Den 4. oktober 1933 deltog Albert Einstein i et massemøde med omkring 10.000 deltagere i Royal Albert Hall i London, der havde til formål at indsamle penge til flygtninge fra Nazi-Tyskland. Mødet blev ledet af den store fysiker Ernest Rutherford, og Einstein var på scenen placeret ved siden af Winston Churchill, som han ved samme lejlighed advarede mod Hitlers krigsplaner.
I sit foredrag »Civilization and Science« indledte Albert Einstein med at takke for at kunne stå over for forsamlingen som et menneske, en god europæer og en jøde.
Ifølge den anerkendte Einstein-ekspert og professor i videnskabshistorie Gerald Holton fra Harvard University er det af de meget få gange, Einstein overhovedet beskrev sig selv. Men hvem var egentligt dette menneske, denne gode europæer og jøde, som af nogle blev anset som verdens største videnskabsmand og et symbol på kampen mod nazisterne og af andre som en forvirret kommunist, pacifist og forræder.
Mennesket
Gerald Holton mener, at en beskrivelse af mennesket Einstein må opdeles i privatpersonen Einstein og videnskabspersonen Einstein.
Privatpersonen var et kompliceret menneske. Mileva Maric fødte Einsteins datter, Lieserl, uden for ægteskab. Det vides med sikkerhed, at Einstein aldrig har set datteren, og der er mange spekulationer om, at han kan have tvunget en bortadaption igennem. Men det kan heller ikke udelukkes, at barnet er død som spæd. Eksistensen af Lieserl blev først kendt i offentligheden så sent som 1987.
Efter deres ægteskabs indgåelse fik Mileva to sønner, Hans Albert og Eduard. Men Einstein var ikke en god far, hverken målt med dagens eller datidens målestok. Da Einstein i 1914 rejste til Berlin, tog Mileva hurtigt tilbage til Zürich med de to sønner på henholdsvis 10 og 4 år. Tre år efter blev ægteskabet opløst, og Einstein giftede sig med sin kusine Elsa.
Kontakten mellem Einstein og drengene var meget sporadisk, og især Eduard, som led af en psykisk sygdom, var påvirket af dette. Først nogle år efter, at Einstein var emigreret til USA i 1933, blev kontakten til Hans Albert for alvor genoprettet, da sønnen også kom til USA. Einstein mødte derimod ikke Eduard efter 1933.
Einsteins anden kone Elsa døde allerede i 1936. De kendte naturligvis hinanden allerede fra barndommen, men kom for alvor tæt på hinanden, da Elsa passede Albert Einstein under en længerevarende sygdom med mavesår i Berlin i 1917-18. Meget tyder dog på, at Elsa fortsat fungerede som den tjenende ånd.
Om videnskabsmanden Einstein sagde Max Planck, at han var præget af »freundliche sicherheit«. Professor Lisa Randall fra Harvard University siger det på denne måde: »Jeg beundrer ham for hans selvsikkerhed«. Gerald Holton forklarer: »Einstein havde fingerspidsfornemmelse«.
Fingerspidsfornemmelsen bragte Einstein vidt, men han var ikke ufejlbarlig. Der var eksempelvis en alvorlig beregningsfejl hans doktorafhandling om molekylære dimensioner fra mirakelåret 1905; men selv bedømmerne fandt dog ikke fejlen, og den blev først fundet fem år senere. Men Einstein var aldrig bange for at bringe en korrektion, når han havde begået en fejl.
Om den kosmologiske konstant sagde Einstein, at den var hans største fejl » men heri tog han måske også fejl, som det er omtalt andet sted i denne sektion.
Den yngre generation af fysikere, der voksede omkring 1940, havde ikke altid lige så stor respekt for den gamle forsker, der stort set arbejdede alene på egen hånd, adskilt fra fysikkens øvrige verden.
Robert Oppenheimer mødte Einstein første gang i 1935 i Princeton. Det var ikke et heldigt møde. Oppenheimer sagde efterfølgende: «Princeton er et galehus, og Einstein er kugleskør.»
Robert Oppenheimer blev i 1947 leder af Princetons Institute for Advanced Studies, hvor Einstein forskede, og et slags venskab voksede efterhånden frem mellem de to mænd. Oppenheimer måtte dog efter Einsteins død erkende: «I de sidste år af sit liv gjorde Einstein ikke meget nytte ved at arbejde alene.»
Men Einsteins geni stod klart – også for Oppenheimer. Ved en Unesco-konference i Paris 1965, ti år efter Einsteins død sagde han: «Ingen anden end Einstein kunne have udviklet den generelle relativitetsteori».
Den gode europæer
Ikke mange mennesker betragtede sig som europæere i 1933, hvor fronterne i Europa var ved at trækkes op til en ny krig.
Einstein var en ener og tydeligt påvirket af, at han havde læst filosoffen Immanuel Kant allerede som teenager. Kant havde udviklet tanken om et verdensborgerskab, som alle mennesker har krav. Kants synspunkt var eksempelvis, at gæstfrihed og respekt giver de mennesker, der får det tilbudt, et bedre og mere humant liv, men det gør også dem, der tilbyder det, til bedre og mere humane individer.
Kant var på mange måder en inspiration for Jean Monnet og Robert Schuman, idemændene bag det europæiske fællesskab der udviklede sig fra Kul- og Stålunionen til dagens EU, men også for Einstein, der frasagde sig sit tyske statsborgerskab i 1896 og var statsløs, indtil han i 1901 blev schweizisk statsborger
Foruden Kant betragtede Einstein Jesus og Goethe som sine åndelige inspiratorer, hævder Gerald Holton.
Nok forsøgte Einstein at være universel i tanke. «Men jeg er europæer af instinkt og af holdning,» sagde han i 1933 til den britiske avis Daily Express. Selv i årene i Berlin, hvor Einstein for en tid genvandt sit tyske statsborgerskab, betragtede han sig selv mere som europæer end tysker.
Jøden
Einstein var født i en jødisk familie, der var en del af det almindelige tyske samfund. Einstein gik i en almindelig skole, hvor han var den eneste jødiske dreng i en klasse, hvor næsten alle andre var katolikker.
Einstein var ikke så man ofte hører en dårlig elev i skolen. Han fik topkarakterer i mange fag, men hans antiautoritære indstilling betød, at han ikke havde let ved at falde til.
Fritænkeren og den antiautoritære Einstein var ikke en religiøs person i traditionel forstand. I 1911 skulle tiltræde som professor i Prag, som var en del af det østrig-ungarske kejserdømme. Da han udfyldte sit skema, skrev han «konfessionsloss» ud for punktet om religiøst tilhørselsforhold. Men da han så blev gjort opmærksom på, at han jo så ikke kunne sværge ed, rettede han det til «mosaich». I følge Gerald Holton gav Einstein udtryk for, at det var kejser Franz Josef, der havde gjort ham til jøde. Men det var i Berlin, at han opdagede, at han var jøde.
I 1920'erne blev hans jødiske identitet stærkere og stærkere. Einsteins første rejse til USA i 1921 var en fund-raising tour sammen med bl.a. Chaim Weizmann (der senere skulle blive Israels første præsident) for at skaffe penge til oprettelsen af Hebrew University i Jerusalem. Og i hans testamente blev det bestemt, at Hebrew University skulle arve Einsteins videnskabelige papirer.
Einstein betragtede Gud som en ligeværdig samtalepartner – i hvert fald når det drejer sig som videnskabelige spørgsmål, mener Yehuda Elkana, rektor for Central European University i Budapest. Når han gav udtryk for sine «samtaler» med Gud var det dog udelukkende i private breve og samtaler, aldrig offentligt. Om dette forhold var han meget bevidst, mener Yehuda Elkana.
«Hvordan ville Gud have løst problemet,» var ofte Einsteins indfaldsvinkel til en nyt problem.
Einstein blev en af staten Israels ivrige fortalere, og ved Chaim Weizmanns død i 1952 blev han tilbudt præsidentposten. Einstein takkede pænt nej, og måske godt det samme, for David Ben-Gurion, der af respekt for Einstein havde følt sig nødsaget til at tilbyde ham præsidentposten var i virkeligheden dybt bekymret for, at enspænderen Einstein ville sige ja, og de problemer dette ville medføre.
