EU-politikere gør patentlov ubrugelig

Industrien i Europa har udsigt til kaotiske og uklare udviklingsbetingelser, hvis Europa-Parlamentet kommer igennem med en række netop vedtagne politiske ændringsforslag til et nyt EU-
direktiv om patentering af software. En række patenteksperter frygter, at innovationen hæmmes.

Adjunkt Bjørn Ryberg, Handelshøjskolen i København, mener, forslagene afslører en katastrofal mangel på indsigt i patentsystemet:

»De betragtninger, som parlamentet har nedfældet i indledningen til direktivet, minder i betænkelig grad om sovjetisk historieskrivning. De er fulde af halve sandheder, hele fortielser og lodrette løgne.«

Skrot EU-patentdirektivet, lyder det fra patentekspert Bjørn Ryberg, Handelshøjskolen i København (Foto: Lars Bertelsen) Illustration: Lars Bertelsen

Helt usandt er det ifølge Bjørn Ryberg, når parlamentarikerne skriver, at forslaget ikke forandrer den nuværende patentering. Der er betydningsfulde ændringer, mener han. F.eks. vil parlamentet begrænse patentering til opfindelser inden for fremstillingsindustrien. Og teleselskaber og databaseproducenters mulighed for f.eks. patentering af transmissionsteknologier kan blive ramt. Det sker, hvis et forslag om at undtage opfindelser vedrørende håndtering og distribution af information fra patentering går igennem.

Advokat og ekspert i it- og immaterialret Kim G. Hansen, Delacour, mener, at patentdirektivet er helt uacceptabelt for både industri og EU-landene:

»Parlamentet har spændt ben for sig selv ved at pille ved nogle grundlæggende begreber - hvad der er teknologisk, industrielt osv., og det er i modstrid med gældende praksis. Lobbyarbejdet fra modstandere af softwarepatenter har skabt en håbløs og ubrugelig direktivtekst.«

DI: Hul i hovedet

Dansk Industri mener, det er »hul i hovedet«, at EU-parlamentarikerne skaber endnu mere usikkerhed omkring patentering af softwareopfindelser.

»Investering i store, dyre landvindinger på softwareområdet kræver en juridisk klar mulighed for at kunne beskytte opfindelserne og dermed patentering. Uklarhed kan altså true danske virksomheders adgang til et stort udbud af software,« siger konsulent Christian Schmidt Klyhn, Dansk Industri.

Medlem af Europa-Parlamentet Christian Rovsing, (K), mener direktivet er udmærket:

»Der findes patenter på området, som ikke burde være udstedt, men nu har vi tydeliggjort, hvad der reelt kan patenteres og hvad der ikke kan,« siger han.