Enige eksperter: Der er masser af arbejdspladser og udvikling i brugt elektronik
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Enige eksperter: Der er masser af arbejdspladser og udvikling i brugt elektronik

Dit brugte elektronik er et depot af værdifulde metaller, arbejdspladser og innovation. Det konkluderer en række eksperter og fagfolk i forlængelse af miljøministerens nye ressourcestrategi, der vil have danskerne til at genanvende mere affald – herunder brugte mobiltelefoner, fjernsyn og mikrobølgeovne.

Ifølge de nyeste tal fra FN smider Danmark hvert år 125.000 ton elektronik ud. Gjort op på hver enkelt dansker er det 22,4 kilogram elektronikskrot. Men fordi vi eksporterer de 45.000 mest værdifulde ton om året, går Danmark glip af arbejdspladser og innovation på den eneste reelle affaldsfraktion, det stadig giver mening at satse på.

Jacob H. Simonsen, der er direktør for Dansk Affaldsforening, uddyber:

»Der er brug for politisk styring. Hvis man vil have fat i fremtidens ressourcer såsom sjældne jordarter i elektronik, bliver man nødt til at satse på det her område. Den behandling af brugt elektronik, vi foretager i Danmark, foregår nemlig på en rigtig god måde,« siger Jacob H. Simonsen.

Hans holdning bakkes op af Ole Leinikka Dall, der er konsulent, cand.techn.soc., på Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi ved Syddansk Universitet:

»Vi kan blive meget bedre til at sortere. Også centralt. Her er elektronikområdet et godt eksempel. Men der er ikke rigtig blevet satset på det her område tidligere. Med den nye ressourcestrategi kan man håbe på, at politikerne er ved at vågne op,« siger han.

Foruden Jacob H. Simonsen og Ole Leinikka Dall, peger også Dansk Kompetencecenter for Affald (Dakofa) på, at området for elektronik rummer muligheder.

Læs også: Skør eksport: Den mest værdifulde fjerdedel af det danske affald ender i udlandet

Bunkerne af elektronik vokser

Et af de største bump på vejen for virksomheder, der behandler danskernes brugte elektronik er udbudsregler. Som situationen er i dag, udbydes behandling af elektronik inden for EU over perioder på to år – og det er alt for kort en tidshorisont til, at danske virksomheder tør investere, hvad der skal til for at vinde et sådant udbud.

Det er gamle fjernsyn som dem her, der er fyldt med værdifulde metaller og råstoffer. Politikerne har forsømt branchen for behandling af elektronik lyder kritikken. Miljøminister Ida Auken (SF) lover, at der nu er penge på vej, så Danmark undgår at skulle eksportere det værdifulde affald. Foto: Henrik Nordstrøm Mortensen

Der findes ellers i Danmark sorteringsanlæg, som kan splitte brugte computere ad, så eksempelvis metaller som kobber, guld og aluminium kan gå direkte ind i et smelteværk og laves om til nye printplader. Et af dem er Averhoff i Aarhus, hvor fabrikschef Jørgen Hansen udmærket kender konsekvenserne af de to-årige udbudsrunder. Averhoffs højteknologiske anlæg gnasker sig hvert år igennem 18.000 ton dansk elektronik men ville gerne udvide kapaciteten:

»Vi har ekspertisen og viljen til at forvandle elektronikskrot til værdier, men med en udbudsrunde på to år, kan vi simpelthen ikke være sikre på, at vi kan afskrive en investering i et nyt anlæg. Her drukner Danmark i den europæiske konkurrence. Og dermed vinker vi farvel til arbejdspladser og indtjening,« siger fabrikschefen.

Læs også: Verden oversvømmes af 65 millioner ton brugt elektronik

Minister lover flere penge

Alt det sker på trods af, at bunkerne af elektronikskrot vokser. På verdensplan vurderer FN, at der i 2017 vil blive smidt over 65 millioner ton elektronik ud. I 2012 vejede bunken af kasseret elektronik 48,9 millioner ton.

Et mere jordnært, dansk eksempel findes hos Københavns Kommune. Her er man på blot et år gået fra at indsamle nærmest nul kilogram brugt elektronik fra opgange og gårde til i november måned 2013 at runde 178 ton. Det understøtter, at brugte telefoner, mikrobølgeovne og udtjente computere rent faktisk vil kunne udgøre et forretningsgrundlag for virksomheder i Danmark. Dertil kommer også elektronik fra virksomheder.

Som situationen er i dag, eksporterer Danmark 45.000 ton elektronikskrot, som derfor kommer udenlandske virksomheder til gode. Miljøminister Ida Auken (SF) mener dog, at regeringen allerede arbejder for at sikre bedre betingelser for danske virksomheder, der har specialiseret sig i at håndtere elektronik.

»Danmark arbejder aktivt for at få nogle høje, fælleseuropæiske krav for behandling af elektronikaffald. Vi arbejder også målrettet med at forbehandle for eksempel elektronikaffald i Danmark. Allerede i år er der afsat penge på finansloven til at udvikle nye teknologier, og regeringen er klar til at afsætte 200 millioner kroner på den kommende finanslov til at forbedre genanvendelsen over de næste fire år,« siger Ida Auken.

Mere konkret bliver miljøministeren dog ikke i forhold til, hvor mange penge der skal afsættes til forskning og udvikling af branchen for elektronikskrot.

Privat samarbejde vil tage fat på problem

Men hvis Danmark skal blive bedre til at forske i behandlingen af elektronikskrot og sikre, at flere værdifulde ressourcer ikke blot bliver eksporteret til udlandet, skal udviklingen også drives af private.

Derfor er der brug for flere projekter som for eksempel det, der starter 1. januar 2014 i et samarbejde mellem Dansk Industri (DI), Foreningen af producenter og importører af Elektriske Husholdningsapparater (FEHA), DI Itek, DI Handel, Branchen Forbruger Elektronik (BFE), Elretur, European Recycling Platform (ERP) og Lyskildebranchens WEEE Forening (LWF).

De otte organisationer har samlet en fem millioner kroner sammen til hvert år frem til 2017 at sætte fokus på nye teknologier til adskillelse, finsortering og udsortering af elektronikskrot til videre oparbejdning og genanvendelse.

Projektet skal i sidste ende munde ud i løsninger, som er koordineret med internationale erfaringer. De skal så overføres til resten af EU og andre EU-lande, hvor det såkaldte WEEE-direktiv fastsætter krav til genanvendelsesprocenter for elektronikaffald.

Der er dog tale om en frivillig aftale blandt organisationer, men miljøminister Ida Auken har godkendt samarbejde og lovet ikke at pålægge branchen nye skatter eller afgifter i relation til behandling af elektronikskrot.

Læs også: Dansk projekt skal bane vej for genbrug af elektronikskrot

Hørte i går nogle diskutere materiel vækst i radio 24syv. Det var åh så forfærdeligt og kunne ikke blive ved.
Jamen så lav dog noget ikke materiel vækst i form af service fag, genbrug o.s.v.
Problemet er bare at den slags arbejde pålægges i Danmark verdens højeste skatter. Så hvis man vi skabe vækst, så må det ikke indeholde arbejdskraft, ergo materiel vækst er næsten den eneste mulighed.

Det er naturligvis det samme her. Vi kunne opnå meget med billigere arbejdskraft, så må man finde andre måder at finansiere statens overforbrug end indkomstskat.

  • 0
  • 5

Skatten er problemet.

Hørte i går nogle diskutere materiel vækst i radio 24syv. Det var åh så forfærdeligt og kunne ikke blive ved.
Jamen så lav dog noget ikke materiel vækst i form af service fag, genbrug o.s.v.
Problemet er bare at den slags arbejde pålægges i Danmark verdens højeste skatter. Så hvis man vi skabe vækst, så må det ikke indeholde arbejdskraft, ergo materiel vækst er næsten den eneste mulighed.

Det er naturligvis det samme her. Vi kunne opnå meget med billigere arbejdskraft, så må man finde andre måder at finansiere statens overforbrug end indkomstskat.


Det er korrekt, at vi har høje skatter i Danmark. Og problemet er primært at højtlønnede har fingrene godt nede i kassen. Skattevæsenet finansierer udover sig selv, kunst, kultur og masser af andet også mange virksomheder, fordi at de ikke selv må udføre arbejde, men skal købe ydelserne.

Dertil har vi en række ydelser til de fattige i landet, f.eks. boligsikring, fri daginstitutionsplads mv. Problemet er, at udgiftsniveauet i Danmark er meget højt og det er nødvendigt at give masser af tilskud til dem med laveste indtægter. En med lav indtægt, kan i nogle tilfælde få omtrent det samme udbetalt af staten, som de får i løn. Formålet er, at presse de danske lønninger ned.

Når du som højtlønnet betaler skat, så går en del af pengene altså til, at de lave lønninger kommer ned på et konkurrencedygtigt niveau.

Problemet er, at mange højtlønnede kræver, at pengene går retur til dem selv - og det er totalt ødelæggende for Danmarks konkurrenceevne. Skattepengene bruges til at sikre, at dem med mange penge får flere, og dem med få får færre.

Så længe, at pengene bruges på dem med laveste indtægter, så reducerer skatten lønnen, og øger konkurrenceevne. Det interessante er, at "marginalen" mellem det du behøver, og det du får, er ekstremt lav ved de lave lønninger her i landet, og det betyder at det dermed er statens tilskud, der reelt sætter det lave lønningsniveau. Får du en høj løn er marginalen meget større - du får meget mere, end det er nødvendigt at leve for, uanset du betaler skat. Nogle penge opmagasineres måske i ejendom, men de kan altid lånes.

Når liberale tænketanke som CEPOS kommer til, at det ikke betaler sig at arbejde for de lavest lønnede, så beror det på, at de udregner forskellen mellem kontanthjælp og en lav løn. De regner ikke på, hvor meget du har at leve for, og om du kan leve for kontanthjælpen. Dette gør, at det fejlagtigt ser ud til, at ikke betale sig at arbejde. Ser vi på det beløb, som der er at bruge, når faste udgifter er fratrukken, så er det mere end dobbelt så stort i forhold til kontanthjælpen - efter skat.
Så er det de rige i landet som det ikke betaler sig at arbejde for. Tilmed, har mange af dem en formue, så de heller ikke behøver at arbejde. Dette medfører - til stor ulempe for samfundet - at de ikke gider at arbejde, og for at få dem til at arbejde, skal de have ekstrem høj løn. Hvilket igen, er en ulempe for danske virksomheder og deres konkurrenceevner. Der er ikke mange "fattige" i landet, som vil kræve en månedlig millionløn, for at udføre et job. Det skyldes, at de faktisk gerne vil arbejde, i modsætning til højtlønnede. Her viser en liberal tænketank som CEPOS så, at de tror at andre er som dem, og beskylder de lavtlønnede for, at ikke vil arbejde. Mens problemet, er dem selv. Per krone, får du meget lidt, og det du får går ud af landet, hvis det er CEPOS du handler med. De kræver skattelettelser, for at de selv får mere, samtidigt med at de reelt ikke ønsker at hjælpe landet, og ikke har nogle problemer i, at investere enhver krone i udlandet. Selv ideologier bekymre dem ikke, og penge samt investeringer, går gerne til diktaturstater og kommunistiske lande.

Af vores 250.000 arbejdsløse i landet, arbejder ca. halvdelen. I de fleste tilfælde for understøttelsen. Mange er glade for deres arbejde, selvom de reelt intet får for det, alene fordi de derved er med til at bidrage til samfundet. Noget sådant, forstå CEPOS ikke. For dem er det pengene som tæller - og i bedste tilfælde, kan du måske få dem til at arbejde, hvis du først indsætter en million på deres formue, da de så kan føle sig moralsk forpligtet, selvom du egentligt måske ikke har betalt for det. At arbejde for samfundet, uden at få noget for det, er ikke det de gør. Når de "lader som om", at de arbejder for samfundet, er det deres investering - for at få gevinst, i form af større formue retur til dem selv.

For at dræne landet, og sætte pengene ind på en konto til dem selv.

  • 5
  • 0