Entreprenør gør klar til veje af plast

Huller i asfalten, lange køer ved reparationer og langsommeligt anlæg kan blive fortid. En hollandske entreprenør er nemlig ved at udvikle en ny type vej, der er bygget op af hule moduler støbt i plast.

Længere levetid, hurtigere installation og indbygget forsinkelsesbassin er ifølge opfinderne blandt fordelene ved plastveje. Illustration: KWS

Entreprenørfirmaet KWS er ejet af Hollands største asfaltentreprenør VolkerWessels. Alligevel har KWS sat sig for at udvikle et produkt, der kan erstatte asfalt. To af VolkerWessels ingeniører, Anne Koudstaal og Simon Jorritsma, har opfundet et modulært koncept, der skal gøre det muligt at bygge veje af genbrugsplast. Plastveje vil løse flere problemer:

Læs også: Ny strategi: Følelser - ikke fornuft - skal skaffe penge til kommunale veje

»Vi har meget blød jordbund i Holland, og asfalt er ret tungt. Derfor har vi en del problemer med synkende veje,« har Anne Koudstaal forklaret til mediet Fortune.

Skærer 70 procent af anlægstid

Ifølge den hjemmeside, som KWS har oprettet til udviklingsprojektet, vil en plastvej kun veje en fjerdedel af en traditionel vej. Den lave vægt betyder desuden, at modulerne er lette at transportere og kan sænkes på plads uden brug af tungt maskineri. Ifølge hjemmesiden anslår opfinderne, at anlæggelsestiden kan reduceres med 70 procent.

Holder tre gange længere end asfalt

Den hule opbygning af elementerne gør, at de både kan rumme kabler og forskellige typer rør og samtidig have rum, der kan fungere som dræn og forsinkelsesbassin, når vandet vælter ned eller ind.

Læs også: Kortlægning af jordbevægelser skal målrette klimatilpasningen

Ifølge opfinderne forventer de, at levetiden af en plastvej vil være tre gange så lang som en traditionel vej, fordi plastic ikke bliver påvirket af frost, vand og slid på samme måde som asfalt. Når en sektion bliver skadet, vil den imidlertid være let at udskifte, fordi vejen er opbygget af moduler.

Planen er, at modulerne, som ifølge artiklen i Fortune, kan være omkring 2,5 x 5 meter og hovedsageligt skal støbes af genbrugsplast.

Indvendinger står i kø - svar på vej

På projektets hjemmeside forsøger opfinderne at svare på nogle af de indvendinger, erfarne - og muligvis en tand skeptiske - vejfolk kunne have mod ideen:

Til spørgsmålet om, hvorvidt plast kan give tilstrækkelig friktion - ikke mindst når vand, sne og is lægger sig på vejene - svarer opfinderne, at de vil forsøge at gøre plastmodulerne så stive som muligt og desuden vil eksperimentere med at indstøbe sand eller grus i modulernes overflade.

For at beskytte vejen mod at blive presset op af høj grundvandstand, skal modulerne laves, så stigende grundvand kan presse luften ud af elementerne. I første omgang satser projektpartnerne på at lave en prototype beregnet til cykelstier. Illustration: KWS

Læs også: Den sunde vej er polymermodificeret

De er heller ikke så bekymrede for, at solens stråler skal nedbryde plasten. Ifølge opfinderne viser erfaringen med andre plastprodukter som forskalling, broer og lysmaster, at ultraviolette stråler er et problem, der kan klares.

Den modulære opbygning minder om de betonveje, som flere sikkert vil have haft den tvivlsomme fornøjelse at køre på. Tvivlsom - fordi man tydeligt mærker hver eneste overgang mellem elementerne. Men opfinderne hævder at entreprenørfirmaets erfaring med netop betonveje gør, at de kan finde en løsning.

Plastspecialist kører med

Et andet potentielt problem er at få forbundet de rør, der er tænkt installeret i modulerne - og hvordan man hurtigt skal kunne forsegle hvert modul, hvis det skal udskiftes. Det er her, KWS’ samarbejdspartnere kommer ind i billedet. KWS har nemlig fået både olieselskabet Total og rør- og plastspecialisten Wavin med på projektet.

Læs også: Forskere i strid om ægtheden af mikroplast-resultater

»At være med i udviklingen af PlasticRoad passer ind i Wavins strategi om at tilføre byggeindustrien innovative plastløsninger. Vi får muligheden for at udvikle en helt ny måde at tænke veje på sammen med andre markedsledere i branchen,« siger Jan Willem Viets, direktør for Wavin Nederland i en pressemeddelelse.

Mikroplast er både løsning og problem

Om plastveje vil medføre større problemer med mikroplast, efterhånden som trafikken nedbryder modulerne, er heller ikke et spørgsmål, som opfinderne forholder sig til - på anden måde end at hævde, at mikroplast indsamlet fra verdens have kan genbruges i støbningen.

Læs også: Briterne vil forbyde mikroplast uden om EU - Danmark tøver

Projektpartnerne satser på at have en prototype klar til test i slutningen af 2017. I første omgang satser projektpartnerne på, at det vil blive et cykelsti-modul.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er ganske svært at tage en slig "nyhed" alvorligt, når problemerne, der må formodes at opstå i forbindelse med den store varmeudvidelse for plast, slet ikke er omtalt.

Ifølge de resultater, som en søgning på nettet umiddelbart giver, så er varmeudvidelsen for plast10-20 gange større end varmeudvidelsen for stål, som man normalt må tage hensyn til.

Med venlig hilsen - Steen Ahrenkiel.

  • 4
  • 3

Jeg forstår, at man har designet nogle plasticklodser, men at man ellers ikke har løsninger på ret mange tekniske detaljer. Hvori ligger så "opfindelsen".

  • 1
  • 2

Hvad med at lade den del hvor kabler og rør er placeret være åben i bunden. Så er det bare at løfte af hvis noget skal repareres, og på med pladen igen når man er færdig. Bedst hvis det var placeret i midten men så kan halv delen af pladen ikke bruges til vandledning. Cyklister vejer ikke så meget, det vil næppe få vejen til at tippe, selvom der manglede noget støtte i den ene side.

Hvor langt ned ligger kloak rør og kabler egentligt i Danmark? Hvorfor ikke bare lade dem blive liggende og lægge plast vejen oven på, det vil stadigvæk være 1000 gange hurtigere/billigere at løfte en plade i forhold til at grave og asfaltere.

  • 1
  • 0

God opfindelse, som sikkert kan patenteres i mange forskellige udførelser. Som kan bestå af "kasser" til kabler, der bliver liggende, når et element skal udskiftes. Og det vil være dejligt hvis mikroplast kunne bruges som veje eller cykelstier. Og det kunne måske blive en god forretning at indsamle mikroplast i havene?

  • 0
  • 0

Alt er jo relativt og vi har jo i årevis kørt på cykelstier og vejbelægninger med genbrugte dæk iblandet. Måske skal de to problemer (opbygning af veje og stop for tilførsel af plastik ikke løses i samme produkt ) ikke løses i samme produkt og muligvis er andre fordele som feks nedsat støj, friktion, bremselængde, dækslid etc etc. så væsentlige at mikroplast problemet træder i baggrunden.

Mikroplast reduktion kan indbygges med vejvask med mikroplast filtrering jævnfør dit link om bildæk som stor leverandør af mikroplast.

Jeg holder ja hatten på.

  • 0
  • 0

Jeg har længe spekuleret over, hvordan et fremtidigt "fossilfrit samfund", dvs. fra 2050 og frem, ville bære sig ad med at bygge veje, der jo enten kræver asfalt fremstillet ud fra tjære, eller cement til hvis fremstilling, der altså anvendes kul eller i hvert fald naturgas eller olie. Så er det rart at vide, at hollænderne har fundet ud af, at man kan anvende genbrugsplast, og genbrugsplast får man jo ved indsamling af brugt plastic. Og i fremtiden vil klodens skove, både kunne forsyne os med energi når vinden ikke blæser og solen ikke skinner og med råstoffer til den kemiske industri, herunder plastindustrien. Skovarealet vil nemlig kunne udvides ganske betydeligt, når vi har fået udryddet de methanproducerende drøvtyggere. Samtidig med at den igangværende klimaforbedring både giver mere nedbør og rykker trægrænsen mod nord. Det er ganske vist.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten