Det Europæiske Lægemiddelagentur godkender Pfizer/BioNTechs vaccine

Doser nok til 10.000 danskere forventes at komme til landet omkring jul. Illustration: Bigstock/Numstocker

Ifølge Lægemiddelstyrelsen kan covid-19-vaccinationerne af de allerførste danskere gå i gang om få dage.

Det europæiske lægemiddelagentur, EMA, har nemlig for lidt siden indstillet til EU-Kommissionen, at der udstedes en betinget godkendelse af BioNTech/Pfizers vaccine mod COVID-19 i hele EU, deriblandt Danmark.

Kommissionen træder sammen i aften for at behandle indstillingen, hvorefter vaccinen kan rulles ud.

Danmark er tildelt doser nok til 1,5 million borgere, med option på vaccine nok til endnu en halv million.

Ifølge en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden torsdag bliver det dog i første omgang noget mere beskedne 10.000 doser, som kommer til Danmark omkring jul.

Ifølge Sundhedsstyrelsen vil de borgere, som tilbydes vaccinen, blive kontaktet af myndighederne.

Modtagerne af vaccinen bliver i første omgang beboere og ansatte på landets 933 plejehjem, som i løbet af i dag har deadline for at indrapportere til deres respektive kommuner, hvem der skal vaccineres. Blandt de første bliver også frontlinjemedarbejdere i sundhedsvæsenet.

»I takt med, at vi får leveret flere vacciner i løbet af 2021, vil flere og flere grupper blive tilbudt vaccination mod COVID-19. Men det er vigtigt, at vi får beskyttet de grupper, der bliver mest syge af COVID-19. Derfor er de først til at få vaccinen, så de er godt beskyttet,« sagde Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm i en pressemeddelelse i sidste uge.

Har EU købt for få vacciner?

Den gode nyhed om vaccinegodkendelsen kommer på et af de mørkeste tidspunkter i epidemien, hvor smitten tager til i Europa, imens en ny udfordring i form af en muligvis 70 procent mere smitsom variant af covid-19 er hurtigt på vej frem i Storbritannien.

Læs også: Ny variant blev sidst set herhjemme i start-december: Men der er forsinkelse i overvågning

Men den lander også på et heldigt tidspunkt for EU-kommissionen, som er under pres, efter at en artikel i tyske Spiegel peger på at der kan være sikret for få doser af de vacciner - heriblandt Pfizer/BioNTechs og dertil Modernas - som godkendes først.

Ifølge Spiegel har EU nemlig hængt i bremsen, da den skulle beslutte hvilke af de forskellige vaccinekandidater den skulle satse på. Derfor vil europæerne blive vaccineret langsommere end for eksempel amerikanerne.

Imens USA allerede i juli bestilte 600 millioner doser af Pfizer/BioNTechs vacciner og 500 millioner doser fra Moderna, foretog EU blot »reservationer«.

Og da Pfizer/BioNTechs lovende resultater kom frem, bestilte EU blot 200 millioner doser, med reservation på endnu 100 millioner, som ville blive fremstillet senere.

Dermed forventes Tyskland kun at have vaccineret 13-15 procent af befolkningen i marts - andelen er forventeligt den samme i resten af EU - mod cirka 30 procent i USA.

Ifølge Spiegel afviste EU i sommer at købe yderligere 500 millioner doser af Pfizer/BioNTechs vaccine på grund af prisen. Fra Moderna har EU valgt at købe 160 millioner doser, men blev tilbudt cirka 300 millioner doser.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg mindes rapporter fra der hvor vaccinen først blev taget i brug der sagde at der i et glas med 5 doser typisk nok til lidt over 6 doser, hvilket kom som lidt af en overraskelse. Er der nogen her der ved hvordan det håndteres i Danmark? Der skulle jo nødigt gå doser til spilde.

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten