Europa satser 7,5 milliarder på at udvikle nye metaller

Store europæiske industrivirksomheder og laboratorier har netop besluttet at gå samme i det fælles forsknings- og udviklingsprojekt Metallurgy Europe. Det bliver verdens største konsortium inden for metallurgi.

Tilsammen vil parterne investere en milliard euro i projektet.

Forskning i metaller skal styrkes i Europa. På billedet ses en krystal af det semi-metalliske bismuth (Bi). Det bruges i termorelektriske komponenter og i legeringer til lejer. Illustration: ESA

Formålet med Metallurgy Europe er, at europæiske virksomheder skal træde ind i 'the high-tech metals age', som professor Davis Jarvis siger. Han er formand for organisationen og leder af afdelingen for strategiske teknologier hos den europæiske rumfartsorganisation, ESA.

Læs også: Ny overfladebehandling kan forlænge levetiden for stålværktøj

Foruden ESA deltager også The European Synchrotron Radiation Facility (ESRF), The Institut Laue Langevin (ILL), The European Powder Metallurgy Association (EPMA) og The Culham Centre for Fusion Energy (CCFE-Iter).

Blandt de 170 deltagende virksomheder og laboratorier fra 20 lande finder man Siemens, BMW, SKF, Haldor Topsøe og Fiat. 60 af virksomhederne er små eller mellemstore.

»Det er første gang, at toppen af industrien er gået sammen om dette vigtige emne. Der er en udbredt tro på, at Metallurgy Europe vil levere mange unikke, spændende og profitable teknologier,« siger Davis Jarvis.

Det er ligeledes forventningen, at det nye metal-initiativ vil kunne skabe over 100.000 nye job inden for materialer og fremstilling i Europa.

Marcel Somers der er professor i metallurgi på DTU er begejstret for det nye konsortium:

»Jeg synes det er et meget glædeligt signal, at der kommer fokus på avancerede materialer over hele linjen. Metallurgy og manufacturing er ofte blevet anset som kendt teknologi og er i de sidste 10-15 år, hvor nanoteknologi blev prioriteret meget højt, trængt i baggrunden. En milliard euro kan hjælpe med at sætte skub i nye initiativer,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

ESRF og ILL er på det samme campus i Grenoble - ESRF leverer røntgenstråler og ILL neutroner. Man kan så karakterisere den samme prøve ved samme lejlighed. Det er vigtigere end man lige forestiller sig. Alternativet var Diamond og ISIS i England som så er på samme campus som CCFE-Iter. Sammen med at EPMA også er i England ville det nok have været for meget. Hvis Max Lab-IV og ESS var i gang ville det være endt der. Er der slet ingen franske virksomheder involveret?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten