Energimærkninger af huse er fulde af fejl
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Energimærkninger af huse er fulde af fejl

Der er masser af større og mindre fejl på de energimærkninger, som vi læner os op ad, når vi køber hus. Det skriver DR Nyheder, efter at forbrugerprogrammet Kontant har undersøgt sagen med udgangspunkt i en rapport fra 2012.

I hver ottende tilfælde er fejlen så graverende, at det leder til en decidereret misvisende energimærkning. Det har store økonomiske konsekvenser, fordi huskøberne ifølge DR i stigende grad bruger energimærkningen som pejlemærke, når de er på husjagt.

Passer energimærkningen ikke, er huset måske ikke det værd, som energimærkningen giver udtryk for, og det er noget rod, siger Energistyrelsen.

»Det er uacceptabelt, at der er de her alvorlige fejl, for boligejerne skal kunne stole på energikonsulenternes rapporter,« siger Energistyrelsens vicedirektør, Dorthe Nøhr Andersen, til Kontant. Hun understreger, at styrelsen nu har sat massivt ind for at forbedre kvaliteten.

Læs også: Energimærket lyver på hvert femte el-apparat i Europa

I halvdelen af alle energimærkninger er der fejl.

»Når næsten halvdelen af energimærkerne har fejl, er det et problem. Et problem, der ikke alene skyldes sjusk. Jeg tror, at de retningslinjer, konsulenterne får stukket i hånden, er for upræcise,« siger Torben Kaas, direktør i Brancheforeningen for Byggesagkyndige og Energikonsulenter (BfBE).

Det er energikonsulenter fra private firmaer, der for cirka 6.000 kroner vurderer, om et hus lander på topkarakteren A eller et andet sted på skalaen, der slutter med G.

Karakteren afspejler husets 'kvalitetsmæssige tilstand', og konsulenten bruger en håndbog med et sæt standardkriterier til at udregne energiforbruget – og altså ikke det faktiske forbrug. Ideen er, at man let skal kunne sammenligne boliger med hinanden.

Læs også: Solcelleejere bliver straffet på pengepungen med skjult regelændring

En enkelt karakter op eller ned ad skalaen kan betyde en forskel på mellem 7 og 15 procent af husets salgspris. Det indikerer forskellige analyser fra henholdsvis Home og Statens Byggeforskningsinstitut.

Hos Energistyrelsen medgiver vicedirektør Dorthe Nøhr Andersen, at fejlene er misvisende.

»Stikprøven fra 2012 viser, at det er 13 procent af mærkerne, hvor boligejeren har fået et mærke, der er anderledes end det mærke, man ellers skulle have haft,« siger vicedirektøren.

Ingeniøren har tidligere belyst, at energimærkninger af blandt andet hårde hvidevarer også har problemer med troværdigheden.

Læs også: Halvdelen af køleskabene dumpede i dansk energitest

På trods af fejlene er det ifølge Energistyrelse og brancheforening aldrig sket, at en energikonsulent eller et firma har fået frataget tilladelsen til at lave energimærker. Derfor varsler Energistyrelsen nye sanktionsmuligheder over for firmaer og konsulenter, som begår 'gentagne' eller 'alvorlige' fejl.

Kilde DR Nyheder
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

De (få) energirapporter jeg har set, har ikke været de 6.000 kr værd de har kostet. Det har været en sludder for en sladder om at man kan opsætte solceller og nogle meget grove udregninger af økonomien ved et givent energiforbrug. Disse rapporter tjener først og fremmest dem der udarbejder dem. Pludselig er der lagt 6.000 kr oven i på alle bolighandler.

  • 7
  • 0

Hele ideen om at give en bogstav karakter er fuldstændig håbløs, og det er helt til grin hvis folk lader at en karakter bedre eller dårligere påvirke prisen.

Og når Dorthe Nøhr Andersen så siger:

»Det er uacceptabelt, at der er de her alvorlige fejl, for boligejerne skal kunne stole på energikonsulenternes rapporter,« siger Energistyrelsens vicedirektør Dorthe Nøhr Andersen til Kontant. Hun understreger, at styrelsen nu har sat massivt ind for at forbedre kvaliteten.

indikerer det jo tydeligt, at man ikke har overvejet om det måske er selve systemet der fejler, men udelukkende er ude på at omklamre befolkningen med endnu flere kontroller, og ben til vennerne.

Drop det tåbelige mærke, allerhelst hele energirapporten, og lad i stedet tilstandsrapporten objektivt beskrive isoleringsforhold, udførsel af vinduer, varmeanlæg, osv.

Husk også på at energirapporten kun afspejler hvad der kan ses med det blotte øje, og der ikke må laves destruktive tests.

Og så for guds skyld fjern el (med mindre huset er elopvarmet) og vand fra energimærket, da disse intet har med sagen at gøre, men kun har at gøre med adfærd - selvfølgelig kan der være mening i at tilstandsrapporten nævner at der kan være en ide i at skifte et gammelt toilet og lignende, men lad være med at lade det påvirke et samlet "mærke"

Gør det obligatorisk at der skal fremlægges dokumentation for eksempelvis de sidste 5 års varmeforbrug - det er et meget bedre værktøj for køberen til at finde ud af de samlede omkostninger.

Selvfølgelig skal også dokumenteres vandomkostninger, i hvert fald for det sidste år - ikke fordi man skal tillægge antallet af m3 nogen betydning, men for at køber kan få en ide om hvor meget han vil blive plukket for i vandledningsafgift, mv.
Det har bare ikke noget at gøre i en "rapport" men er en del af handelsdokumenterne.

Endelig er det helt ude i hampen at energimærket har indbygget bias, i og med et hus med fjernvarme får et bedre energimærke end præcis samme hus med elvarme - det må da for pokker dreje sig om selve husets tekniske tilstand, og hvor meget energi der bruges, ikke favorisering af nogle venner fra en meget stærk lobby (i Skævinge er det svjv billigere at opvarme med el end fjernvarme, men alligevel får elhusene et dårligere mærke).

Generelt råd - hvis man ikke selv har god forstand på huse, så find en god tekniker til at hjælpe med selv at gennemgå huset, i stedet for at stole på et latterligt energimærke.

  • 11
  • 0

.. af boligmassen, er energimærket, penge smidt ud af vinduet. Hvem har brug for korruption, når der er arbejde til unyttige "energikonsulenter". Frivillig rådgivning i forbindelse med alm. vedligehold og istandsættelse er mere brugbart. Energimærket er bare blevet til et ekstra handelsstempelafgift.
Tinglysning og stempel ved lån er ellers dyrt nok.

  • 5
  • 0

Man savner at høre om fejlene har en tendens, eller om de er spredt omkring en muligvis korrekt værdi.
Nu er der jo faste grænser mellem mærkerne, så selv en lille afvigelse kan let flytte mærket en tak op eller ned på skalaen.
Jeg giver Christian Nobel ret i at vandforbruget egentlig er uvedkommende, men selvfølgelig bør det nævnes hvor meget energi et givent standardforbrug medfører, og om det er el eller andet der varmer det.
I visse energimærker er varmtvandsforbruget opført som 250l/m2.
I øvrigt er der alt for megen moralisering i mærkerne, som gør at man kan blive i tvivl om lødigheden og konsulentens tekniske kunnen og upartiskhed.
På boligsiden.dk kan rapporterne ses.

  • 1
  • 0

Energimærkning af huse er baseret på et beregningsprogram fra SBI. Konsulenterne skal indtaste en lang række oplysninger som inddata til dette program ud fra retningslinjer givet i Energistyrelsen Håndbog for energikonsulenter.

Blandt de retningslinjer er, at konsulenten altid skal overveje at foreslå vedvarende energi. Hvis man, berettiget eller ej, synes at det er noget sludder, så er adressen for beklagelsen Energistyrelsen, ikke konsulenterne.

Det meste af energimærkningsrapportens tekst udgøres af energistyrelsens fortrykte tekster.
Når Svend Ferdinansen beklager sig over ”for megen moralisering i mærkerne” så er adressen igen Energistyrelsen, ikke konsulenterne.

Det er nogen tid siden, at forbrug af vand har indgået i energimærkning af huse. Det, som indgår, er energiforbrug til opvarmning af brugsvand.

Et honorar på 6.000 kr. er meget for den enkelte husejer. På den anden side, hvis man er ansat i et større firma, er der næppe mere end 6 timer til at løse opgaven. Det er inklusiv indhentning af tegningsmateriale (som man ikke kan regne med at få udleveret), kørsel, besigtigelse, indtastning osv. Dertil skal lægges gebyr for brug af program og gebyr for at indberette. Det siger sig selv, at der skal løbes stærkt.

Som kommentar til DR's udsendelse: jeg forstår udmærket den husejer, der føler sig snydt af den misvisende tekst om, at der var tostrenget varmeanlæg, når det efterfølgende viste sig at være et enstrenget system. Det tostrengede system er at foretrække, da det medfører bedre afkøling, som kommer fjernvarme og kondenserende kedler til gode.
Imidlertid er det sådan, at enstrengede anlæg kontra tostrengede anlæg kan ikke flytte energimærkningen med det program, der skal anvendes.
Det er nok snarere den uisolerede lette ydervæg over vinduet, der flyttede mærket ved den efterfølgende berigtigelse af energimærkningen.

Jeg er enig et langt stykke med Christian Nobel i hans betragtninger om ordningen. Jeg foretrækker så afgjort de opgaver, hvor kunderne frivilligt henvender sig for at få rådgivning.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten