Eternit: Fiberklumper fik eternittage til at forvitre

Højesteret fælder den 6. november den endelige dom i sagerne om de smuldrende asbestfri eternit-tagplader af (fibercementplader) lagt på to hustage i årene 1984-88. Afgørelsen vil få betydning for cirka 930 lignende sager. Sammen med retssagen er der skabt et overblik over, hvad der teknisk set gik galt med produktionen af tagplader på Dansk Eternit Fabrik, et datterselskab under FLS Industries. Før 1984 indeholdt alle fibercementplader asbest til fiberforstærkning, men de danske miljømyndigheder ønskede i 70'erne at stoppe brugen af asbest. Derfor gik Dansk Eternit Fabrik i gang med at udvikle alternativer allerede i 1976. Erstatningen for asbest blev blandt andet lavet af cellulosefibre fremstillet af træ, og allerede i 1981 satte Dansk Eternit Fabrik de første prøveproduktioner i gang.

Når noget gik galt med de asbestfri plader, var det ifølge en syns- og skønsrapport, udarbejdet til brug for Vestre Landsrets dom den 8. juni sidste år, på grund af en kombination af problemer med fiberklumper - det forhold at cellulosefibre har en tilbøjelighed til at klumpe sammen i cementmassen (manglende dispergering), og fordi det ikke lykkedes for Dansk Eternit Fabrik at presse og suge tilstrækkelig meget vand ud af de våde plader under produktionen på fabrikken. Hovedproblemet for Dansk Eternit Fabrik var at finde en anden fiber end asbest og få det til at virke på samme måde. I produktionen af pladerne er det kritisk, hvis der er lidt variation i afvandingsprocessen, der kan give porøsiteter i pladerne, siger underdirektør for FLS Industries Henrik Bang-Pedersen. Dansk Eternit Fabrik producerede i 80'erne fibercementplader ved hjælp af to forskellige metoder: Hatchek-metoden fra 1928 og Magnani-metoden fra midt i 50'erne. Problemer med de asbestfri plader har ifølge Henrik Bang-Pedersen kun vist sig i cirka halvdelen af de plader, som er produceret efter Magnani-metoden fra 1984-88 det var plader af typen B6 og B7, der mest blev anvendt til beboelsesejendomme.
Klumper i overfladen

Efter Magnani-metoden produceres pladerne på fabrikken i løbende baner ud fra ét lag slammasse af ti procent fibre, cement, 60 procent vand samt lidt tilsatsmateriale af flyveaske og/eller mikrosilika. Under fremstillingen suges halvdelen af vandet væk. Fibrenes opgave er foruden at virke forstærkende på pladen (armeringsfibre) efter tørring også under produktionen at holde på cementen (procesfibre), når vandet suges væk. Dansk Eternit Fabrik har købt cellulosefibre med forskellige længder op til "nogle millimeters" længde, som har både den forstærkende og den filtrerende virkning. Eternit produceres i lange baner og skæres efterfølgende over i plader. Det snit har ifølge Henrik Bang-Petersen givet anledning til problemer. Skæringen viste sig at være mere korrosionsfølsom end man oprindelig har forestillet sig. Det er som med korrosion på en bil når først den begynder at ruste, så ruster den videre, siger han. Pladerne forvitrede langsomt fra den skårne kant. Dertil kom problemer med afskalning af et fiberfrit farvet toplag, som blev sprøjtet på pladen. Det skallede af, og pladens normale grå farve neden under blev tydelig. En forklaring på afskalningen kan være cellulosefiber-klumper i overfladen. Det er også med til at skabe porøsiteter og kan gøre indtrængen af vand lettere. Fabrikken havde erfaring med, at asbestfibre også kunne klumpe, men det havde bare ikke haft nogen negativ virkning på pladernes levetid, og Dansk Eternit Fabrik regnede ikke med at få anderledes problemer med cellulosefibre end med asbestfibre. Det kunne man ikke forudsige eller eftervise, dengang man lavede dem, heller ikke selvom man prøvede at accelerere ældningsprocessen i forsøg, siger Henrik Bang-Pedersen. Fra "Udskrift af Dombogen for Vestre Landsret" i forbindelse med dom afsagt 8. juni sidste år, står der ellers, at Dansk Eternit Fabrik var tidligt opmærksom på problemerne med ufuldstændigt fordelt fibermateriale. Allerede under udviklingsarbejdet i 1981 var problemerne beskrevet i et internt notat fra fabrikken: "Celluloseklumper i overfladen og gennemsugningshuller tyder på dårlig homogenisering," stod der. Cellulose fibre har en naturlig tendens til at danne hydrogenbindinger, hvilket i øvrigt er selve grundlaget for papirfremstilling. Der gik yderligere tre år, før en egentlig produktion begyndte, men endnu senere - i 1986 - blev det noteret, "at dårligt dispergerede fibre stadigvæk var et problem". Samtidig viser der sig en begyndende forståelse for, at mangelfuld fiberdispergering kunne føre til holdbarhedsproblemer. Målte densiteter viste, at mate ria let har høj porøsitet (lav densitet). Udskriften fra Landsretten tilføjer, at fabrikken har haft viden om, at manglende dispergering kunne lede til forringet holdbarhed - en viden, som fabrikken har haft under en stor del af udviklingsprocessen. Dansk Eternit Fabrik blev ifølge Henrik Bang-Pedersen først klar over problemet, da antallet af reklamationer begyndte at vokse i løbet af 1993-94. Om det spørgsmål er der uenighed mellem Henrik Bang-Pedersen og advokat Poul Gudberg. Advokaten repræsenterer de to hus ejere, Leif Martinussen og Gunnar Sørensen, som havde problemer med smuldrende eternit tage, og som har ført erstatningssager i både Landsretten og i sidste uge også i Højesteret. Poul Gudberg har blandt andet ført sagen på, at fabrikken meget tidligt har været opmærksom på problemet, men ikke har gjort noget. Dansk Eternit Fabrik skiftede fra 1. januar 1995 i forbindelse med retssagerne navn til Dansk Eternit Fabrik 1994 og har alene ansvaret for retssagerne. Et nyt selskab, Dansk Eternit Holding, fik ansvaret for den daglige drift med produktion af eternit. På hjemmesiden http://www.defhttp://1994.dk er der en beskrivelse af Vestre Landsrets tekniske syn- og skøn. Syns- og skønsmændene mente ikke, at fabrikken har været tilstrækkelig opmærksom på de frost/tø-skader, der kan opstå i forbindelse med eventuelle fiberklumper i materialet. De nye eternittagplader overholdt ellers på fuld tilfredsstillende vis alle andre krav, og pladerne blev testet langt ud over kravene i Dansk Standard.
Tagplader skal være pæne

Landsretsdommen valgte at se bort fra fabrikkens kendskab til problemerne med mangelfuld fiberdispergering - der var ifølge Landsretten ikke belæg for at påstå, at Dansk Eternit Fabrik havde handlet svigagtigt. Landsretten lagde derimod vægt på, at Dansk Eternit Fabrik burde have vægtet holdbarhedsspørgsmålet højere. Tagpladerne burde have holdt længere, end de to husejere oplevede det. Det gælder både den æstetiske levetid og den funktionelle. Ifølge Henrik Bang-Pedersen er meget få plader, kun omkring ti, blevet egentlig utætte. Problemet har været den manglende æstetiske levetid, som det også var tilfældet for de to sagsøgende husejeres tag, og som det blev fundet af Landsrettens syns- og skønsmænd ved deres gennemgang af tagene. Vestre Landsret fandt, at det er rimeligt, at et hustag også ser pænt ud foruden at kunne holde tæt. Dansk Eternit Fabrik blev derfor dømt til at betale erstatning til de to husejere på henholdsvis 27.100 og 44.200 kroner plus sagsomkostningerne på i alt en kvart mio. kroner. Både Poul Gudberg og Henrik Bang-Pedersen mener ikke, at der er kommet væsentlige nye tekniske data på bordet i forbindelse med den seneste behandling i Højesteret torsdag og fredag i sidste uge. Dansk Eternit Fabrik ændrede fra 1988 recepten i det slam, som eternitpladerne fremstilles af. Fabrikken begyndte at tilføre mere cement, der skaber mere varme ved tørring. Derefter forsvandt problemerne med de smuldrende eternittage. Ændringen skete ifølge Henrik Bang-Pedersen ud fra et ønske om at kunne producere pladerne hurtigere, hvad der kræver en større varmeudvikling. De to sager, som får dom den 6. november, vil få afsmittende virkning for lignende typer af sagsanlæg. Derudover venter fire til fem andre typiske sager på at finde en afgørelse, der også alle har afsmittende virkning. I alt cirka 1.000 sagsanlæg mod både Dansk Eternit Fabrik, tømrere o.a. venter fortsat på at få en afgørelse.