Er Solen alene om at tage på rundtur i Mælkevejen?

Benno Levison spørger:

»I Henrik Svensmarks bog 'Klima og Kosmos' nævnes, at Solen passerer rundt gennem galaksens spiralarme over en periode på ca 230 mio. år. Skal man forstå det sådan, at spiralarmene er eet system, og der så er nogle mere frie stjerner, der følger andre systemer? Er vores solsystem således et specielt tilfælde?«

Martin Andreas Bødker Enghoff, forsker i kosmoklimatologi på DTU Space, svarer:

Mælkevejen og dens spiralarme. Solen er markeret som den gule cirkel. (Ill.: NASA/JPL-Caltech)

»Vores galakse, Mælkevejen, består af milliarder af stjerner. De bevæger sig alle sammen rundt om galaksens centrum, som er et supermassivt sort hul. Så stjernerne i vores galakse danner en slags tynd skive, der er omkring 100.000 lysår i diameter og ca. 1.000 lysår tyk - et lysår er omtrent ti tusind milliarder kilometer.

Det tager ca. 230 millioner år at nå hele vejen rundt, så det er lidt af en tur. Men der sker noget sjovt undervejs på turen. Ligesom der kan være køer på vejen, når man er ude i sin bil, så opstår der en slags køer rundt omkring galaksen, hvor stjernerne klumper sig sammen. Jo tættere sammen de er, des mere tiltrækker de nemlig hinanden, ligesom Jorden tiltrækker Månen, os mennesker og alt andet i nærheden af planeten. Og det er de køer, som bliver til galaksens spiralarme.

Figuren viser, hvordan forskerne, baseret på observationer fra rummet, mener, at Mælkevejen ser ud, hvis man kigger på den oppefra. Det er ikke helt sikkert, at det er præcis sådan, det ser ud, for det er svært at kunne se, hvordan noget er, når man er midt inde i det. Men der er altså nogle spiralarme - formentlig to store, to små og så nogle mindre strukturer. Og selvom de er der hele tiden, så er det altså ikke de samme stjerner, der udgør spiralarmene, ligesom det ikke er de samme biler på motorvejen, der udgør den kø, som er der i flere timer. Der er hele tiden nye stjerner, der kommer ind på den ene side, og stjerner, der fortsætter ud på den anden. Spiralarmene er iøvrigt også der, hvor nye stjerner dannes, når store gasskyer kollapser, så gastætheden bliver så stor, at stjerner kan tændes.

Så Solen bevæger sig altså rundt om galaksens centrum ligesom alle de andre stjerner. Og den tager alle sine planeter med. På den måde rejser vores solsystem, som et lille rumskib, rundt og rundt i galaksen. Nogle gange kommer vi ind i en spiralarm, og andre gange er vi imellem spiralarmene - det ser ud til, at der går ca. 140 millioner år imellem, at vi rammer en spiralarm. Grunden til, at det ikke helt går op med de 230 millioner år, det tager at komme hele vejen rundt, er, at de andre stjerner også flytter sig. Når vi har taget en rundtur, så har spiralarmsstrukturerne også bevæget sig et stykke. Desuden er det meget svært at finde ud af, præcis hvor hurtigt det går, så der er stor usikkerhed på tallene.

Lige nu er vi på vej ud af en spiralarmsrest, dog tager det så lang tid, at det ikke kommer til at ske, mens vi eller de næste mange generationer lever. Men det er sjovt at tænke på, hvordan vi suser rundt mellem alle de andre stjerner.«

Martin Andreas Bødker Enghoff arbejder med kosmoklimatologi, som går ud på at finde ud af, hvordan og hvor meget rummet påvirker Jordens klima. Hans hovedopgave er at lave eksperimenter, der undersøger, hvordan kosmiske stråler fra rummet kan påvirke skydannelse.

Dokumentation

Læs mere og stil dine egne spørgsmål

Spørg Scientariet

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til Scientariet.

Kommentarer (20)

Ja, vores Sol og alle dens planeter suser afsted med en fart af 250 km. pr.sek. mod andre stjerner.
Man har fundet ud af, at vi bevæger os mod et ganske bestemt punkt/stjernesystem på den nordlige himmel.

  • 0
  • 0

[quote]Vi bevæger os i retning mod stjernebilledet Herkules.

Kender vi nogen der?[/quote]

Det kan vi jo komme til :)

  • 0
  • 0

Nu da vi ved (eller ved vi ?) at vi er paa vej mod Herkules konstellationen og vil vaere fremme om ca 33.000 aar, vil det vaere spaendende om nogen kan fortaelle os hvor vi ("os") var for ca. 33.000 aar siden eller mere.

  • 0
  • 0

Nu da vi ved (eller ved vi ?) at vi er paa vej mod Herkules konstellationen og vil vaere fremme om ca 33.000 aar, vil det vaere spaendende om nogen kan fortaelle os hvor vi ("os") var for ca. 33.000 aar siden eller mere.

Nu ved jeg ikke så meget om jer andre, men jeg er altid lige her, og det har jeg været så længe jeg kan huske.

  • 0
  • 0

Jeg er glad for du ser saadan paa det, Morten. DET goer jeg ogsaa. Men naar vi er paa vej et sted hen, kommer vi et sted fra. For mig er dette mere interessant end hvor we are headed for.

  • 0
  • 0

Saa skulle vi vaere fremme ved Herkules om ca 33.000 aar

Det kommer an på, om de 250 km/s er den relative hastighed, vi har mod Herkules eller om der er tale om den tangentielle hastighed i banen rundt om midten - altså solens hastighed relativt til galaksens centrum.

Jeg vil næsten gå ud fra, at det er det sidste, der er tale om, og derfor vil der (formentlig) gå noget længere tid, før Herkules nås.

  • 0
  • 0

Jeg er glad for du ser saadan paa det, Morten. DET goer jeg ogsaa. Men naar vi er paa vej et sted hen, kommer vi et sted fra. For mig er dette mere interessant end hvor we are headed for.

Skriv et skilt med "C.M. WAS HERE".

  • 0
  • 0

[quote]Jeg er glad for du ser saadan paa det, Morten. DET goer jeg ogsaa. Men naar vi er paa vej et sted hen, kommer vi et sted fra. For mig er dette mere interessant end hvor we are headed for.

Skriv et skilt med "C.M. WAS HERE".[/quote]

Jeg har et skilt klar nu, Kristian. Hvor saetter jeg det op ?

  • 0
  • 0

Jeg har et skilt klar nu, Kristian. Hvor saetter jeg det op ?

Arh hva skal vi sige. De der 36000km ude, er omløbsbane for satelitter?
Det er da et godt sted.

  • 0
  • 0

Det korte svar er:

Fordi vand, ligesom alle andre stoffer, ændrer viskositet (og dermed massefylde), når temperaturen stiger eller falder.
I sidste ende skifter det helt tilstand; det kender vi fra en isterning som bliver flydende, og tilsidst til damp.

Is har en lavere massefylde en flydende vand. Dette ved vi, fordi is flyder ovenpå vandet. Nærmere teknisk forklaring kan findes andetsteds :)
Damp har ligeledes en meget lavere massefylde end både is og flydende vand.
Jeg kan tænke mig, at vand ved 4 grader er lige på grænsen, hvor det til begge sider begynder at fylde mere; få en lavere massefylde.

Prøv at tage 1 kg vand, og henholdsvis frys det ned og varm det op. Det vejer stadig 1 kg.
Men tag istedet 1 liter vand, og gør det samme; efter nedfrysning og kogning skal du "barbere" mængden, så der stadig kun er 1 liter. (Måske skal du tilføje mere, for at nå den liter); og du vil se at vægten skifter med temperaturen.

  • 0
  • 0