ESA-astronaut ny fransk forskningsminister

Den franske premierminister, Jean-Pierre Raffarin, har udnævnt den erfarne ESA-astronaut, Claudie Haigneré, til landets forskningsminister i Frankrigs nye 39-mand store regering.

Den 45-årige Claudine Haigneré er en af ESAs mest erfarne astronauter. Hun er uddannet læge med speciale i blandt andet neurofysiologi. I 1985 blev hun udvalgt til det franske astronautkorps, og i 1999 blev hun sammen med de andre franske astronauter indlemmet i ESAs astronautskorps. Hun er født Claudine André-Deshayes og blev for et par år siden gift med en tidligere ESA-astronaut, Jean-Pierre Haigneré. Hun har en datter.

Claudine Haigneré fløj første gang i rummet i 1996 under den fransk Cassiopaia-mission, hvor hun besøgte den russiske rumstation Mir fra 17. august til 2. september. Fra den 21.- 31. oktober sidste år foretog hun så sin anden tur i rummet, hvorunder hun tilbragte otte dage på Den Internationale Rumstation. Hun er den første kvinde, som er uddannet til Soyuz-kaptajn, hvilket betyder, at hun kan føre de russiske Soyuz-kapsler hjem alene fra rumstationen. Samtidig var hun i 2001 den første kvinde til at besøge den nye rumstation.

ESAs generaldirektør, Antonio Rodotá, udtrykker glæde over udnævnelsen og ønsker hende held og lykke med det fremtidige arbejde. Der er ingen tvivl om, at det er en stor fordel for ESA – og specielt dets bemandede rumprogram – at have en tidligere ESA-astronaut som forskningsminister i Frankrig. Frankrig er generelt forbeholdent over for ESA, og har igennem mange år været specielt kritiske over for ESAs bemandede rumprogram.