EU vil have mere damp under nanokedlen

Düsseldorf, Tyskland
EU er verdens førende inden for nanoteknologi, men for at blive i spidsen er der brug for en fælles strategi for EU. Der skal gøres mere ud af at få produkter ud af nanoforskningen, der skal øget fokus på nanopartiklers farlighed og mere oplysning om nanoteknologi, samt bedre rammer for fortsat forskning og udvikling.

Sådan lød budskabet på det tredje Euronanoforum, der netop er afviklet i Düsseldorf med over 1.000 forskere, virksomhedsrepræsentanter og myndighedspersoner fra 46 lande.

Departementschefen i det tyske Forsknings- og Uddannelsesministerium, Thomas Rachel fremhævede på konferencen, at EU er hårdt presset af lande som Indien og Kina.

»EU er med helt fremme, men lande som Indien og Kina presser os. Kina er verdens nr. tre, når vi måler på forskning, og Indien er nr. ti. Indien uddanner ti gange så mange ingeniører på et år som alle EU-landene tilsammen. Derfor er der brug for en fælles strategi i EU, hvis vi vil bevare førerskabet,« sagde Thomas Rachel.

Den europæiske forsknings- og udviklingskommissær, Janez Potonik, vurderede på konferencen, at EU vil fordoble budgetposten til projekter inden for nanoteknologi i EU?s 7. rammeprogram til 21 milliarder kr. EU?s 7. rammeprogram vedrører forskning og udvikling og er denne gang på i alt cirka 375 mia. kr. fordelt løbende indtil 2013.

Penge er ikke alt

Thomas Rachel understregede, at det ikke kun handler om at tilføje nanoteknologien flere penge, men også om at skabe bedre infrastruktur og mobilitet mellem EU-landene samt fælles standarder inden for det nanoteknologiske område. Desuden skal det være lettere for udenlandske hjerner at komme til EU, og sidst men ikke mindst er det vigtigt at gøre unge mennesker interesseret i nanoteknolo_gien, bl.a. ved at fremhæve rollemodeller, så man sikrer et stabilt rekrutteringsgrundlag for virksomheder og forskningsinstitutioner.

Lederen af Industrielle Teknologier under Europa-Kommissionen, Nicholas Hartley, oplyste, at Europa-Kommissionen har iværksat en handlingsplan, der løber indtil 2009. Handlingsplanen skal blandt andet sikre, at reguleringen af nanoteknologien harmonerer med befolkningens ønsker, at der en balance mellem befolkningens opfattelse af risici og fordele, at den teknologiske udvikling er i overensstemmelse med etiske principper, og at der er de forventede løsninger på samfundets behov. Herudover skal der sikres standardisering på tværs og en forsknings- og uddannelsesmæssig infrastruktur, der støtter op om nanoteknologiens udvikling.

Nicholas Hartley sagde, at EU gerne vil anspore til en international debat om nanotek_nologi og sundhed, miljø, risikovurdering, metrologi og standarder. EU ønsker ikke et nano-skel mellem lande, der har råd til at forske i teknologien, og de som ikke har. Derfor er EU?s forsknings- og udviklingsprogrammer åbne for verden, ofte med finansiering fra Europakommissionen. Der er dog et lille men:

»Vi synes det er fint, at forskere fra EU forsker sammen med feks. Kina og andre lande, men vi skal selv lave produkterne i EU. Det er det, der skaber økonomisk vækst og arbejdspladser,« understregede Nicholas Hartley.

Ringe viden

Og hvad så med sikkerheden. Er nanopartikler farlige? Som det er nu, er der faktisk ingen, der rigtig ved det.

På Euronanoforum kunne de fleste talere i denne kategori således "kun" fremlægge forskningsdesign og metode til de projekter, de nu skulle i gang med, og som skulle bidrage til at afklare om, hvorvidt nanopartikler optages i kroppen, hvilke der optages i kroppen, og hvad konsekvensen i givet fald er.

Forskere fra den tyske kemigigant, BASF, viste, at intet tyder på sundhedsproblemer i deres forsøg med rotter og carbon black partikler. Modsat har en anden forskningsgruppe fra Institut for Inhalationsbiologi i München og Universitetet i Essen undersøgt guld-nanopartikler og mener, at resultaterne klart tyder på sundhedsskadelige effekter.

Forsøgene er imidlertid ikke sammenligne_lige, men på konferencen fremhævede flere forskere over for Ingeniøren, at forskellene illustrerer behovet for at nå til enighed om, hvornår noget er farligt, hvordan det skal måles, og at man ikke kan skære nanopartikler over en kam. Det bliver imidlertid ikke lettere af, at man knap nok har udviklet de instrumenter, der skal monitorere partiklernes bevægelse i kroppen.

Ingen risikovurdering

Desuden er meget få virksomheder tilsyneladende interesserede i at finde ud af, om deres nanoprodukter har sundhedsskadelige effekter på forbrugerne. Forsker ved det Teknologiske Institut i Zurich Aasgeir Helland havde undersøgt 40 større og små virksomheder i Tyskland og i Schweiz. 26 virksomheder (65 pct.) havde således ingen risikovurdering af deres_ nanomaterialer, og kun 13 virksomheder (32,5 pct.) foretog risikovurderinger nogle gange _eller altid. Næsten ingen af virksomhederne interesserede sig for, hvad der blev af nanomaterialerne, når produktet blev brugt og senere smidt ud, ligesom ganske få vurderede, hvad risikoen var for at produktet afgav nanomate_rialer igennem dets livscyklus.

Seniorkonsulent på nanoteknologiområdet for det amerikanske National Science Foundation og hovedarkitekten bag USA?s nationale nanoteknologiske initiativ samt medlem af International Risk Governance Council, Mihail C. Rocco, opfordrede EU?s nationale regeringer til at tage den potentielle risiko ved brugen af nanoteknologi alvorligt, men advarede samtidig mod, at man blev forskrækket:

»Hvis vi ikke ser på det økonomiske potentiale i nanoteknologi, kommer vi aldrig til at diskutere risiciene. Der vil nemlig ikke være nogen, der tør investere i udviklingen.«