Eurofighter vil være et multirollekampfly

Eurofighter vil være et multirollekampfly

Foto: Eurofighter

Eurofighter er formentlig den bedste kandidat i den danske kampflykonkurrence til at bekæmpe andre kampfly, men har ikke ry for at være særlig egnet til bombe­missioner. Det kan dog være på vej til at ændre sig.

Konsortiet bag Eurofighter Typhoon, den eneste europæiske kandidat i den danske kampflykonkurrence, forbereder i disse dage implementeringen af de to avancerede luft-til-jord-missiler Brimstone 2 og Storm Shadow. Det sker som det seneste led i bestræbelserne på at gøre Eurofighter til et mere alsidigt kampfly.

Deltavingeflyet Eurofighter har nemlig herhjemme ry for at være bedre egnet til luftkampe, men svagere i luft-til-jord-operationer end de to andre kandidater i konkurrencen, F/A-18 og F-35, der begge er designet som multirollekampfly. Men Eurofighter-konsortiet arbejder i øjeblikket på at opgradere flyets luft-­til-­jord-­kapacitet, og britiske Royal Air Force (RAF) bruger allerede Eurofighter som et multirollekampfly.

Det fortæller en britisk oberstløjtnant og pilot, da Ingeniøren i december besøger Eurofighter og Royal Air Force på RAF-basen i den engelske by Coningsby. Basens piloter deltager i aktuelle operationer mod IS i Syrien og Irak, derfor har Royal Air Force bedt om ikke at få deres navne offentliggjort.

Kampdygtigt som multirollefly

»Eurofighter er i dag et multirolle­kampfly, og det er i den egenskab, vi lige nu bruger det i Syrien og Irak. Luft til jord-kapaciteten er stadig under udvikling, men flyet er kampdygtigt som multirollekampfly,« siger Royal Air Force-piloten og medgiver, at Eurofighter ikke just er kendt som et multirollekampfly.

»Eurofighter har primært været kendt for luftrumsovervågning indtil indsættelsen i Libyen i 2011, hvor flyet også har lavet luft-til-jord-angreb. I Libyen brugte vi dog også indledningsvis Eurofighter til luftoperationer, hvilket formentlig har bidraget til flyets omdømme som et kampfly til kun luftoperationer,« siger han.

Blandt bidragene til det omdømme hører også, at Eurofighter i Libyen måtte have hjælp fra måludpegningssystemet på de britiske Tornado-kampfly til at guide bomberne, hvilket ikke gik de internationale forsvarsmediers næser forbi.

Flere opgraderinger på vej

Udviklingen i retning af et multirollekampfly startede i 2008, fem år efter Eurofighters operationelle debut, da det britiske luftvåben installerede en Litening 3-laserpod til måludpegning samt præcisionsbomben Pave­way 2. Udviklingen tog dog først fart i 2014 med opgraderingspakken Phase 1 Enhancement.

»Phase 1 forvandlede flyet til et fuldgyldigt swingrole-kampfly, som på én og samme mission kan gennemføre luft-til-jord-bombning såvel som luft-til-luft-operationer,« siger Paul Smith, kampagnemanager for Eurofighter-programmet.

Opgraderingerne omfatter nyt luft-til-jord-sigte i pilothjelmen og en opgradering af selvbeskyttelsessystemet DASS (Defensive Aids Sub System), som skal registrere og aflede fjendtlige missiler. Ikke mindst omfatter pakken den nye Paveway 4 GPS- og laserguidede præcisionsbombe, som i dag er det britiske luftvåbens mest benyttede bombe mod IS.

Storm Shadow fra 2017

Næste store skridt bliver taget i foråret 2017, når Eurofighter bliver udstyret med krydsermissilet Storm Shadow. Det er et såkaldt stealth-missil med en lav radarsignatur og kan ramme mål på 200-300 kilometers afstand.

I 2018 planlægger konsortiet endnu en opgraderingspakke, som omfatter det nye radar- og laserguidede luft-til-jord-missil Brimstone 2. Det blev udviklet som et antitankvåben men har vist sig særligt anvendeligt mod bevægelig jordmål.

»Præcisionsbomber har ikke en høj træfsikkerhed mod hurtige eller undvigende mål. Brimstone har en meget høj træfsikkerhed, fordi det først guides af laseren, hvorefter en lille radar i spidsen optimerer den kritiske afsluttende fase af flyvningen,« siger Paul Smith.

Med implementeringen af Brimstone og Storm Shadow forventer Royal Air Force i fremtiden at benytte Eurofighter på flere bombemissioner alene, uden støtte fra Tornado-flyene.

Eurofighter foran flere bombemissioner

»Typhoon er et lige så godt bombe­fly som Tornado, men mangler i øjeblikket Brimstone og Storm Shadow, som Tornado har. Derfor kan man stadig se, at vi sender Tornado på bombemissioner. Men i fremtiden vil vi se flere bombeoperationer med kun Typhoon,« siger den britiske kampflypilot.

Herhjemme kan udvidelsen af luft-til-jord-kapaciteten styrke Eurofighters position i konkurrencen mod F/A-18 og F-35, men de får næppe afgørende indflydelse på udfaldet, vurderer militærforsker og professor ved Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen:

»En opgradering af multirolle-­kapaciteten kan godt være en fordel i den danske konkurrence. Omvendt kan udviklingen rent faktisk være med til at undergrave et af Eurofighters stærkeste argumenter, nemlig at det er et gennemprøvet kampfly. Man kan jo påpege, at dele af Eurofighter bliver et udviklingsprojekt, hvilket konkurrenten F-35 har mødt kritik for at være. Samtidig kan man frygte, at opgraderingerne påvirker prisen,« siger han.

»Det viser bare, at kampfly hele tiden bliver udviklet for at tilpasse sig nye typer af missioner og teknologiske krav. Der er ingen, der diskuterer, at F-35 teknologisk befinder sig et helt andet sted end både Eurofighter og F/A-18, og det vil disse opgraderinger ikke forandre, selv om de forandrer Eurofighters profil,« siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Ingeniørens besøg på basen i Coningsby var betalt af Eurofighter-konsortiet.

Kommentarer (46)

Det er muligt at man så vil kunne se Eurofighter som et udviklingsprojekt, men flyet i sig selv har bevist at det kan holde sig på vingerne, er funktionelt og driftssikkert.
Ikke ord som F35 kan flotte sig med, da hele pakken er et udviklingsprojekt, med noget nær uendeligt mange ubekendte...
Men igen, når amerikanerne siger de skal bruge vores penge hvis vi vil lege med, så er det jo bare at betale ved kasse 1.

  • 35
  • 2

Blandt bidragene til det omdømme hører også, at Eurofighter i Libyen måtte have hjælp fra måludpegningssystemet på de britiske Tornado-kampfly til at guide bomberne, hvilket ikke gik de internationale forsvarsmediers næser forbi.

Dette er ikke korrekt. Eurofighter kunne selv måludpege i Libyen, det var piloterne, som manglede erfaring.

http://ukarmedforcescommentary.blogspot.dk...

  • 15
  • 0

Nogen der ved hvilke af konkurrenterne der fungere bedst i arktis, hvordan ser det ud mht. Eurofighte´s potientiale der?

  • 12
  • 0