EU slår ned på syv lande: Hvorfor så I stort på diesel-svindlen?

EU slår ned på syv lande: Hvorfor så I stort på diesel-svindlen?

Fiat 500x slår NOx-rensningen fra efter nøjagtig 22 minutter - et af bilproducenternes trick, som er afsløret i kølvandet på dieselgate. (Foto:Kārlis Dambrāns / Wikimedia)

EU-Kommissionen indleder en sag mod syv lande, herunder Tyskland og Storbritannien, for at have svigtet med kontrollen, da de typegodkendte nye dieselbiler. Bilerne forurener langt mere, end de er godkendt til.

EU har mistet tålmodigheden med de lande, som typegodkender nye biler. Kommissionen mener, at landene har set igennem fingre med, at nye dieselbiler forurener mange gange mere, end de er godkendt til, og oven i købet har undladt at stille producenterne til ansvar, efter at svindlen er blevet afdækket i forbindelse med dieselgate.

Læs også: Nye dieselbiler forurener syv gange mere end de er godkendt til

Ifølge Financial Times og Politico sender EU i dag de breve, der indleder en formel sag mod Tyskland, Storbritannien, Tjekkiet, Grækenland, Litauen, Luxembourg og Spanien. Alle syv lande har centre, som typegodkender nye biler. Typegodkendelsen er en forudsætning for, at bilerne må sælges i EU. De to har ingen navngivne kilder til oplysningen om, at EU nu indleder en formel sag. Financial Times citerer kilder, som er bekendt med sagen.

Også i Europa skal producenterne straffes

EU-Kommissionen argumenterer med, at de lande, hvor typegodkendelserne foregår, har ansvaret for, at bilerne lever op til reglerne. Det gjorde VW's snydedieseler ikke, fordi softwaren automatisk detekterede, når bilen er ved at blive testet på et rullefelt i et laboratorium.

Det har kostet VW-koncernen en historisk stor bøde i USA, mens ingen europæiske myndigheder har stillet den tyske bilkoncern til ansvar. Her på kontinentet er det tilstrækkeligt, at bilerne bliver opdaterede.

Læs også: Volkswagen indgår rekordforlig i USA

Med den nye sag vil EU blandt andet sikre, at der også her kommer en straf, som kan mærkes, til de producenter, som nu er blevet grebet i at svindle.

Læs også: VW: Europæiske bilejere kan glemme alt om erstatning efter dieselskandale

VW er dog langtfra alene om at omgå reglerne. Nye tests har vist, at andre producenter slår rensningen for sundhedsskadelige kvælstofilter (NOx) fra, f.eks. efter et bestemt antal minutter, eller når temperaturen er under 17 grader. Heller ikke de producenter er idømt bøder.

Læs også: Alle snyder: Bilproducenterne slukker for rensning af NOx, når det er koldt

Financial Times påpeger, at EU-kommissæren for det indre marked, polakken Elżbieta Bieńkowska, gentagne gange har opfordret de lande, hvor bilerne er typegodkendt, til at følge op på de nye undersøgelser af svindlen.

Læs også: Leder: Nok af NOx – tid til europæisk opgør med bilindustrien

Tyskland har på sin side argumenteret med, at EU-reglerne er uklare, men det køber Elżbieta Bieńkowska ikke. Hun mener, at både lovens bogstav og ånd må stå krystalklart for enhver.

»Regeringerne er nødt til at forebygge, kontrollere og sanktionere enhver form for snyd fra bilproducenterne,« siger hun til Financial Times.

Miljøorganisation kræver opgør med papirtiger-myndigheder

Hun tilføjer, at hun er blevet tiltagende frustreret over medlemsstaternes mangel på samarbejde.

Læs hele Ingeniørens fokus om VW-sagen

Miljøorganisationen Transport & Environment håber, at EU-sagen bliver et wakeupcall for de regeringer, som har ansvaret for typegodkendelserne.

»Tandløse papirtiger-myndigheder skal gøre deres arbejde og sætte hensynet til borgernes helbred før hensynet til motorer,« siger Greg Archer, der leder organisationens arbejde med at skaffe rene køretøjer på vejene, til Financial Times.

Kommentarer (19)

Tror de bureukrater i EU, at EU landende er helt fri for korruption??
Der er korruption i større eller mindre grad.
Man er bare "dygtig" til at skjule det. DK er blandt de bedste.

  • 9
  • 10

Jeg tror ikke, det er korruption. Problemet er, at bilfabrikkerne udgør en hjørnesten i landenes økonomi og er kæmpe arbejdspladser. Der er ikke nogen myndighed i de enkelte lande, der tør påføre disse koncerner store tab, og det vil koste bilproducenterne masser af penge, hvis de ikke får lov at producere deres små diesel biler.

Kontrollen af produkter burde have været flyttet til EU for lang tid siden. Tror du på energimærkningen på hårde hvidevarer? Samme problem. Også på det område mangler der effektiv kontrol fra myndighedernes side.

  • 14
  • 2

Annuller alle EU-typegodkendelser på biler, så kan der ikke sælges flere nye biler. Nye typegodkendelser må så udarbejdes med den viden om snyd vi har nu, før der kan sælges biler igen. Det vil nok motivere bilproducenterne til enten at overholde lovgivningen, eller, hvis det ikke kan lade sig gøre, bekende kulør overfor politikerne og indrømme at det ikke lader sig gøre.

Det skal ikke stoppe eventuelle retssager mod bilproducenter og godkendelsesmyndigheder for de lovovertrædelser og ansvarssvigt der allerede har fundet sted.

  • 7
  • 5