»Tænk, hvis magnetfelter fra vores mobiltelefoner i stedet for at have en eventuel skadelig effekt havde en gavnlig effekt.«
Sådan siger Nikolaj Sorgenfrei Blom, der tidligere har været forsker ved DTU og Novozymes, om det arbejde, han er involveret i med at undersøge, om svage magnetfelter kan tænkes at frigive energi lagret i vand.
Påstanden om, at vand kan lagre energi, er meget kontroversiel og betragtes med mere end almindelig skepsis af mange forskere. I den forbindelse er det værd at erindre, at ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser.
Nikolaj Sorgenfrei Blom nøjes da også med at fremhæve, at han ser et kæmpe potentiale i forståelsen af, hvordan magnetfelter og vand påvirker kroppen, og at det derfor er værd at studere nærmere.
En blandet kreds af både nobelprismodtagere og ukendte forskere har gennem en årrække søgt at dokumentere sådanne egenskaber. En af disse er Livio Giuliani fra forskningscenteret INAIL i Rom, som for nylig var gæsteprofessor ved DTU Nanotech.
Her gennemførte han en række forsøg sammen med Nikolaj Sorgenfrei Blom, der viste, at det med svage magnetfelter er muligt at frigive mere energi fra vand end den elektromagnetiske energi, der er i magnetfeltet.
Effekterne er ikke altid tydelige, og de skal derfor under nøje kontrollerede forhold.
Giuliani, der gennem mere end 40 år har arbejdet med strålingsfysik, tøver dog ikke med at omtale vand som en antenne eller forstærker for elektromagnetiske signaler i levende celler.
Det er dette perspektiv, der interesserer Nikolaj Sorgenfrei Blom, der har biologisk tilgang til problemstillingen.
»Der er stadig meget, vi ikke forstår omkring liv, og som vi heller ikke kommer til at forstå alene ved mere og mere detaljeret sekventering af dna,« siger han.
»Der er ikke noget forkert i de metoder, der beskriver, hvordan to molekyler kan reagere og danne et tredje molekyle, men der må være mere,« mener han.
Han sammenligner det med, at Newtons mekanik ikke giver et fuldt billede inden for fysikken, uden at man dermed kan sige, at Newtons mekanik er forkert.
»I dag har vi groft sagt en partikelbeskrivelse af biologien, der skal suppleres med en bølgeskrivelse, som det kendes inden for fysikken,« siger han.
Tilbagevist af tryllekunstner
I 1988 publicerede den franske forsker Jacques Benveniste en artikel i Nature, der beskrev, at vand besad en form for hukommelse. Helt ekstraordinært blev artiklen ledsaget af en kommentar fra tidsskriftet om, at der ingen fysisk basis fandtes for en sådan påstand.
En måned senere offentliggjorde Natures chefredaktør, John Maddox, en rapport skrevet sammen med bl.a. James Randi – en tryllekunstner, som har sat sig for at afsløre fup og fiduser – en rapport, der fuldstændigt underkendte Benvenistes påstande.
Benveniste accepterede ikke denne afgørelse, og han fik bl.a. støtte fra Brian Josephson, nobelprismodtager i fysik. Livio Giuliani formoder, at Benvenistes eksperiment kan være korrekt. Han mener, det var ideologiske og politiske fordomme, der var med til at trække tæppet væk under Benveniste.
Giuliani henviser desuden til amerikanske og russiske forskere, der i 1980’erne og 1990’erne har udført forsøg, der viser, at vand kan lagre energi i form af resonansfrekvenser for opløste ioner. Han samarbejder bl.a. med den franske forsker Luc Montagnier, der i 2008 modtog Nobelprisen i medicin for opdagelsen af hiv-virusset, og den amerikanske forsker Abraham Liboff, der gennem en årrække har studeret, hvordan svage magnetfelter kan påvirke levende organismer.
Sammen med disse har Giuliani bl.a. gentaget forsøg, der viser, at vand med ioner kan udsende energi ved en frekvens, som er bestemt af styrken af magnetfeltet og derved virke som en forstærker. Selv helt rent vand indeholdende H3O+-ioner kan virke som en forstærker for lavfrekvente signaler (eksempelvis omkring 50 hertz).
I samarbejde med Nils Olsen fra DTU Space har Nikolaj Sorgenfrei Blom indsendt en ansøgning til den europæiske rumfartsorganisation, ESA, om at måle sådanne frekvenser for forskellige ioner ved eksperimenter i både Rom og København.
Nils Olsen står i spidsen for ESA’s Swarm-projekt, der med tre ens satellitter måler Jordens magnetfelt med hidtil uset høj præcision, og som derved kan bestemme forskellen mellem magnetfeltet i Rom og magnetfeltet i København med stor nøjagtighed.
Hvis målingerne på vand eksempelvis viser, at resonansfrekvensen for energiudsendelse knyttet til calciumioner i vand i de to byer er forskellig på samme måde som magnetfeltet, kan det tages som støtte for teorien.
Når Giuliani og andre mener, at vand kan lagre energi, så forklarer de det med, at vand kan findes i en særlig struktureret form.
Hans tidligere kollega, nu afdøde Emilio del Giudice, har beskrevet denne form for struktur med, at der findes kohærente domæner, hvor vandmolekylerne svinger i takt. Den canadiske professor Gerard Pollack har udviklet en anden teori for struktureret vand, han kalder EZ (Exclusive Zone).
Vand som en flydende krystal
Pollack var for tre år siden i København, hvor han under et foredrag på Niels Bohr Institutet forklarede, at vand nær visse overflader minder om en flydende krystal – og det overraskende er, at denne tilstand rækker tusindvis, ja millionvis af molekylelag ind i vandet.
Pollack kunne dog ikke overbevise sine tilhørere, da han teoretiserede over det, han observerede. Han mener, at det er ultraviolet lys med en bølgelængde på omkring 270 nm, der lagres som energi i vand. Nikolaj Sorgenfrei Blom forklarer, at de italienske forskere har en mere bred opfattelse af, hvordan vand kan lagre energi.
I biologien spiller vand en helt central rolle. Henved 70 pct. af menneskets krop er vand, og når det gælder fordelingen af molekyler, er 99 pct. H2O.
Hvis vand i celler er en form for struktureret vand i form af kohærente domæner eller EZ, så er det måske muligt at styre energien og transporten af ioner i celler med magnetfelter. Det kan dermed være startskuddet til en ny form for kvantebiologi og nye behandlingsformer, mener Nikolaj Sorgenfrei Blom, som forestiller sig, at sådanne nyttige magnetfelter måske kan dannes i vores mobiltelefoner.
Mange eksperter i vand karakteriserer dog hele tankegangen om struktureret vand som pseudovidenskab.
