Er din direktør kontrol-freak? Så præsterer du mindre

Den enerådige leder, der topstyrer sin virksomhed har ikke succes. Han dræber effektiviteten, skaber dårlig motivation blandt de ansatte, svækker samarbejdet for at nå målet og har decideret en negativ indvirkning på virksomhedens evne til at udvikle nye produkter og ydelser. Og kundens behov skeles der ikke ret meget til.

Det viser lektor fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, Elmer Fly Steensens ph.d.-afhandling om strategiprocesserne i 200 danske virksomheder. Virksomhederne med en kontrollerende topleder har dårligere bundlinjer.

»Der er ingen tvivl. Des mere topstyring, des dårligere udvikler virksomheden sig,« siger Elmer Fly Steensen.

Han tilføjer, at pointen gælder, uanset om virksomheden har økonomiske problemer, og nogen derfor vil argumentere for, at hård topstyring er nødvendig - eller om det går godt.

»Medarbejdere reagerer meget negativt på topstyring, og det vil efter kort tid højst sandsynligt gå ud over bundlinjen,« siger Elmer Fly Steensen.

Giv medarbejderne indflydelse

Interne magtkampe har også negativ indflydelse på effektiviteten i virksomheden. Effekten er dog kun halv så stor som topstyringen, viser ph.d.-afhandlingen.

»Den interne politiseringen gør, at de forskellige grupper må gå på kompromis - og derfor bliver strategien ikke så skarp, fordi alle skal have netop deres mål med,« forklarer Elmer Fly Steensen.

Topstyring og magtkampe er ifølge hans afhandling ansvarlige for 40 procent af variationen i virksomheders effektivitet. Derfor anbefaler han, at ledere, der vil have effektivitet, giver medarbejderne indflydelse.

Lederne ikke overrasket

Ledelsesrådgiver Henning Korsbæk Frandsen fra Ledernes Hovedorganisation er ikke overrasket over undersøgelsens entydige resultater.

»Afhandlingen bekræfter en antagelse, vi har haft længe i Ledernes Hovedorganisation. Det er ikke toplederen alene, der skaber virksomhedens succes. Ganske vist skal strategien udvikles og sættes i gang oppefra. Men det er organisationen som et hele og virksomhedens motiverede ansatte, der skaber strategiens indhold,« siger Henning Korsbæk Frandsen fra Ledernes nyoprettede rådgivningsteam, Ledersparring, til organisationens blad, Lederne.

Emner : Ledelse
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Produktiviteten bliver større hvis direktøren ikke er en "kontrol freak". Men hvordan er det med sikkerheden? Er sikkerheden for resultatet i orden, hvis styringen er anarki med stor medarbejderindflydelse? I dag er produktivitet en langt mindre betydende faktor, end sikkerheden for at produktet fungerer upåkladeligt og korrekt. Også afleveringsfrister kan have langt mindre betydning, end pålidelig og korrekt funktion. Er det aflevering som ønskes, kan altid sættes en gruppe til at producere noget ikke funktionsdygtigt som afleveres til korrekt tid, og har til formål at trække tiden ud, til det kommer noget som fungerer.

Jeg tror sagtens, at medarbejderindflydelse kan føre til større sikkerhed og større korrekthed. Men oftest, er det i modsætning til større produktion.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten