gentænkes. Det kommer ikke til at ske i min levetid at det fungerer....

  • 3
  • 2

Vestager har en pointe. Entreprisen for at træde ind i fuldblods-chipproduktion ligger på et ufatteligt stort trecifret milliardbeløb og er en showstopper for EU-toppen. Alene i 2021 har verdens tre største chipproducenter, TSMC, Samsung og Intel investeret 495 milliarder kroner i ny produktionskapacitet. På trods af, at EU ellers jonglerer med meget store beløb – bl.a. genopretningsfonden på 5.580 milliarder kroner – er det åbenbart ikke muligt at allokere et milliardbeløb i den størrelse til at sikre egen chipforsyning.

Et stort trecifret millardbeløb lyder ikke afskrækkende for hele EU. Problemet ser ikke ud til at være penge, men i første omgang tid til at opbygge viden og kompetencer samt - på lidt længere sigt - opbygning af forsyningskæder.

Bottom line er, at vi ikke har råd til at lade være med at forsøge.

  • 9
  • 3

Jeg syntes, at det er meget positivt at man vil have chip produktion til Europa. Men, vi skal finde ud af hvad vi vil. Vil vi kunne det hele - skal vi kunne lave chips med mikromekanik, MEMS, dynamiske ram'er, flash hukommelser, og seneste nye skrig af CPU'er. Eller, måske noget helt andet, som ingen andre kan endnu? Eller, skal vi vælge gårsdagens teknologi, og sige til alle europædiske virksomheder, at hvis de vælger gårsdagens teknologi, så kan EU garantere forsyningssikkerhed. Måske kan vi opfinde nye typer chips, som aldrig er lavet tidligere.

Jeg savner, at man beslutter sig for, hvad det er man vil. Måske øger en chipfabrik forsyningssikkerheden for en bestemt type chips. Men produkter i dag indeholder ikke kun transistorer og flash, men også lasere, optik, og mikromekanik. Er målet, at vi skal kunne producerere alt, i de seneste nye teknologier, fra verdens hurtigste CPU'er og FPGA'er, kamera chips, MEMS, chips med lasere, og gamle 74HC00'er.

Vi bliver nød til, at beslutte hvad vi vil. Indtil det, er det for tidligt at sige, om det er en god idé. At vil lave chips, er ikke en god idé i sig selv, hvis man ikke ved hvad man taler om. Er det CPU'er, er det kommunikation/laser, er det MEMS, eller er det effekttransistorer, og chips med effeekttransistorer integreret?

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten