Endnu et milliard-byggeri fra Inabensa er måneder efter tidsplanen

Byggeriet af det nye akuthus og kvinde-barn-center – de to cirkelformede bygninger forrest i billedet – bliver henholdsvis tre måneder og én måned forsinket. Forsinkelsen skyldes blandt andet entreprenøren Inabensa. Projektdirektøren forventer dog, at fordyrelsen kan holdes inden for projektets reserver. Illustration: Nyt Hospital Herlev

Byggeriet af et nyt akuthus til Herlev Hospital bliver tre måneder forsinket, og et nyt kvinde-barn-center på samme matrikel er en måned forsinket. Den dato, hvor patienterne kan rykke ind, kan blive forsinket endnu mere, advarer projektdirektøren, for erfaringerne fra nogle af de andre hospitalsbyggerier viser, at det kan tage lang tid at få tjekket og indreguleret alle systemer, så de lever op til kravene på et moderne hospital. Det fortæller projektdirektør Connie Barfod til Ingeniøren:

Læs også: Skandaleramt spansk Niels Bohr-entreprenør bygger stadig på Herlev Hospital

»Den oprindelige tanke var, at akuthuset skulle have været afleveret lige inden nytår 2018, mens børnehuset skulle afleveres inden udgangen af marts 2019. Men nu bliver afleveringen af akuthuset rykket til udgangen af marts 2019, og børnehuset til udgangen af april.«

Ramt af sene leverancer

Forsinkelserne skyldes ifølge projektdirektøren blandt andet den spanske entreprenør Inabensa, der står for el, vvs og ventilation på byggeriet.

»Vi kan se, at der har været problemer med at nå nogle af afleveringerne. Og noget af det skyldes Inabensa, og noget af det skyldes nogle andre forhold. Det er stadig lidt uklart, så det er vi ved at indsamle flere oplysninger om,« siger hun.

Læs også: Niels Bohr Bygningen: 2,5 km rør skal udskiftes - kan koste op mod én milliard ekstra

På byggeriet af den nye Niels Bohr-bygning blev Inabensas entreprise opsagt af Bygningsstyrelsen med den begrundelse, at det udførte arbejde var af for dårlig kvalitet. Efterfølgende har andre entreprenører fjernet en del af Inabensas installationer og er startet forfra. Men på Nyt Hospital Herlev har Inabensa været under skærpet tilsyn, så der er ikke kvalitetsproblemer med Inabensas arbejder, men de er blevet forsinket – blandt andet fordi de har fået materialer leveret for sent.

Tør ikke forcere arbejder

Byggeledelsen har overvejet, om forsinkelserne kan indhentes ved at forcere arbejdet, men den løsning er blevet fravalgt af frygt for, at der så ville opstå kvalitetsproblemer på byggeriet.

»Først og fremmest er det et ønske om at sige, at vi vil have den kvalitet, vi har bestilt. Og derfor vil vi hellere give entreprenørerne noget mere tid,« forklarer Connie Barfod.

Inabensa overrasket over bygherrekrav

En af udfordringerne med Inabensa er, at entreprenøren er blevet overrasket over, hvor meget bygherren blander sig i overholdelsen af byggeriets tidsplan, fortæller Connie Barfod.

»Inabensa kommer åbenbart fra en kultur, hvor man løser den her slags internt mellem entreprenørerne uden at blande bygherren ind i det. De har ikke en dansk kultur, hvor bygherren rejser krav direkte mod dem. Så lige nu formulerer de et modsvar, som jeg endnu ikke kender indholdet af.«

Selv om hun ikke kender indholdet, forventer Connie Barfod, at Inabensa vil forsøge at påvise, at nogle af forholdene skyldes projektets andre entreprenører og rådgivere.

Fordyrelse kan holdes inden for reserver

Forsinkelserne betyder, at Region Hovedstaden, der står bag byggeriet, skal holde gang i sin projektorganisation og i byggepladsen længere end forventet. Men Connie Barfod vil ikke sætte en pris på, hvad forsinkelserne vil koste.

Læs også: Vejdirektoratet overtager statens byggerier efter byggeskandale

»Byggepladsen og funktionærerne vil selvfølgelig koste mere. Men samlet bliver byggeriet jo kun forsinket en måneds tid mere. Jeg vil ikke sætte tal på fordyrelsen, for vi har jo heller ikke forhandlet med entreprenørerne om, hvad de skal have for det. Men vores skøn ligger inden for de reserver, der er i projektet.«

Ved udgangen af 1. kvartal havde Nyt Hospital Herlev ifølge den senest offentliggjorte uafhængige risikovurdering reserver på 131,9 mio. kr og derudover mulighed for at lave besparelser i projektet til en maksimal værdi af 36,8 mio. kr.

Patienter kommer til at vente

Men der er ingen tvivl om, at det ikke længere vil være muligt at få de første patienter ind i bygningerne medio 2019, som det ellers var planlagt.

»Vi har aldrig besluttet, om medio 2019 betød før eller efter sommerferien, men det, vi så siger nu, er, at det nye indflytningstidspunkt kan blive oktober eller november eller måske endda december. Alt det har vi ikke planlagt endnu.«

Desuden er der dukket endnu en joker op i planlægningen. Erfaringen fra nogle af de andre hospitalsbyggerier, eksempelvis Det Ny Universitetshospital i Skejby (DNU), er nemlig, at det tager længere tid end planlagt at få de nye supersygehuse til at fungere.

»Hvis vi oprindeligt havde antaget, at det ville tage seks måneder, og erfaringerne fra DNU og andre viser, at det nok ikke kan nås på den tid, så har det selvfølgelig også en indflydelse på, hvornår den første patient træder ind ad døren.«

Kolliderer med andre sygehusbyggerier

Desuden kan ibrugtagningen blive yderligere forsinket af de enkelte afdelingers ønsker, og at bygningerne nu står til at blive klar samtidig med nogle af de andre sygehusprojekter i regionen.

»Der vil også være nogle tidspunkter på året, hvor det er bedre for vores afdelinger at flytte end andre, så der vil også være en koordinering i forhold til det og i forhold til andre store flytninger i Region Hovedstaden, der er sat til at foregå samtidig. Så det er ikke kun bygningens færdiggørelsestidspunkt, der kommer til at bestemme, hvornår den bliver taget i brug.«

Ingeniøren har sendt Inabensas spanske moderselskab, Abengoa, en række spørgsmål om forsinkelserne i Herlev. Men Abengoa er ikke vendt tilbage før redaktionens deadline. I november, da vi første gang skrev om forsinkelserne på Herlev Hospital, spurgte Ingeniøren Abengoa, om virksomheden anerkendte, at den var ansvarlig for de forsinkelser, der var opstået på daværende tidspunkt, hvad årsagen til forsinkelserne i deres øjne var, og hvad virksomheden ville gøre for at indhente forsinkelserne.

Abengos presseafdeling svarede kort, at de »holdt de sædvanlige møder mellem bygherren og entreprenøren«.

Den 13. december 2018 - dagen efter denne artikels offentliggørelse - vendte Abengoa tilbage med en kort besked om, at virksomheden »ikke er enig i, at Inabensa er ansvarlig for de nævnte forsinkelser på Herlev Hospital.«

Artiklen er opdateret 14. december 2018 kl. 16.00 med Abengoas svar.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

""Man får hvad man betaler for"

Gør man virkeligt det?

Jeg mener at der er noget der hedder EU Licitationsregler som har medvirket til, at man har aftaget dubiøse varer og tjenesteydelser sydfra, som IC4 , Metro og nu Inabensas to byggerier i København.

  • 2
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten