Endnu et bud på mindre sort cement: Algers fotosyntese kan erstatte 1.500 graders varme
I disse år vrimler det frem med forslag til, hvordan vi kan gøre de konventionelle processer mere grønne og klimavenlige.
Og endnu en idé i rækken er alge-hjælp til cementproduktion, som ifølge forskerne bag et nyt projekt kan gøre cementproduktionen CO2-neutral.
Idéen kommer fra et hold forskere ved University of Colorado Boulder (CU Boulder), som netop har fået tildelt 23 millioner kroner af den amerikanske stat til projektet.
Det skriver CU Boulder Today.
CU Boulders Wil Srubar, professor i miljøarkitektur og leder af CU Boulders laboratorium for 'levende materialer' fortæller om, hvad projektet går ud på:
Cementproduktionen bidrager i dag til syv procent af verdens samlede udledning af drivhusgasser med to milliarder tons CO2, der bliver udledt til atmosfæren årligt gennem den konventionelle cementproduktion.
Men forskerne bag det nye projekt, vil bruge fotosyntesen fra alger til at producere de kalksten, der normalt kræver meget høje temperaturer, og som er baggrunden for det store klimaaftryk.
Ifølge idémanden bag projektet, professor i miljøarkitektur ved CU Boulder Wil Srubar, har han fundet en metode til at forkalke alger, der optager CO2 i vandet, således at det kan producere kalksten via fotosyntese.
»Det er virkelig et spændende øjeblik for vores hold. Industrien er nødt til at løse dette meget modbydelige problem, og vi mener, at vi har en af de bedste løsninger, hvis ikke den bedste,« siger Wil Srubar.
Kernen i projektet er en bestem type alge, nemlig gulalgen kalkflagellater, som producerer calciumcarbonat ved hjælp af udelukkende saltvand, sollys og CO2.
Og ifølge forskerne bag projektet kræver det "blot" 4-8000 km2 åbne damme til at kunne dække hele USA's cementbehov.
