ESA-teleskop fanger billeder af klumper i stjernevindene
Astronomer har ved et tilfælde fanget en stjernevind i et dobbeltstjernesystem, hvor en klump i stjernevinden fra en blå kæmpestjerne rammer den ledsagende neutronstjerne om blusser op, da den forsøger at opsluge dele af materialet.
Begivenheden giver ny viden som stjernevinde og specielt om, hvordan blå kæmpestjerner opfører sig. Hermed får vi et større indblik i stjernernes livscyklus.
Det er ESA's XMM-Newton røntgenteleskop, som har fanget en kæmpe klump af materiale, der er blevet sendt ud fra en blå kæmpestjerne. Klumpen af materiale ramte den blå kæmpes ledsager, en neutronstjerne, hvilket fik den til at blusse op til 10.000 gange dens normale styrke.
****## Dobbeltsystem med en blå kæmpe og neutronstjerne
Stjernesystemet, kaldet IGR-J18410-0535, består af en massiv neutronstjerne, som er den sammenfaldne kerne at en tidligere stor stjerne og består af halvanden gange Solens masse presset sammen i en kugle på 10 kilometers diameter.
Den anden halvdel af IGR-J18410-0535 er en blå kæmpestjerne, som er 20 gange større og 30 gange mere massiv en Solen. Den blå kæmpestjerne udsender en kraftig stjernevind.
Den ledende forsker på den nye opdagelse, Enrico Bozzo Fra Genevas Universitet siger i en pressemeddelelse:
»Solvinden bevæger sig igennem Solsystemet med nogle få hundrede kilometer i sekundet, men den blå kæmpestjerne har vinde, som blæser med tusinder af kilometer i sekundet. Disse vinde er så kraftige, at de opsamler og skubber klumper af materiale foran sig. Disse klumper vokser hele tiden og bliver som et slags projektil. Når et sådant projektil rammer neutronstjernen, ser vi en klar opblussen fra neutronstjernen.«
Forsøgte at opsluge klumpen
XMM-Newton observerede i røntgenområdet en opblussen på 10.000 gange neutronstjernens oprindelige styrke. Astronomerne mener, udbruddet skyldes, at stjernen forsøger at opsluge klumpen af materiale. Den markante opblussen varede i fire timer, og røntgenstrålingen strammer fra gassen i klumpen, som bliver opvarmet med millioner af grader, mens den bliver trukket ind i neutronstjernens kraftige tyngdefelt.
Klumpen var så stor, at det blot var en lille del af den, som ramte neutronstjernen. Havde neutronstjernen ikke været i vejen for klumpen af materiale, ville den være forsvundet i rummet uden at efterlade sig nogle spor.
Observeret ved et tilfælde
XMM-Newton teleskopet arbejder efter en nøje planlagt og forudbestemt sekvens af observationer. Den aktuelle opblussen i IGR-J18410-0535 fandt sted under en 12,5 timers observationssekvens og blev først fundet efterfølgende, da astronomerne gennemgik data ti dage senere.
Heldigvis var observationsperioden så lang, at man havde fået optaget hele begivenheden lige fra start til slut. Det anslås, at en sådan opblussen finder sted omkring et par gange om året.
Ud fra længden af begivenheden kunne astronomerne estimere størrelsen på klumpen af materiale. Den menes at være meget større end stjernen og cirka 16 millioner kilometer i diameter eller hundrede milliarder gange Månens volumen. Alligevel indeholdt den blot en tusindedel af Månens masse.
Disse data kan hjælpe astronomerne med bedre at forstå, hvordan blå kæmpestjerner opfører sig og den måde, de udsender materiale i rummet på. Alle stjerner sender atomer ud i rummet og skaber stjernevinde. Røntgenudbruddet viser, at denne blå kæmpe udsender det på en 'klumpet' måde.
Dokumentation
