Et forhindringsløb at overføre ny teknologi

Og sådan har det altid været - også dengang for 300 år siden, da Danmark skulle indføre dampmaskinen Af Niels F. Gram Engang var Danmark også et slags u-land. Hvor smarte var vi danskere egentlig til at få indført den højt besungne dampmaskine fra England? Spørgsmålet stilles i lyset af de behov, der i dag er for overførsel af teknologi til vor tids u-lande - og i lyset af den kritik, der samtidig rejses. Behovet for teknologioverførsel er på ingen måde af ny dato. Og det vil altid eksistere - lige til vi når 'utopia'.

NÅR DET MISLYKKES I vore dage er det almindeligt anerkendt, at vi bør overføre ny teknologi til u-landene. Med få undtagelser har disse lande imidlertid ikke råd til at købe teknologi til markedspris, så det er mest i forbindelse med u-landsbistand, at teknologioverførsel drøftes - og opleves som problematisk, om ikke som det rene forhindringsløb.

Alt for ofte lykkes det ikke at overføre ny teknologi som planlagt - af mange forskellige årsager. En af Verdensbankens tilbagevendende konklusioner er, at forundersøgelsen ikke har været omhyggelig nok.

Specielt har behovanalysen været utilstrækkelig, eller er måske ligefrem udført med det snævre formål at påvise en bestemt teknologis egnethed i det aktuelle tilfælde.

Installationer, som er for store eller for komplicerede til det lokale kundskabsniveau eller for afvigende fra den lokale tradition, er ofte fremhævet i bistandskritikken, ligesom valg af kontinuerte og krævende procesanlæg i egne, hvor man ikke kan regne med stabil tilførsel af råmaterialer, energi og vand, eller hvor kvaliteten af disse forsyninger varierer stærkt.

Svigtende lokalt engagement og manglende træning af lokale medarbejdere tæller også blandt årsagerne til fejlslagen teknologoiverførsel, sammen med ineffektiv ledelsesoverüdragelse.

Disse og mange andre problemer blev gennemgået af civilingeniør C.E.Wegener i ATV-rapporten: 'Teknologioverførsel til u-lande', der kom i 1988. Her bragtes også en lang række forslag til forbedringer, der kunne effektivisere overførslen.

Der er nok at tage fat på og der er brug for, at der tages fat. Blandt andet fordi u-landsbistand i sig selv er, om ikke naturstridig, så i hvert fald markedsstridig. Meningen er jo netop at bryde ind i eller ændre en udvikling eller et mønster, der er opstået på de forhåndenværende markedsvilkår, men som ikke anses for akceptabelt.
DAMPMASKINEN

At problemerne ikke er nye, bliver man mindet om i bogen 'I røg og damp', udgivet sidste år af Teknisk Forlag under redaktion af dr.scient.

Helge Kragh. Bogen beskriver dampmaskinens indførelse i Danmark i perioden 1760-1840.

Alene periodens længde, 80 år, antyder, at det ikke var så ligetil.

Maskinteknisk var Danmark dengang et u-land, og da ønsket opstod om at indføre og bruge engelsk teknologi herhjemme, løb man ind i alle vanskelighederne.

Der var ganske vist ikke tale om bistand. Tværtimod ønskede man på engelsk side at beholde teknologien for sig selv, og indførte strenge straffe for personer, som bragte viden eller maskiner ud af landet.

Alligevel lykkedes det med stort besvær at få både tegninger og en maskinmodel til Danmark, med samt to skotske eksperter, der kunne forestå bygningen af Danmarks første dampmaskine.

Den skulle opføres på Gammelholm, hvor skibsværftet havde vanskeligt ved, på traditionel vis, at smede ankrene til de stadigt større orlogsskibe. En dampdrevet smedehammer kunne være løsningen, og den kostbare 'ildmaskine' kunne efter planen også tjene andre formål som at drive valseværk, blæsebælge, slibeværker eller dokkens vandpumper. Dog ikke på én gang.

På Holmen havde man fra omkring 1760 interesseret sig for dampmaskiner, og havde i midten af 1780'erne planer om selv at bygge en maskine, da Admiralitetet i 1787 indgav en 'forestilling' til kongen om at måtte sende kaptajnløjtnant Adam Haaber på hemmelig mission til England. Han havde i øvrigt allerede været der for at skaffe oplyst, om 'de i Engeland anbragte Möller, som drives med Ild eller Steam, kunde anvendes til Hammer=Möller til Skibs=Ankeres Smedning'.

Fra oktober 1787 til juni 1788 opholdt Haaber sig derfor atter i England med det ovennævnte positive resultat, så man kunne tage fat på at bygge ildmaskinen og opføre maskinhus og ankersmedie med hjælp af de to skotter Andrew Mitchell og Alexander Young.

Arbejdet kom til at vare længe; det blev først færdigt i november 1790, og omkostningerne løb op mod 83.000 rigsdaler i stedet for de 13.000 -14.000 rigsdaler, der var blevet beregnet efter Haabers første undersøgelse.

Mange af genvordighederne og prisstigningerne skyldtes, at fremstilling af maskindelene både hvad størrelse og præcision angik, oversteg de danske værksteders og smedes tekniske færdigheder. Ildmaskinen var højteknologi i det daværende u-land Danmark.

Maskinen må betegnes som en Boulton & Watt's maskine, baseret på James Watt's berømte patent fra 1769 med senere forbedringer, og da den endelig blev færdig, synes den at have fungeret tilfredsstillende i nogle år. Men ingen holdt i den almindelige begejstring øje med, om maskinen levede op til de givne løfter om ydelse og lønsomhed. Og ingen sørgede for at indarbejde den nye teknologi her i landet. Man forlod sig fuldstændigt på Mitchell.

Efterhånden blev den meget dyr i drift; kulforbruget var voldsomt, udgifterne til reparationer voksede, og maskinen var ustandselig ude af funktion. Efter mange overvejelser konkluderede Konstruktionskommissionen i 1801, at 'Af Ild=Machinen haves ingen Nytte', og Mitchell, der ellers var ansat på livsvarig kontrakt, måtte afskediges med bl.a. fire års forudbetalt løn.

Teknologioverførslen mislykkedes, fordi der ikke var fornøden faglig baggrund i Danmark. Der var ingen, der kunne 'bære' den nye teknologi, og egentlig var der heller ikke samfundsøkonomisk eller teknisk behov for den - endnu altså.

I de følgende tiår kom der dog så småt gang i dampteknologien herhjemme.

I 1840 fandtes der, ifølge bogen, 13 dampmaskiner i København med en samlet effekt på 153 HK. Enkelte af dem var sågar bygget i Danmark, da tiden nu var inde, og teknisk viden og erfaring efterhånden opsamlet.

OGSÅ BÆREDYGTIG Vender vi igen tilbage til nutiden, så har teknologioverførsel på det seneste fået en ny dimension: Nu skal den også føre til en bæredygtig udvikling, dvs. at den skal imødekomme aktuelle behov uden at forskertse kommende generationers Vender vi igen tilbage til nutiden, så har teknologioverførsel på det seneste fået en ny dimension: Nu skal den også føre til en bæredygtig udvikling, dvs. at den skal imødekomme aktuelle behov uden at forskertse kommende generationers mulighed for at tilfredsstille deres behov.

Herom holdt FNs udviklingsorgansation Unido en international konference i København i oktober 1991, betitlet 'Ecologically Sustainable Industrial Development'. Der blev luftet udbredt mistillid til, at i-landenes virksomheder ville stille nyudviklet, 'renere' teknologi til rådighed for u-lande, men det viste sig, at OECD netop var i gang med at undersøge problemet og kunne rapportere, at det i hvert fald ikke var den afgørende barriere for teknologioverførsel.

OECD fandt, at de to helt dominerende problemer var vanskelighederne med overhovedet at finansiere ny teknologi, og den manglende motivation for at indføre den i lande uden miljøkrav eller vilje til at kræve dem overholdt. Man vurderede endda, at hvis sådanne krav blev stillet og effektueret, kunne finansieringen nok alligevel findes, og de væsentlige barrierer dermed overvindes.

FLERE MÅDER Brundtland-kommissionens bæredygtighed drejer sig om miljø og ressourcer, og dermed om menneskehedens overlevelse på Jorden på længere sigt. I et kortere perspektiv er det lige så vigtigt, at den overførte teknologi er så bæredygtig, Brundtland-kommissionens bæredygtighed drejer sig om miljø og ressourcer, og dermed om menneskehedens overlevelse på Jorden på længere sigt. I et kortere perspektiv er det lige så vigtigt, at den overførte teknologi er så bæredygtig, at den kan overleve på stedet. Det var det, der ikke lykkedes med 'Ild=Machinen' på Gammelholm, men som man må prøve at sikre ved forbedring af u-landshjælpen som antydet ovenfor.

Måske er der dog også andre måder. Privat teknologioverførsel, som sker på kommercielle vilkår, skal simpelthen kunne overleve og betale sig for begge parter. Ellers bliver den ikke gennemført. Desværre bliver privat teknologioverførsel næsten automatisk mistænkt for at repræsentere den værste kapitalisme, som kun nødtvungent tager miljøhensyn, og tværtimod flytter forurenende produktion til u-landene.

Det er uden tvivl sket, men det er ikke dagens norm i virksomheder, der etablerer egne datterselskaber eller investerer i joint ventures i udviklingslande. Af hensyn til moderselskabets eget omdømme ønsker man i dag at projekterne skal være bæredygtige i miljømæssig såvel som i økonomisk forstand.

De offentlige bistandsprojekter bør naturligvis være lige så bæredygtige. Når det er lykkedes at finansiere dem og motivere parterne for den 'rigtige' teknologi, må de ogsså kunne bringes til at fungere ud over det første år. Mest lovende er projekter efter BOT-princippet ('Build-Operate-Transfer'), hvor den, der leverer anlægget, også medvirker til at indkøre det, og til at oplære lokalt personale gennem en længere periode.

På den måde kan man på forhånd fjerne nogle af barriererne i forhindringsløbet.

Niels F. Gram er civilingeniør og bladets fagmedarbejder på industrielle spørgsmål.