Endnu en lukning venter for Cityringens passagerer
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Endnu en lukning venter for Cityringens passagerer

Illustration: Büro Jantzen/Metroselskabet

I 2024, når den nye metrostrækning mod den københavnske Sydhavn skal sluttes til Cityringen, skal metropassagererne igen finde andre måder at komme gennem hovedstaden på. I et mailsvar til Ingeniøren oplyser Metroselskabet nemlig, at »det formentlig [vil] blive samme situation, når vi skal åbne metrolinjen til Sydhavn.«

Læs også: Cityringen lukkes helt ned i to uger

Problemet i 2024 er nemlig det samme, som Metroselskabet står over for nu: Når en ny afgrening skal tilsluttes, er selskabet nødt til at opdatere styresystemerne såvel i togene som i kontrolcentret. Og de nye systemer skal testes og sikkerhedsgodkendes, før der må køres med passagerer. I januar er det afgreningen mod Nordhavn, der skal tilsluttes, og efter at have overvejet forskellige måder at gennemføre opgradering, test og sikkerhedsgodkendelse, er Metroselskabet nået frem til, at det bedste er at lukke Cityringen helt ned i uge tre og fire.

»Den sidste testfase er nødvendig, for at vi kan åbne den nye metrolinje til Nordhavn, og det kan ikke gøres uden at forstyrre driften på Cityringen. Der er ingen gode løsninger, men vi har valgt den løsning, der generer passagererne mindst muligt. Cityringen vil lukke helt i to uger og blive erstattet af metrobusser, som kommer til at køre ca. hvert fjerde minut i myldretiden på de mest centrale og travle strækninger. Vi har fravalgt en løsning, hvor passagerne skulle stå hver morgen i seks uger og være i tvivl, om metroen kører. Vores passagerer skal kunne regne med, at metroen kører stabilt, når den kører,« begrundede administrerende direktør i Metroselskabet, Henrik Plougmann Olsen i en pressemeddelelse.

Læs også: Cityringen efter skinneslibning: Hver tredje støjramte nabo er stadig generet

DR Nyheder spurgte i den forbindelse direktør i Metroselskabet, Rebekka Nymark, om det ville blive den sidste lukning af Cityringen.

»Der kommer ikke til at være andre langvarige lukninger i forbindelse med denne linje,« svarede direktøren til DR Nyheder

Men det gør der altså, når afgreningen mod Sydhavn skal kobles til Cityringen i 2024.

»Når der skal åbnes en ny strækning på en metrolinje, kræver det en sikkerhedsgodkendelse fra Trafikstyrelsen baseret på en vurdering fra en uafhængig sikkerhedsassessor. En sådan godkendelse får man først helt op mod selve åbningen. Den første metro åbnede også i etaper, så her var situationen den samme. Det er rigtigt, at vi ikke venter flere langvarige lukninger i forbindelse med åbningen af M4 Nordhavnen end den, vi allerede har varslet. Når M4 Sydhavnen åbner, vil der være behov for en tilsvarende testning og lukning af systemet,« uddyber Rebekka Nymark til Ingeniøren.

Og til den tid kommer lukningen til at påvirke mange flere end den planlagte lukning i januar.

Flere passagerer rammes i 2024

Indtil videre har Cityringen haft omkring fire millioner rejsende pr. måned, men i 2024 forventer selskabet ifølge sit langtidsbudget 77 mio. passagerer om året – svarende til 6,4 mio. rejsende om måneden, hvis man laver en simpel gennemsnitsberegning.

Da der stadig er lang tid til 2024, kan Metroselskabet ikke på nuværende tidspunkt sige, om der bliver brug for præcis to uger som i januar, men forventningen er, at det igen bliver nødvendigt at lukke hele Cityringen.

»Den nøjagtige tilrettelæggelse heraf (lukningen, red.) vil blive fastlagt til den tid,« siger Rebekka Nymark.

OPDATERET: Artiklen er opdateret med udtalelser fra direktør Rebekka Nymark 17/12-2019 kl. 08.42.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Der er ingen gode løsninger, men vi har valgt den løsning, der generer passagererne mindst muligt. Cityringen vil lukke helt i to uger og blive erstattet af metrobusser, som kommer til at køre ca. hvert fjerde minut i myldretiden på de mest centrale og travle strækninger." Først smadrer Movia busnettet i København på krav fra Metroselskabet. Flest mulige skal tvinges ned i metroen for at få afviklet den ubetalelige gæld. Det betyder, at de rejsende skal skifte langt oftere end før Ringmetroen belv taget i brug. Muligt, at det på nogle destinationer kommer til at gå hurtigere - på papiret. I praksis betyder det komforttab med de mange skift. Tidligere kørte 1A Hellerup-Østerport-Rådhuspladsen-Hviovre. Så blev den omlagt til at køre via Blegdamsvej - for 3A blev nedlagt - og så sparede Movia dén rute. Smart. Men det betyder også, at der nu er svært at komme den ret korte afstand fra Østerport til Kgs. Nytorv nu hvor metroen er ude af drift. 1A kørte hver 5. minut - alternativet er en ny line 23, der kører hver halve time - udenfor myldretiden. Genialt. Så Plougman Olsens skvalder om at der indsættes metrobusser i myldretiden, den holder ikke én meter. Men men - ingen kan tillade sig at være forbavset over metroselskabet.

  • 0
  • 3

Tidligere kørte 1A Hellerup-Østerport-Rådhuspladsen-Hviovre. Så blev den omlagt til at køre via Blegdamsvej - for 3A blev nedlagt - og så sparede Movia dén rute. Smart. Men det betyder også, at der nu er svært at komme den ret korte afstand fra Østerport til Kgs. Nytorv nu hvor metroen er ude af drift.

Vrøvl! Der blev indsat busser som kørte i linje 1A´s gamle rute men kun med stop ved Marmorkirken. Altså er forbedring i forhold til før Cityringen åbnede i hastighed, og en eksakt pandant til Cityringen. Naturligvis langsommere, da bussen ikke kommer ligeså hurtig igennem trafikken som metroen, men stadig en forbedring i forhold til før 29/9-2019.

Efter Metrocityringen er åbnet, har jeg nogle gange set linje 1A køre helt tom for passagerer. Det så man aldrig før, men er jo et udtryk for behovet er betragteligt mindre, og derfor skal busnettet naturligvis tilpasses.

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten