EU-Kommissionen vil ikke blande sig i CO2-udledningen fra interkontinental luftfart. Derfor foreslår Kommissionen nu, at flyselskaberne skal fritages for EU’s kvotehandelssystem på ubestemt tid. EU bruger ellers kvotehandelssystemet til at regulere CO2-udledningen, heriblandt på flyruter internt i Europa.
Men det er ikke velbegrundet, at EU-Kommissionen vil lade den interkontinentale luftfart gå fri. Emissioner fra de lange flyruter er nemlig mere skadelige end på korte ture, siger professor i miljøpolitik og -økonomi på Aarhus Universitet, Mikael Skou Andersen.
Kvotehandelssystemet ETS er et af de instrumenter, som EU benytter sig af for at nedbringe udledningen af drivhusgasser. Virksomheder inden for blandt andet transport, landbrug, produktion og energi påføres kvoter for udledning af CO2. Lufttrafik mellem ETS-lande dækkes også af kvotehandelsessystemet. Kvoterne kan handles på et internt marked, ligesom virksomheder kan gemme uopfyldte kvoter til næste regnskabsperiode. Virksomheder får en bøde, hvis de overskrider deres kvote. ETS dækker mere end 11.000 enheder i de 28 EU-lande samt Island, Norge og LiechtensteinThe EU Emissions Trading System (ETS)
Se video om EU’s kvotehandelssystem.
Læs også: Leder: Nej til 11 år på frihjul – nu må EU stille klima-krav til fly
»Emissionerne fra luftfart er fordoblet over de sidste 20 år og er blandt dem, der stiger mest. Hvis luftfarten var et land, ville den være nummer 7 på listen over de største CO2-udledere. Samtidig mistænkes emissionerne fra de lange ruter for at være mere skadelige end på de korte, fordi omdannelsen til ozon fra NOx’erne forøger drivhuseffekten relativt mere i de høje luftlag. Så det er uheldigt, at EU-Kommissionen vil fritage dem,« siger han.
Læs også: Flytrafik har de seneste 25 år fordoblet udslip af sundhedsskadelig NOx
Luftfart står allerede nu for 12 procent af al CO2-udledning i transportsektoren og cirka to procent af den samlede udledning af CO2 på verdensplan. Samtidig forventes flytrafikken ifølge EU at stige med 45 procent frem mod 2035.
Kina og USA forhindrer indførsel af kvoter
Kommissionen valgte i 2013 at droppe regulering af den interkontinentale lufttrafik efter massiv modstand fra blandt andre USA og Kina. I stedet besluttede Kommissionen at afvente en aftale fra FN’s organ for kommerciel luftfart, International Civil Aviation Organization (ICAO).
ICAO indgik så endelig en aftale i oktober sidste år. Derfor foreslår Kommissionen nu at fritage den interkontinentale luftfart. I stedet skal den nye ICAO-aftale regulere flyselskabernes CO2-udledning på internationalt niveau. Men aftalen giver flyselskaberne lov til at lade deres CO2-udledning stige indtil 2020, og den er først bindende i 2027.
Læs også: Ny aftale udskyder bindende CO2-krav til flyindustrien i 11 år
Selv fremskriver ICAO, at CO2-udledningen fra flytrafikken vil stige mellem 300 og 700 procent frem mod 2050, og nu har branchen altså udsigt til et internationalt fripas over de næste ti år.
Uambitiøs FN-aftale
Det er ikke godt nok, og derfor bør EU ikke blande sig uden om langdistanceruternes CO2-regnskab. Det siger parlamentsmedlem og rapportør Peter Liese (EPP) i en pressemeddelelse.
Læs også: Skibe og fly går atter en gang fri af krav om at udlede mindre CO2
»Den Internationale Organisation for Civil Luftfart (ICAO) har nu besluttet at indføre reguleringer for lufttrafikken, men aftalen er stadig belastet af mange ubesvarede spørgsmål og er på ingen måde ambitiøs. Imens foreslår Kommissionen at udelukke interkontinentale flyvninger fra EU’s kvotehandelssystem på permanent basis. Det er problematisk,« udtaler Peter Liese.
Han foreslår derimod, at EU forlænger ordningen indtil 2021, men til gengæld også optager den interkontinentale lufttrafik i kvotehandelssystemet derefter.
