Enige eksperter: Datatilsyn lader Google og Facebook slippe for let
Mens de små lokale virksomheder kæmper for at overholde GDPR, går Facebook, Google og de andre helt store databehandlere i det store og hele fri.
Reglerne har nemlig ikke ført til det nødvendige opgør med tech-industrien, lyder kritikken fra Søren Sandfeld Jakobsen, professor ved CBS LAW, som blandt andet har forsket i databeskyttelseslovgivning.
»Som forsker og advokat undrer jeg mig over, at man ikke har taget et opgør med de her virksomheder. Det kan godt være, at man varmer op til sådan nogle sager, men indtil videre er det ikke sket,« siger han.
