EU kan trække tæppet væk under nye danske drikkevandsregler

Miljøstyrelsen risikerer at blive overhalet indenom af selvsamme EU-direktiv, som styrelsens udskældte ændringer i drikkevandsbekendtgørelsen læner sig op ad. For mens Miljøstyrelsen er ved at rykke den primære kontrol af det danske drikkevand ud til forbrugernes taphaner, så ser EU ud til at være på vej i den anden retning.

Læs også: Eksperter: Kontrol med drikkevandet forringes med nye regler

I et forslag til kommende ændringer af det direktiv, som Danmark i disse dage er ved at tilpasse sig, hedder det blandt andet, at 'end-point testing' eller taphanekontrol har vist sig langtfra fyldestgørende, og at »for stor afhængighed af taphanekontrol er utilstrækkeligt til at beskytte menneskers sundhed (…).«

Men med den nye bekendtgørelse, som træder i kraft fredag 27. oktober, vil taphanen netop blive det primære kontrolsted for de danske vandforsyninger i fremtiden.

Ingen EU-krav

»Vi indfører disse ændringer, fordi vi skal. Der er et direktivkrav om, at man skal kontrollere vandet dér, hvor vandet bliver anvendt,« siger kontorchef i Miljøstyrelsen Rasmus Moes og henviser til end-point testing, som omfatter forbrugernes taphaner.

Han fortæller dog, at der ikke er kommet nogen officiel påtale fra EU om, at Danmark ikke var i overensstemmelse med direktiverne.

»Nej, vi har ikke fået en påtale. Der er en opdatering af direktivet, og ved den lejlighed kigger vi på reglerne og ser, om de stemmer overens. Der må vi bare konkludere, at kravet om taphanerne står sort på hvidt. Vi vil ikke vente på en henvendelse fra kommissionen,« siger Rasmus Moes.

Nye ændringer kan være på vej

Men i fjerde kvartal af 2017, altså netop nu, er det direktiv, som Miljøstyrelsen baserer den danske bekendtgørelse på, til revision i EU-systemet. Det er det, fordi to WHO-rapporter fra henholdsvis 2004 og 2011 konkluderer, at taphaneprøver ikke er fyldestgørende i forhold til kontrollen af stoffer i drikkevandet.

Som det hedder i et oplæg til revisionen af EU-direktivet, beskrives denne tilgang som »too little, too late«.

Forstået således, at opdager man stoffer over grænseværdien i prøver fra taphanen, så er de allerede sivet ud i ledningsnettet og dermed til forbrugerne.

Ifølge Dorte Skræm, konsulent hos brancheorganisation for vandselskaber Danva, kan Miljøstyrelsen efter en revision af EU-direktivet altså blive nødt til at ændre den danske bekendtgørelse endnu engang – så der igen skal testes tidligere i systemet, hvis EU ændrer direktivet i den retning.

»Det er stadig tidligt i processen, men det ser ud til, at de i EU gerne vil benytte sig af mere forebyggende tiltag som f.eks. kontrol ved afgang fra vandværket, som i dag er praksis i Danmark. Men de ændringer i bekendtgørelsen, som vi døjer med nu, fokuserer 100 procent på end-point testing (stikprøve ved taphane hos en forbruger, red.), og lader resten være op til kommunerne og vandforsyningerne,« siger Dorte Skræm.

Men at EU kan være på vej til at ændre direktivet, får ikke Miljøstyrelsen til at tøve med at tilpasse de danske regler til direktivet, som det ser ud i dag:

»Vi er nødt til at forholde os til, hvad der er gældende regler, men det er rigtigt, at tingene kan ændre sig. Vi må imødese, at vi også fremover er nødt til at forholde os til ændringer af direktivet,« siger Rasmus Moes.

Kommunernes eget ansvar

Et spørgsmål, som i de forgangne uger flere gange har været rejst i forbindelse med taphanekontrollen, er, hvordan man efter disse krav vil sikre kontrollen med ledningsnettet, altså den forebyggende kontrol.

Men hvor det tidligere har været baseret på en statslig fastlæggelse af minimumskrav, er det nu op til kommunerne og vandforsyningerne at beslutte, i hvor høj grad man vil teste de resterende dele af vandets vej til forbrugeren.

»Det er et direktivkrav, at man tjekker, om forsyningsanlægget fungerer tilfredsstillende i vandforsyningsanlæggets fulde udstrækning. Til det kan man anvende målinger fra afgang-vandværk, ude i ledningsnettet og i indgangene til ejendommen. Det er ikke normeret fra vores side, hvilke kontrolmålinger man skal foretage der. Men det er nogle overvejelser, man skal have, og det skal indgå i kontrolprogrammet,« siger Rasmus Moes.

»Der har vi valgt, at det skal være op til kommunerne, hvad behovet for det enkelte forsyningsanlæg er. Men Miljøstyrelsen vil vejlede om det,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Dette er da imod alle moderne kvalitetsstyringsprincipper og den absolut dyreste og dårligste måde at kontrollere noget på. En tapkontrol kan kune være tryghedsskabende - altså nogle enkelte stikprøver for at ovebevise om at kvaliteten hos selve forbrugeren er ok. Totalt set skal kvaliteten sikres på centralt niveau - det er det sikreste, det enkleste at måle og det billigste. Resten af vejen er det blot et spørgsmål om ledningskvalitet.

  • 0
  • 0

Resten af vejen er det blot et spørgsmål om ledningskvalitet.

Som kan gøre hele forskellen på vandkvaliteten hos "drankeren".

Det rigtige sted at kontrollere vandkvalitet er der, hvor stikledningen til en bygning skilles fra hovedledningen, hvorimod det er klart, at måling på udløbet af Albert Nielsens vandhane er rent kluk, eftersom det afhænger af bygningens interne og selvejede vandrør og Alberts vandhaneidiosynkrasier.

  • 0
  • 0

Det lader til at kommunikationen med EU ikke fungerer på administrativ/legislativ niveau. Måske skulle kvalitet og EU-direktiver for tolke og oversættelser under lup? Eller er det "spam" der implementeres under fravær af kvalitetskontrol?

  • 0
  • 0

Når vandet hives på af jorden (grundvandkvaliteten) Når vandet skal forlade monopolskillepunktet (vandværkets rør- og systemkvalitet) Når vandet kommer ud af taphanerne. (slutbrugerens rør- og systemkvalitet)

3 forskellelige betalere (og kvalitetsansvarlige) baseret på respektive målested: Stat - Vandværk - Forbruger

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten