Et enkelt kys kan udløse allergi

Omkring 12 procent af fødevareallergikerne oplever udslæt, vejrtrækningsproblemer, m.m. efter blot et enkelt kys fra en, der har spist allergenet, f.eks. jord- eller valnødder.

Suzanne Teuber på University of California er ekspert i allergi overfor jordnødder, valnødder og andre plantefrø. I en undersøgelse af 316 patienter med en sådan allergi overraskedes hun over, at 20 af dem, det vil sige lidt over seks procent, oplyste, at de havde oplevet udslæt, vejrtrækningsproblemer og lignende symptomer efter at have fået et kys. Kys indgik ikke på nogen måde i undersøgelsens spørgeskemaer, men blev altså spontant nævnt af en del af patienterne. Hun indkaldte derfor de kyssede til uddybende interviews. Den kyssende havde spist nødder, undertiden så længe som 3-6 timer før kysset. Fire af de kyssende havde endda børstet tænder, før kærtegnet, og mange af kyssene var i øvrigt blot en let berøring af kinden med læberne. Alligevel opstod der allergisymptomer.

De fleste symptomer var milde, men enkelte fik hivende vejrtrækning, rødmen af ansigtet og de følte sig omtågede. En treårig patient måtte hasteindlægges på hospital på grund af vejrtrækningsproblemer, der opstod, da hans mor kyssede ham på kinden efter at have smagt på den ærtesuppe, hun var i færd med at koge. Drengen selv havde intet spist af den. For fem år siden blev en 10-årig dreng indlagt med astmaanfald fremkaldt af dampene fra de pølser, hans mor kogte. Han var allergisk overfor kyllingekødet, der indgik i farsen af frankfurterne. Her var altså blot de luftbårne duftstoffer nok til at udløse allergien.

Personer med alvorlig jordnøddeallergi kan opleve allergireaktioner blot der serveres peanut-snacks for de andre passagerer ombord på et fly, fortæller Nils E. Eriksson fra hospitalet i Halmstad i Sverige. Han har for nylig undersøgt 1.139 svenskere med overfølsomhed overfor fødevarer, og i denne analyse spurgte man direkte patienterne, om de havde oplevet allergisymptomer under tæt kontakt med en anden person, f.eks. ved et kys. Det svarede hele 12 procent ja til. Den samme procentdel fandt Eriksson, da han undersøgte en patientgruppe på 1.100 personer fra Sverige, Estland, Litauen, Rusland og Danmark.

Man skal altså passe på kysseri på bænken i parken. Det kan ende med en voldsom allergisk reaktion, selv om det ikke er partneren, man får udslæt af. Det er det, han/hun har spist, det er galt med.

Teubers data omtales i artiklen "Food Allergies and Kissing" i tidsskriftet New England Journal of Medicine, Vol.346, p.1833-4, 2002.