EU på vej med dronelovgivning

Udviklingen af droneteknologi er eksploderet inden for de seneste par år, og droner bruges til alt fra pakkelevering til optagelse af spillefilm og miljøovervågning.

Derfor er det på tide, at EU får et fælles regelsæt for flyvning af droner, heriblandt et styresystem, der skal sikre effektiv og sikker dronetrafik, og de grundlæggende funktioner skal være klar allerede i 2019. Det mener EU-Kommissionen, der netop har offentliggjort en såkaldt plantegning (blueprint, red.), som de i november sidste år bestilte hos Sesar Joint Undertaking, en sammenslutning af eksperter inden for udvikling af lufttrafikstyring.

Projektet hedder U-Space og henviser til det lave luftrum fra 0-150 meter, hvor dronerne hovedsageligt vil flyve. Plantegningen er ikke et lovkatalog, men skal danne basis for en politisk diskussion af vilkårene for en europæisk dronepolitik.

Læs også: Krav til droneflyvning udsat

»Droner betyder innovation, nye services for borgerne, nye forretningsmodeller og et kæmpe potentiale for økonomisk vækst. Vi har brug for, at EU indtager en førerposition og har et sikkert marked for droneservices oppe at køre i 2019,« siger EU’s transportkommissær, Violeta Bulc, ifølge en pressemeddelelse.

Første fase klar i 2019

U-Space kommer til at være et overordnet regelsæt, der omfatter hele droneområdet, hvad enten de flyver inden for synsfeltet eller ej, om det er i land eller by, og om de bruges til kommercielle, private, forskningsmæssige eller militære formål. Fra 2019 skal systemet indebære registrering af droner og operatører, elektronisk identifikation af dronerne og geo-fencing, hvor geografiske arelaer digitalt bliver markeret som eksempelvis tilgængelige eller forbudte områder, altså en form for virtuel indhegning.

Læs også: Dansk dronestrategi: En dronelufthavn og 30 millioner til forskning

På længere sigt opstiller Sesar fire faser, som til sidst skal ende med et system, hvor dronerne kommunikerer med hinanden, infrastrukturen og den bemandede luftfart for at undgå kollisioner og flyve mest effektivt. I takt med at dronernes autonomiseringsgrad stiger, skal det også indebære automatisk datadeling omkring vejr- og trafikforhold, så de kan vælge den bedste rute, beskriver Sesar i den såkaldte plantegning til projektet. Her understreger de, at hensyn til datasikkerhed og beskyttelse mod overvågning selvfølgelig også skal behandles, i takt med at U-Space-reglerne udvides.

Der er ikke sat nogen endelig dato på, hvornår samtlige funktioner skal være i brug.

Læs også: Private og virksomheder er forsvarsløse over for illegale droner

Forventer lovgivning efter sommer

Foreløbig er den europæiske myndighed for luftfartssikkerhed EASA ved at fastsætte nogle konkrete sikkerhedsregler sammen med unionens medlemslande, og EU-Kommissionen forventer, at disse regler vil blive stemt igennem af både EU-Parlamentet og Ministerrådet inden for de næste par måneder.

Kommissionen oplyser, at de vil finansiere konkrete projekter, der fokuserer på at integrere droner i den almene trafikstyring af luftfarten, samt nedsætte en ekspertgruppe, der skal hjælpe til med udviklingen af en en europæisk dronepolitik.