Energistyrelsen vil checke alle nødventiler i Nordsøen

I de kommende uger vil samtlige borerigge i den danske del af Nordsøen få besøg af folk fra Energistyrelsen. De skal efterse alle de nødventiler, som skal forhindre et olieudslip, hvis der går noget galt i boringen eller der sker en ulykke på platformen.

»Vi skal se, om nødventilerne er i en stand hvor de kan lukkes, hvis der opstår et behov for at lukke dem,« siger kontorchef i Energistyrelsen, Rolf Kallesøe, til dr.dk.

Det er oliekatastrofen i USA, hvor en defekt ventil var skyld i et gigantisk olieudslip, som har fået myndighederne op på tæerne.

»Vi gør det for en ekstra sikkerheds skyld. Med operationer som har det potentielle fareelement som en olieboring er, så kan man ikke være for forsigtig,« siger Rolf Kallesøe.

Kontorchefen mener ikke, der kan ske et udslip i Danmark som i USA, fordi vi herhjemme kun borer på 60 til 80 meters dybde i modsætning til 1.500 meter i Den Mexicanske Golf. Og derfor er nødventilerne placeret oppe på selve boreriggen og ikke på havbunden.

Men intet er helt sikkert, påpeger kontorchefen overfor dr.dk:

»Man skal altid påregne at noget kan gå galt uanset hvor usandsynligt det er og så må man overveje om man kan leve med konsekvenserne eller finde en anden måde at gøre tingene på,« siger han.

Både i USA og i Danmark er det selskaberne, der skal kontrollere om ventilerne fungerer. På den danske sektor skal det ske hver 14. dag og så skal de fire selskaber, der arbejder i Nordsøen, sende en rapport til Energistyrelsen om kontrollen. Det sker alt sammen, men nu vil Energistyrelsen altså aflægge et ekstra besøg.

»Vi vil sikre os, at der er de nødvendige certifikater og sikre, at ventilerne nu også bliver vedligeholdt efter de rette standarder,« siger Rolf Kallesøe.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hold ventilerne åbne så vi kan få olien op hurtigere i stedet for at pjatte med at gå og lukke op og i for de ventiler.

Vi vil have olie! Ikke sikkerhed!

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten