EU vil slukke for gamle fyringsanlæg i 2021
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

EU vil slukke for gamle fyringsanlæg i 2021

Nordjyllandsværket, Vattenfall
Foto: Vattenfall

Nu skal store kraftvarme- og varmeværker udlede mindre NOx og færre partikler til de fælles europæiske luftstrømme. Det blev vedtaget af Europa-Kommissionen i slutningen af juli måned.

Mere end 30 procent af de europæiske borgere bliver i dag udsat for luftforurening, der overskrider de gældende grænseværdier. Luftforurening er årsag til 400.000 for tidlige dødsfald om året, og derfor vil man sætte ind overfor de store fyringsanlæg, skriver kommissionen.

Læs også: Nye krav til kraftværker vil skræmme kunder på flugt fra fjernvarmen

De nye europæiske regler betyder, at store fyringsanlæg skal leve op til nye krav for Best Available Technology (BAT) senest i 2021. Omkring 3.500 europæiske anlæg vil blive omfattet af de skærpede miljøkrav, hvor energiproducenterne skal mindske udledning af især NOx, SO2, kviksølv og skadelige partikler (PM10).

Det kan komme til at koste energisektoren op mod 15,4 milliarder euro og føre til lukning af værker, ifølge Euractive. Især brunkulsværker i Tyskland og Polen vil blive berørt af de nye regler.

Danske anlæg er ikke truet

I Danmark vil 65 anlæg blive omfattet af den nye regulering. Det ser dog ikke ud til at få store konsekvenser for danske værker, vurderer elsektorens brancheforening, Dansk Energi.

I dag lever mange af de store kraftværker i Danmark allerede op til de kommende BAT-regler, med nogle få undtagelser - eksempelvis krav om hyppigere målinger.

»Vi tror ikke, at det vil føre til lukninger af store fyringsanlæg i Danmark,« siger Kristine van het Erve Grunnet, der er chefkonsulent i Dansk Energi.

Læs også: Nye miljøkrav truer dansk omstilling fra kul til halm og træ

Dansk Energi er umiddelbart positive over for de nye regler, men afventer Miljøstyrelsens implementering af reglerne i praksis.

»Vi afventer den danske fortolkning af lovgivningen. Vi kender ikke til forløbet for processen, der afhænger af, hvornår de gældende miljøgodkendelserne udløber,« siger Kristine van het Erve Grunnet.

De nye EU-regler kan også komme til at understøtte en øget eksport af miljø- og energiteknologi for Danmark, ifølge chefkonsulenten.

Producenter

For de energiproducenter, der ikke lever op til de nye BAT-regler, er der fire år til at få etableret forbedrende miljøtiltag. Det gælder blandt andet Verdos anlæg i Randers, der både fyrer med vedvarende og fossile brændsler.

»Vi bliver især ramt af de nye regler på udledningen af CO og NOx. Vi har et ombygget kombianlæg, der både behandler biomasse og kul, og her bliver vores fyringsteknik udfordret,« siger Jens Ole Hougaard, der er afdelingschef i Verdo.

Læs også: Halmfyring må udlede mere sundhedsskadelig NOx end træfyring

Problemet med dannelse af CO på anlægget opstår, da forbrændingen sker på en vandrerist, som er udlagt til kul, hvor materialet kan ophobe sig i bunker og resultere i dårlig forbrænding. Desuden kan CO opstå som en udløber af kraftige lastændringer, som er et af grundvilkårene for et liberalt elmarked, ifølge Jens Ole Hougaard.

»Der findes ikke umiddelbart en løsning for vores ombyggede kombianlæg. Vi har derfor opstartet et projekt, der skal undersøge, hvordan og hvorledes vi kan foretage forbedringer inden 2021 og belyse økonomien i de enkelte løsninger,« fortæller han.

Planen er, at Verdo i samarbejde med COWI skal have en rapport med løsningsforslag klar ved udgangen af 2017. Sideløbende er de også i dialog med Miljøstyrelsen, der står for at implementere de nye regler.

»I sidste ende er det jo forbrugerne, der skal betale, så derfor forsøger vi at minimere omkostningerne,« siger Jens Ole Hougaard.

Kommentarer (3)

At Tyskland har slukket 8 af sine atomkraftværker og bibeholdt sin kul og brunkulsværker.
At Tyskland har erstattet atomkraft, med sol og vind, og fortsat med fossilebrændstoffer, og holder stædigt fast i bilindustriens diesel og benzin biler.

At Frankrig vil gå samme vej og lukke atomkraftværker ned til fordel for sol og vind, med naturgas kraftværker som backup.

Hvor er det godt, vi erstatter en forureningsfri og stabil energikilde, med en forureningsfri ustabil energikilde.

  • 2
  • 4