Energiminister skærer dybt i støtten til dansk vandkraft

Danmarks i forvejen beskedne produktion af vandværksstrøm ser ud til at få et ordentligt skud for boven, hvis transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen (K) får held til at gennemføre en ændring i støtten til de danske vandværker.

Producenterne af vandkraft er i dag sikret 60 øre per kWh uanset, hvad markedsprisen på strømmen er. Staten betaler differencen.

Nu vil ministeren indføre en øvre grænse, så vandkraftværker maksimalt kan få 640.000 kroner i støtte årligt, uafhængigt af hvor meget strøm de producerer.

De vil få stor betydning for Tangeværket ved Gudenåen, der i dag modtager omkring tre millioner kroner om året i støtte på baggrund af en årlig strømproduktion på omkring 12 millioner kWh.

»Det får nogle særdeles ubehagelige konsekvenser for os,« siger direktør for Tangeværket, Robert Møller.

»Vi lukker ikke, men vi skal spare cirka 2,5 millioner kroner om året, og det kommer til at gøre ondt. Især på vores udenoms-aktiviteter.«

Argumentet for at begrænse støtten er, at der bliver udbetalt et overskud til ejerne af Tangeværket. Derfor anser Energistyrelsen ikke overskuddet for at være nødvendigt..

»Åbenbart mener de i Energistyrelsen at, man ikke må tjene penge, når man modtager et eller andet offentligt tilskud,« siger Robert Møller.

Han vurderer, at ændringen udelukkende bliver gennemført for at ramme Tangeværket. Det er nemlig det eneste vandkraftværk i landet, der bliver ramt af ændringen, da de tre andre værker producerer så lidt el, at de ifølge Robert Møller ikke modtager over 640.000 kroner i støtte.

»Der er ekstremt langt fra tre millioner kroner til 640.000 kroner, og vi kan ikke tjene penge med så lav en støtte. Men vi taler ikke om en lukning af værket,« understreger Robert Møller.

Derimod er det ikke utænkeligt, at konsekvenserne bliver store på Elmuseet, som ligger i nærheden af vandkraftværket, konstaterer Robert Møller.

Tangeværket støtter Elmuseet med beskedne 200.000 kroner om året, men samtidig lejer museet sig ind i værkets lokaler og får andre serviceydelser fra værket.

»Vi lukker ikke, men det kan være nok så alvorligt,« fortæller Elmuseets direktør, Georg Stenstrop.

»Vi betaler 400.000 kroner om året i husleje. Hvis Tangeværket sætter huslejen op, vil det ikke være godt,« tilføjer han.

Beslutningen om at ændre støtten til Tangeværket er foreløbig sendt til hjørnespark, da Energistyrelsen først skal besvare flere spørgsmål fra medlemmerne i energipolitisk udvalg.

Emner : Vandkraft