Kvaliteten af energimærkning af bygninger er stadig ikke i orden.
Det konkluderer den ansvarlige myndighed, Energistyrelsen, på baggrund af en ekstern kontrol af 300 energimærkningsrapporter – 0,25 pct. af de udførte rapporter – fra 2013 og 2014.
Læs også: Energimærkninger af huse er fulde af fejl
Kontrollen viste, at i 34 pct. af rapporterne skulle bygningen have haft et andet energimærke end det tildelte, og tilsvarende afveg det opgjorte totale energiforbrug i bygningen med mere end det tilladte i 34 procent af tilfældene.
I langt de fleste af rapporterne har fejlen dog kun rykket energimærket et enkelt trin, og i nogle tilfælde kan det skyldes, at mærket ligger på vippen mellem to trin.
Energistyrelsen er ikke tilfreds med kvaliteten, selvom der er tale om en forbedring siden sidste opgørelse i 2011:
»Energimærkningerne får stadig større betydning for værdien af vores bygninger, så der skal være tillid til de rapporter, som energikonsulenterne udarbejder,« siger kontorchef Trine Heidemann Garde, Energistyrelsen, i en pressemeddelelse.
Læs også: Udskældt energimærke bliver endnu dyrere for hussælgere
Derfor lancerer Energistyrelsen nu en handlingsplan med syv indsatsområder, der både skal hæve kvaliteten af energimærkningerne på kort sigt og mere grundlæggende forbedre ordningen på lang sigt.
Handlingsplanen omfatter:
- Energistyrelsen vil give påtaler for alvorlige og gentagne fejl til det ansvarlige energimærkningsfirma, og påtalerne vil blive offentliggjort. Derudover vil styrelsen udnytte muligheden for at give energikonsulenter karantæne og krav om ny eksamen.
- Efter udførelsen af markkontrol vil Energistyrelsen fremskynde sine afgørelser, så eventuelle sanktioner kan falde kort efter kontrollen og dermed have en præventiv effekt.
- Energistyrelsen har indkaldt energikonsulentbranchen til en gennemgang af resultaterne fra kontrollerne. Det er konsulenternes ansvar, at kvaliteten af deres arbejde er i orden.
- Energistyrelsen vil gennemgå og revidere regelgrundlaget for udarbejdelse af energimærkninger, så det sikres, at reglerne er mere klare.
- Der etableres en ny uddannelse for energikonsulenterne, hvor Energistyrelsen stiller skærpede krav, og hvor der sættes målrettet ind på at forbedre undervisning og beståelseskrav i forhold til de typiske fejl, der ses i energimærkningsrapporterne.
- Energistyrelsen vil videreudvikle energimærket, så det er mindre sårbart over for den situation, hvor en bygnings energiforbrug ligger på grænsen mellem to bogstaver.
- Energistyrelsen vil gennemføre en undersøgelse af brugernes tilfredshed med energimærkningen, som skal benyttes til at hæve kvaliteten af ordningen.
Der gennemføres årligt flere end 50.000 energimærkninger i Danmark.
Energimærkning af bygninger er lovpligtigt ved salg og udlejning af ejendomme. For offentlige bygninger over 250 kvadratmeter samt bygninger over 1.000 kvadratmeter er der tillige krav om regelmæssig energimærkning.
