Et lille lys: Sædkvalitet steget en anelse de seneste 15 år

20. september 2012 kl. 14:392
Rigshospitalets undersøgelse af unge danske mænds sædkvalitet viser en lille stigning de seneste år. Forskerne mener dog, at der kun er tale om en krusning på overfladen.
Artiklen er ældre end 30 dage

Måske er der håb om, at kommende generationer af mænd vil få lidt lettere ved at gøre deres partnere gravide på naturlig vis end den generation, der er unge i dag.

Rigshospitalets nye undersøgelse af unge danske mænds sædkvalitet, som er verdens største af sin slags, viser, at det går den rigtige vej - omend det går meget langsomt.

Undersøgelsen omfatter sædprøver fra i alt 4.867 mænd fra Storkøbenhavn. De er indsamlet mellem 1996 og 2010. De viser, at sædkvaliteten generelt er nedsat for tre ud af fire unge.

Læs også: Bekymrede forskere: Tre ud af fire danske mænd har nedsat sædkvalitet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskerne har i den videnskabelige artikel i tidsskriftet British Medical Journal Open inddelt resultaterne i tre perioder på hver fem år. Frem til år 2000 indeholdt de unge mænds sædprøver gennemsnitligt 43 millioner sædceller pr. milliliter, som er det mest udbredte mål for sædkvaliteten.

De følgende fem år steg det til 45 millioner pr. milliliter, og i årene frem til 2010 nåede det op på 48 millioner pr. milliliter.

Overlæge Niels Jørgensen, som er hovedansvarlig for undersøgelsen, advarer dog mod at juble for tidligt.

Læs også: Læger truer med at lægge Sundhedsstyrelsen på is

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Sædkvaliteten er blevet en smule bedre, men den er stadig ikke noget at råbe hurra for. Det er indtil videre blot en krusning på overfladen. Biologisk set er der endnu ikke sket forandringer med sædkvaliteten endnu,« vurderer han.

Niels Jørgensen foretrækker at se det, som at unge mænds sædkvalitet har stabiliseret sig.

»Det positive er, at sædkvaliteten ikke er faldet, sådan som det er tilfældet i for eksempel Finland,« siger han.

Læs også: Topforskere: Sundhedsstyrelsens sæd-påstand er uvidenskabeligt sludder

Rigshospitalet fortsætter med at samle sædprøver fra unge danskere, der bliver kaldt til session.

»Jeg vil håbe, at de næste fem års data viser, at koncentrationen af sædceller stiger til 53 millioner pr. milliliter. Men indtil da er budskabet fortsat, at det ser skidt ud,« fastslår Niels Jørgensen.

Læs også: Styrelse: Grundløs påstand om sædkvalitet har skræmt unge mænd

Dokumentation

Forskernes artikel i British Medical Journal Open

2 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
4
26. september 2012 kl. 13:35

Hvis min kone hører om det, så dør jeg sgu ud :)

2
21. september 2012 kl. 21:12

Hehe ... Jeg kan nu heller ikke lade være at fundere på totalt lægmandsniveau over der her. Har man overvejet at det måske kunne skyldes at en del unge mænd drikker sig fra sans og samling hver weekend nu om dage?

Jeg havde nu også "hole in one", men jeg deler altså ikke ud ligesom dig Peter.