Entreprenører: O.k. med Femern-udbud før anlægslov
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Entreprenører: O.k. med Femern-udbud før anlægslov

Danske anlægsentreprenører tror ikke, at en så professionel bygherre som Femern A/S laver fodfejl, der kan bringe et af danmarkshistoriens største anlægsprojekter i vanskeligheder.

Det er anlægsentreprenørernes branchedirektør, Niels Nielsen, der er optimistisk på projektets vegne, selv om udbuds- og miljøretseksperter vurderer, at processen er kontroversiel.

Læs også: Femern A/S forbryder sig mod VVM-direktivet

Læs også: Se hvordan Femern vil konstruere sænketunnellen

Længe før Folketinget vedtager at anlægge en sænketunnel mellem Danmark og Tyskland, har projektets bygherre nemlig planlagt at udbyde den godt 18 kilometer lange sænketunnel i fire store kontrakter.

Sådan en fremdriftsiver forbløffer professor i miljøret og planlovgivning ved Københavns Universitet Peter Pagh. Han vil ikke afvise, at Femernforbindelsens bygherre kan komme i klemme efter VVM-direktivets artikel 8, fordi fremgangsmåden dermed er vendt på hovedet:

»Pointen er, at det projekt, som Femern A/S sender i udbud, jo skal svare til det, man når frem til, når man kender alle de miljømæssige faktorer. Hvis man vælger at sige, at man sætter udbudsprocessen i gang inden, bryder man grundlæggende med det princip,« vurderer Peter Pagh, der undrer sig over, at politikerne selv er trygge ved den beslutningsform.

Ikke desto mindre er fremgangsmåden politisk fuldstændig gangbar, forsikrer pressechef Karsten Holmegaard, Femern A/S:

»Det står i tillæg til projekteringsloven, at Femern A/S har lov at rykke udbudsproceduren frem,« siger Karsten Holmegaard, der dog samtidig erkender, at det er et brud med den valgte fremgangsmåde, da de faste forbindelser over Storebælt og Øresund skulle anlægges. Dengang vedtog politikerne en anlægslov baseret på overslag.

'Professionel bygherre'

Niels Nielsen, der er branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører, er tryg ved fremgangsmåden.

»Jeg går ud fra, at en så professionel bygherre som Femern A/S er opmærksom ikke bare på dansk og tysk lovgivning, men også på retningslinjerne i VVM-direktivet,« siger han.

»Derfor regner jeg med, at den fremgangsmåde, de har valgt, er klappet af med både danske og tyske myndigheder.«

»Så når Femern A/S udbyder anlægskontrakter, inden VVM-proceduren er færdig, må vi forudsætte, at de kender VVM-analysens resultater og har inkorporeret dem i deres risikovurdering,« siger Niels Nielsen.

Han henviser til, at forbindelsens bygherre, netop med henvisning til VVM-krav, jo allerede har taget hensyn til direktivets retningslinjer ved at lægge hele produktionen af tunnelelementer i Rødby.

Skidt forretning

Argumentet for den nye fremgangsmåde er, at politikerne med kontrakterne mere eller mindre i hus får et mere sikkert grundlag at beslutte sig på.

»Når vi har fået tilbud hjem fra entreprenørerne, kan politikerne vedtage anlægsloven på et helt præcist bud fra markedet,« siger Karsten Holmegaard

Men ifølge professor Peter Pagh laver man ikke udbud for at afsøge markedet:

»Udbudsreglerne skal ikke bruges til at foregribe en beslutning, for man må slet ikke ændre i projektet efter udbuddet. På den måde laver man jo et fait accompli,« fastslår Peter Pagh.

Vurderingen fra udbudsekspert Grith Ølykke, der er adjunkt ved Juridisk Institut på CBS, er, at det er en skidt forretning for både bygherre og tilbudsgiver:

»Man kan diskutere, om det rent økonomisk kan betale sig, da det koster mange penge for tilbudsgiverne at skrive tilbud og for ordregiver at gennemføre, eventuelt gentagne, udbudsprocesser. Man kan også overveje, hvor mange tilbudsgivere der gider byde tredje eller fjerde gang, hvis man aflyser gang på gang.«

Nødvendig dialog med bygherren

Om det vil afskrække entreprenørkonsortier, at anlægsloven først bliver vedtaget længe efter, at anlægsentrepriserne er sendt i udbud, tør Niels Nielsen ikke spå om:

»Men det er vel noget, som dialog med bygherren vil afklare. På den planlagte industridag den 21. marts, hvor Femern A/S har inviteret entreprenørvirksomheder fra hele verden, vil en eventuel utryghed vel komme frem,« formoder Niels Nielsen.

Ud over at give mere informaton om sænketunnel-projektet håber Femern A/S, at industridagen kan skabe grobund for mulige partnerskaber og joint ventures blandt deltagerne.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først