EU åbner for at bruge elektronik på fly under start og landing
EU fulgte i går i hælene på de amerikanske luftfartsmyndigheder og gav mulighed for, at europæiske flypassagerer må anvende iPods og anden forbrugerelektronik ved start og landing.
Da der udelukkende er tale om en ny vejledning fra Det Europæiske Luftfartsikkerhedsagentur (EASA) vil det være op til de enkelte flyselskaber at beslutte, hvor meget der skal tillades.
SAS vil med garanti lempe begrænsningerne, men det bliver ikke uden hensyn til sikkerheden.
»Vi vil stadig gerne have, at folk følger med i vores sikkerhedsinstruktioner i stedet for kun at have fokus på iPhone-skærmen,« siger Trine Kromann-Nielsen, pressechef i SAS.
Når EASA til november har udstukket de nye retningslinjer, går SAS derfor i gang med at se på, hvad der kan tillades uden at gå på kompromis med sikkerheden.
I USA har stort set alle flyselskaber ophævet forbud mod brug af elektronik ved under 10.000 fod efter de nye regler, så passagererne nu kan nøjes med at slå flyfunktion til ved start og landing.
Større elektronik som bærbare computere skal af sikkerhedshensyn stadig pakkes væk, når der lettes og landes.
