Energitilsynet har politianmeldt to energiselskaber, fordi man mener, at aktørernes handelsaktivitet udgør en overtrædelse af forbuddet mod markedsmanipulation.
Det skriver Energitilsynet i en pressemeddelelse.
Navnene på de politianmeldte selskaber fremgår ikke af pressemeddelelsen, og tilsynet gør det klart, at man ikke kommenterer sagen yderligere, før politiet har behandlet sagen færdig.
Læs også: Elbørser får millionbøde for at dele markedet
Af pressemeddelelsen fremgår det dog, at tilsynet mistænker de to selskaber for at have hamstret al tilgængelig kapacitet på transmissionsforbindelserne ved at handle med sig selv, hvilket har påvirket konkurrencen på markedet.
Det kan i praksis ske, når et selskab har datterselskaber i for eksempel både Sverige og Jylland og så handler internt mellem de to selskaber.
Dermed blokeres kablet mellem Sverige og Vestdanmark, og Jylland danner således sit eget prisområde, som selskaberne så eventuelt kan profitere på.
Handler med sig selv
Den politianmeldte handelsaktivitet er foregået på det nordiske, såkaldte intraday-marked for elektricitet, Elbas, hvor markedsaktører handler strøm helt frem til en time inden levering.
Fænomenet med at handle med sig selv har allerede et navn i branchen, nemlig »Capacity hoarding«, og Energitilsynets politianmeldelse kommer samtidig med en vejledning fra Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) om fænomenet.
Læs også: Elsam snød elkunder for 187 millioner kr.
Her definerer man begrebet, samt hvornår man mener, at der er tale om markedsmanipulation i strid med Remit, som er artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1227/2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne.
Energitilsynet har overgivet sagerne til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), der er den relevante politimyndighed på området.
Interne handler deklareres
Energitilsynet skriver videre, at tilsynet har spillet en aktiv rolle i udarbejdelse af den førnævnte vejledning, og derfor har Energitilsynet bedt den nordiske elbørs, Nord Pool, om fremadrettet at indføre en mekanisme, så handler inden for samme selskab, klart markeres på handelsplatformen.
Mekanismen er aktiv fra 20 februar i år og betyder, at markedsaktørerne nu kan skelne mellem interne og øvrige handler.
Læs også: Energitilsynet: Netselskaber har investeret nok i elnettet
Det er langt fra hverdagskost, at Energitilsynet politianmelder energiselskaber på elbørsen. Så vidt vides er det blot anden gang, det sker.
Første gang var i maj 2015, hvor Energitilsynet anmeldte et selskab for manipulation på engrosmarkedet for naturgas.
Ifølge netmediet Energiwatch fandt bagmandspolitiet dog ikke anledning til at gå videre med sagen og droppede derfor efterforskningen.
