EU afsætter tv-frekvenser til hurtigere mobilt bredbånd
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

EU afsætter tv-frekvenser til hurtigere mobilt bredbånd

Frekvenserne på det såkaldte 700-MHz-bånd skal fra 2020 bruges til mobilt bredbånd i stedet for til tv, som det er tilfældet i dag. Det blev ministrene med ansvar for området i EU-landene enige om torsdag aften.

»Med åbningen af 700 MHz-båndet til mobilt bredbånd er et væsentligt skridt mod bredbånds-tilgængelighed for alle i EU blevet taget. Hurtigt internet er ikke kun væsentligt for økonomisk udvikling i EU, men også for borgernes daglige liv,« konstaterer den nederlandske økonomiminister Henk Kamp i en pressemeddelelse fra ministerrådet.

Læs også: Frekvenspolitikere freder tv-signal

I Danmark aftalte et politisk flertal allerede i 2014 at benytte 700 MHz-båndet til mobilt bredbånd. Her skal der afholdes en auktion om frekvensspektret i 2019, så det kan bruges til mobilt bredbånd, når Boxers licens til at udsende tv på 700 MHz-båndet udløber i april 2020.

Alligevel fremhæver energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), at beslutningen er væsentlig – også i dansk sammenhæng.

»Det er en prioritet for regeringen, at alle danskere har en god mobil- og bredbåndsdækning. Det understøtter vækst i alle dele af landet. Samtidig kender frekvenser ingen grænser, så der er behov for, at vi i EU i fællesskab koordinerer brugen af dem. Jeg er derfor glad for, at vi har taget et vigtigt skridt mod at afsætte en del af UHF-frekvensbåndet i EU til at sikre bedre bredbåndsdækning i yderområderne,« siger ministeren i en pressemeddelelse.

Læs også: Internet of Things stiller vilde krav til mobilnettet

Tv-kanaler fredet frem til 2030

EU’s ministerråd understreger samtidig, at medlemslandene skal sørge for, at der fortsat er tilstrækkelige frekvenser til tv-kanaler og trådløse mikrofoner i det enkelte medlemsland. Det vil foregå på frekvenser fra 470-694 MHz, hvor tjenesterne allerede i dag er placeret.

Samtidig varsler rådet dog, at medlemslandene efter 2030 kan få tilladelse til også at ændre anvendelserne af disse, lavere frekvenser. Herefter skal frekvenserne bruges til ‘en række andre anvendelser, inklusive mobile internettjenster’, fremgår det af pressemeddelelsen fra Rådet.

Beslutningen flugter med FN-organet ITU’s anbefalinger fra efteråret i år. Her besluttede ITU at frede frekvenserne under 700 MHz, mens 700 MHz-båndet allerede anbefales flyttet til mobilt bredbånd af ITU.

Læs også: Rambøll: Benyt tv-frekvenser til mobilt bredbånd og scor milliardgevinst

Beslutningen om 700 MHz-båndet lægger dog pres på tv-selskaber som Boxer, der udsender digitale tv-kanaler via radiobølger, såkaldt DTT (Digital Terrestrial Television). Boxer varsler eksempelvis, at de fremover ønsker at udsende samtlige tv-kanaler i HD, hvilket kræver mere plads på UHF-båndet.

Internet på landet

Det er særligt yderområderne, der vil få glæde af de nye bredbåndsfrekvenser, påpeger ministeren i pressemeddelelsen. Det skyldes, at 700 MHz-båndet er lavere end de øvrige frekvenser, der i dag bliver brugt til mobilt bredbånd og derfor som udgangspunkt har større rækkevidde.

Aftalen mellem ministrene i ministerrådet skal bekræftes af Europa-Parlamentet i efteråret før aftalen er gældende, men den danske aftale har som nævnt ligget fast siden 2014.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

700 MHz båndet har kun marginalt bedre udbredelse 'ud over markerne' end 800 MHz og 900 MHz båndene.

Bølgelængden er lidt længere for 700 MHz båndet og antenner skal alle forhold lige være lidt større - ca 25% større i forhold til 900MHz båndet. Det betyder lidet med en lidt større fast 4G antenne, men giver typisk lidt lavere antenneforstærkning i en mobil enhed.
De lavere frekvenser (både 700, 800 og 900 MHz) er også mindre egnet til MIMO pga. den større bølgelængde.

Der er allerede nu en kapacitet på 2x30 MHz i 800 MHz båndet og 2x35 MHz i 900 MHz båndet. Det sidste benyttes dog pt. kun til 2G/GSM900 eller 3G/UMTS900, men det får ende indenfor et par år, senest når bla. 900 MHz båndet også skal udbydes i en ny auktion.

Den samlede kapacitet over de lave under 1GHz frekvenser er således nu 2x65 MHz.

Denne kapacitet vil 700 MHz båndet forøge med 2x30 MHz til i alt 2x95 MHz eller ca 45% mere kapacitet. Noget, men også noget begrænset.

Lars :)

  • 3
  • 0

»Med åbningen af 700 MHz-båndet til mobilt bredbånd er et væsentligt skridt mod bredbånds-tilgængelighed for alle i EU blevet taget. Hurtigt internet er ikke kun væsentligt for økonomisk udvikling i EU, men også for borgernes daglige liv,« konstaterer den nederlandske økonomiminister Henk Kamp i en pressemeddelelse fra ministerrådet.

Hvorfor linker I ikke til EU pressemeddelelsen på dansk, i stedet for på engelsk, når nu EU alligevel spenderer enorme summer på at oversætte alt, hvad der kommer fra dem samtlige EU medlemslandes sprog?

Link til den danske pressemeddelelse: http://www.consilium.europa.eu/da/press/pr...

  • 6
  • 0

Hvis et land anvender 700 MHz båndet til TV fra høje master med kraftige sendere, så vil disse tv signaler meget kraftigt genere især de meget svage mobile upload signaler langt ind i nabolande, der er overgået til at bruge frekvenserne til mobilt bredbånd.

Der har for nogle år siden været målt en del gener i Grækenland (med 800 MHz frekvenser) pga. en italiensk tv-mast på et bjerg i Sicilien (2-3000 m), hvor en af kanalerne 66-69 blev brugt til fjernsyn.

Sverige er allerede igang med at flytte tv-muxer ned under UHF kanal 49 og til VHF kanaler, fordi Sverige allerede fra engang i 2017 vil begynde med at bruge 700 MHz båndet til mobilt bredbånd.
Men der ville være grænseområder fx Skåne, hvor man nok må vente til 2020 med at bruge 700 MHz båndet, som anvendes til antenne-tv fra både Hove og Jyderup med 50 kW fra 300 m høje master..

Lars :)

  • 2
  • 0

Hvilken data kapacitet kan man forvente disse bånd kan bære ?
Det må vel være noget svære, at holde de celler, der bruger samme frekvenser isoleret fra hinanden ved UHF og samtidig holde data kapaciteten oppe. Altså udnyttelse af båndene må være noget anderledes end ved de høj frekvenser.

  • 0
  • 0

Det frekvensområde en udbyder anvender udgør fx fra 4G/LTE800 20 MHz for TDC og 10 MHz for TeliaTelenors fælles net.

Man kan under ideelle forhold få download med op til 75 Mbit/s pr 10 MHz og ca 1/3 heraf ved upload. Det vil betyde at der tilføres en samlet kapacitet på maks 225 Mbit/s download og 75 Mbit/s upload.

Disse frekvenser række langt og dække godt. Men det betyder også, at den effektive 'cellestørrelse' bliver større og landet kun kan dækkes af færre samtidige transmissioner = en mindre samlet bitrate kapacitet end muligt med samme 2 x 30 MHz i et højere frekvensbånd.

Billedet nedenfor er fra TDC og viser den forventede hastighed mellem forskellige modtageforhold.

Lars :)

http://a.disquscdn.com/uploads/mediaupload...

  • 0
  • 0