Energinet sætter opgaver i udbud til en samlet værdi af 10 milliarder kroner
Tidligere på måneden præsenterede Energinet et katalog over de opgaver, der fra den statsejede forsyningsvirksomhed vil blive prioriteret frem mod 2030.
Det samlede budget ligger på 30 milliarder kroner, hvoraf opgaver for 10 milliarder ifølge Jyllands-Posten vil blive udliciteret til private virksomheder, der skal hjælpe Energinet i mål med en af de mest fundamentale opgaver forbundet med den grønne omstilling.
Udliciteringen af opgaverne skal gøre det danske elnet bedre i stand til at distribuere de 94 TWh grøn energi, der ifølge EA Energianalyse skal produceres til indenlandsk forbrug i 2030, hvis vi skal nå i mål med CO2-reduktionsmålet på 70 procent.
Hans Henrik Lindboe udtaler til Jyllands-Posten, at udlicitering af opgaver umiddelbart lyder som en fornuftig tilgang til at sætte skub i afviklingen af de mange opgaver, der skal løses for at nå 2030-målet.
»Hvis Energinet mener, at det er den rigtige medicin til at forhindre, at elnettet er en stopklods for den grønne omstilling, må man også spørge sig selv, om de ikke burde have gjort det allerede for tre år siden,« udtaler Hans Henrik Lindboe til Jyllands-Posten.
Af store projekter, der er i støbeskeen både før og efter 2030, peger Energinet blandt andet på en udbygning af 400 kV-nettet med luftledninger i Vestjylland. Det skyldes især de kommende kystnære vindmølleparker og en markant udbygning af solcelleanlæg i området. Samtidig er der en række potentielle Power-to-X-projekter i området, som kan få betydning for netudbygning.
Også mellem Sydsjælland og Lolland arbejdes der med flere 132 kV-forbindelser. Udfordringen er, som flere andre steder i landet, en række konkrete solcelleprojekter, der er under udvikling i området, ligesom der også forventes “en markant tilvækst på den lange bane”.
