EU: Lande må dele slutdepoter til atomskrot

I await with fascination the Europe-wide citizen action as everyone insists that radioactive waste stores not be in their "back-yard". As a triumph of hope over reality this EU directive will take some beating!

Incidentally, I'm also fascinated as to what long-life radioactive waste from medical research is expected. I worked for a number of years as Radiation Protection Adviser in a University with a leading international role in medical research. Apart from the odd sealed source (the majority of which were of short/medium half-life like Co-60 and Cs-137) I can't think of anything used in that university which would be of sufficient activity to register against the enormous activities in Nuclear Power waste and none of these longer lived sealed sources were used in medical research.

Perhaps someone would like to enlighten me?

Forslaget er utroværdigt.

I 50 år har der i mange lande for uanede milliarder dollars været forsket i "sikker" opbevaring af atomaffald.

Intet sted i verden er der præsenteret en løsning som er troværdig. Derfor har offentligheden efter disse mange års forskning og forsøg lov til at konkludere, at forsvarlige løsninger findes ikke. Alle muligheder har været undersøgt, hver en sten har været vendt. Her står forskerne - og dermed samfundene - overfor et problem, der er endnu større end kræftens gåde.

Seneste alvorlige skandale er det tyske Asse atomaffaldslager. Tyske geofysikere havde overfor den politiske verden forsikret, at i Asse kunne man deponere det mellemradioaktive affald med tilstrækkelig sikkerhed.

Men forskerne tog fejl. Få årtier senere viser det sig, at der trænger vand ind i de ellers "sikre" depoter, og derfor skal der nu hentes flere hunderede tusinde gennemtærede tønder radioaktivt affald op fra dybet. Regningen på flere milliarder kroner skal skatteyderne betale, hvorimod affaldseksperterne kan trække på skulderen.

Dersom det havde været det ellers højt besungne marked, som skulle løse de problemer, der opstår i forbindelse med atomkraft, så ville atomkraften forlængst været sendt på teknisk museum. Risikoen ved driften af atomkraftværkerne og usikkerheden med opbevaring af atomaffaldet er så høj, at intet forsikringsselskab er i stand til at påtage sig den.

Derfor lægges hele byrden ved denne uigennemtænkte energiteknologi med de uløselige affaldsmæssige problemer over på samfundets, på skatteydernes skuldre. Ikke bare de nuværende el-forbrugeres men talløse fremtidige generationers. Der er ikke ord for en sådan grad af uansvarlighed overfor og ekspropriering af fremtidige generationers helbred, velstand og velfærd.

Der ligger 400.000 tons højradioaktivt affald verden rundt og venter på at blive slutdeponeret. Og affaldsbjerget vokser og vokser. Nye atomkraftværker planlægges og gamle levetidsforlænges uden at det indgår i planlægningen og de politiske beslutninger, at atomkraftværker producerer affald, hvis deponeríng der ingen løsning er på. Det er dybt uansvarligt, virkelighedsfortrængning og naturligvis en forbrydelse imod fremtidige generationer. Kommissionens udspil ændrer ikke ved dette forhold.

De kommende generationer tvinges til at stå med ansvaret og omkostningerne for affald, som vores generation frembragte af udygtighed og dovenskab, fordi man ikke ville stille om til vedvarende energi i tide.

De såkaldt ansvarlige taler om atomkraftkraft og CCS som overgangsteknologier, underforstået, at dem skal man bruge i flere årtier endnu inden man i stor målestok begynder at stille om til vedvarende energi.

Der er ingen teknologiske og økonomiske hindringer for ikke at stille om til vedvarende energi her og nu. Indenfor sol,vind og biomasse fremstilles disse teknologier allerede i industriel masseproduktion.

Men sålænge de såkaldt ansvarlige politikere med tætte relationer til de store gamle energiselskaber endnu engang puster liv i og tildeler store offentlige ressourcer til atomare og fossile energiformer, så tøver man i vedvarende energiindustrien med at investere massivt i nye produktionsanlæg, som idag globalt burde være på størrelse med bil industrien eller byggeindustrien.

Men det er den ikke. Investorerne har ikke tillid til politikerne, som i langt de fleste lande stadigvæk foretrækker at varetage de gamle, forældede energiselskabers interesser frem for målrettet at fremme omstillingen til vedvarende energi.

Det skræmmer banker og investorer, når man politisk likviderer nye lovende vedvarende energi industrier, som det skete i USA i 1981 og i Danmark i 2001.

Efter levetidsforlængelsen af 17 udtjente atomkraftreaktorer i Tyskland i 2010 spørger mange i den ellers blomstrende tyske VE-industri og i den kommunale forsyningsselskaber, om det fortsat er forsvarligt at ekspandere. Og ekspanderes skal der i stor målestok for at vedvarende energi skal kunne erstatte kul, olie, naturgas og uran til forsyning af el. varme og mobilitet .

preben@maegaard.net EUROSOLAR Danmark