Esbjerg vært for vigtigt CO2-rensningsanlæg

Europas første pilotanlæg for rensning af kulkraftrøg skal placeres ved Elsams kraftværk i Esbjerg. Sammen med Energi E2 skal Elsam stå for opførelse og drift af det 20 mio. kr. dyre anlæg, som skal forfine og billiggøre teknikken til udskillelse af CO2 fra røggassen.

De to selskaber ser store perspektiver i EU-projektet, som det nye anlæg er en del af. Separation af CO2 fra kulkraft - med efterfølgende lagring eller udnyttelse i oliefelterne - kan være én af mulighederne for at klare de store CO2-reduktioner, som Danmark har pålagt sig selv.

»Vi har en stærk tro på, at separation og brug af CO2 til øget olieudvinding på sigt bliver en god forretning; set i forhold til andre CO2-reducerende foranstaltninger,« siger direktør for projekter og anlæg i Elsam, Bjarne Henning Jensen, der dog forventer, at der vil gå nogle år, før egentlige CO2-leveranceaftaler mellem Elsam og olieselskaberne i Nordsøen bliver en realitet.

Førende på teknik

Også Danmarks førende ekspert inden for lagring af CO2 i undergrunden, chefkonsulent Niels Peter Christensen hos Geus er glad for, at pilotanlægget kommer til Esbjerg:

»Vi bør udnytte pilotprojektet til at blive førende på teknikken omkring separation og brug af CO2 i oliefelterne, ligesom vi er det på en række andre enegiteknologier. Der er for mig ingen tvivl om, at vi kommer til at anvende denne teknik sammen med besparelser og vedvarende energi for at nå vores CO2-reduktionsmål,« siger han.

Pilotanlægget er led i et stort EU forskningsprojekt, Castor, til næsten 120 mio. kr., hvor i alt 28 deltagere i tre underprojekter skal undersøge og teste måder at udskille og lagre eller genbruge den forkætrede CO2 på.

At separere CO2 fra røggas er kendt fra meget mindre anlæg i f.eks. fødevareindustrien. Men afdelingsleder Michael Madsen fra Energi E2 forklarer, at teknikken er meget energiforbrugende og derfor alt for dyr.

»Vi skal have bragt prisen for udskillelse af CO2 ned på halvdelen af de 250 kr., som det koster i dag,« siger han.

I første trin af processen fanges CO2 i røggassen af en såkaldt absorbent. I trin to regenereres absorbenten ved hjælp af varme og frigiver derved CO2 igen. Mulighederne for at optimere processen ligger i at udvikle nye kemiske stoffer til absorbenten og i at forbedre apparaterne i processen - stadigvæk for at spare energi

Mindre anlæg

Behandlingskapaciteten på anlægget bliver på bare 1,5 ton CO2 i timen - hvor hele Esbjergværket i alt udleder 280 ton CO2 i timen ved fuld last.

Artiklen fortsætter under illustrationen

Illustration: MI Grafik

Rent fysisk vil anlægget i grove træk bestå af to cirka 20 meter høje, runde tårne med en diameter på halvanden meter, hvor hver af de to trin i processen foregår. Den nye knopskydning på Esbjergværket ventes at stå klar i tredje kvartal 2005.

Forsøgene i pilotanlægget skal løbe i to faser. I den første kører man test med dagens teknik for at have referencemålinger at arbejde med. I næste fase skal nye materialer og metoder, som samarbejdspartnere udvikler sideløbende i laboratorierne, afprøves ude i det rigtige miljø:

»Det er af stor betydning, at vi i det nye pilotanlæg kan afprøve laboratorieresultaterne i det rigtige miljø, med lange driftstider og under realistiske omstændigheder,« siger projektansvarlig fra Elsam, Niels Kirkegaard.

I Energistyrelsen siger vicedirektør Peter Helmer Steen, at anvendelse af CO2 i oliefelterne absolut er værd at se nærmere på og at CO2 fra røggas fra kraftværkerne i den forbindelse bestemt er interessant:

»Men endnu har vi her i landet ikke taget stilling til, om vi vil acceptere lagring af CO2 i undergrunden,« siger han.

I forskningsprojektet, som løber frem til 2008, deltager 11 europæiske forskningsinstitutioner samt en række store aktører fra olie-gassektoren og fra kraftværkssektoren.