En vovehals med topfeber

Dette er faktisk en boganmeldelse, men jeg må lige fortælle, at jeg ærlig talt blev lidt mopset, da jeg første gang hørte, at civilingeniør Søren Gudmann på 193 dage havde præsteret at bestige samtlige Seven Summits - eller i hvert fald de syv af dem.

Nu har vi i en årelang serie bragt fotos med Bagsidelæsende ingeniører på toppen af Kilimanjaro og andre spektakulære højdepunkter, såsom Aconcagua og f.eks. Mt. Blanc (4.013 m, men ikke Europas højeste, som er Elbrus i Kaukasus). Hvad ligner det så, at en dansk inge­niør klatrer op på syv verdensdeles syv højeste toppe - uden at medbringe Bagsiden med tillæg! Jeg mangler faktisk stadig et billede af Bagsiden på toppen af Mt. Everest!

Det brokkede jeg mig så over her på siden tidligere på året og fik nogen tid efter en venlig mail fra Søren, hvori han beklagede sin forsømmelse. Sagen er, at han ikke længere regelmæssigt læser Bagsiden, fordi han bor og arbejder i Norge, når han da ikke lige klatrer rundt i alverdens bjerge, så han var ikke opmærksom på fotoserien.

Men heldigvis kunne han love mig et læsesituationsfoto fra én af de syv toppe, nærmere bestemt den ottende! Hans multibestigning i perioden maj til december 2005 var nemlig sluttet på toppen af det højeste australske bjerg Kosciuszko (kun 2.229 m) i stedet for på toppen af Carstenz Pyramid i Indonesien (4.884 m), som det bl.a. af politiske grunde kan være mere besværlig at få lov at bestige.

(Topografisk interesserede skal vide, at de to toppe - lidt ulogisk - regnes for alternativt at repræsentere "Australasien" blandt de syv globale højdepunkter. Det skyldes, at den mere spektakulære Carstenz Pyramid ikke ligger i nogen af de traditionelt definerede syv verdensdele, hvortil Australien regnes, og så har man opfundet Australasien for at få den med på listen - så derfor er der otte Seven Summits.)

Men Søren kan naturligvis ikke undlade også at bestige Carstenz Pyramid, fortalte han mig, og det skulle ske i maj i år og så skulle han nok tage Bagsiden med derop.

Bogen om bestigningen af de syv tinder i syv verdensdele på syv måneder er en fascinerende og meget personlig historie om en ret fantastisk præstation. Søren Gudmann har et levende og præcist sprog og fortæller hudløst ærligt og uden pralerier om sine oplevelser og følelser - man erindres uvilkårligt om Kiplings fortællestil. Forfatteren er tydligvis gjort af et særlig sejt materiale, der første gang røber sig, da han som teenager gennemfører Hærvejsmarchens 90 km, selv om fødderne hænger i laser. Hvis nogle vabler får dig til at give op, kan du godt glemme alt om at bestige Everest.

Hovedvægten i bogen ligger naturligvis på de syv klatretures forberedelser og forløb, om de somme tider ret hårrejsende strabadser og råddent vejr, der til tider forårsager livsfarlige situationer. Men forhistorien om, hvordan han blev fascineret af bjergbestigning og siden 1998 har uddannet sig og trænet på diverse bjerge giver baggrund for at forstå, hvad der driver ham ud i sådanne fysiske og ikke mindst psykiske excesser.

Hans indstilling til tilværelsen er på en gang meget ingeniørmæssig og moderne, men tilsat masser af god gammeldags eventyrlyst, som man troede tilhørte en svunden generation. Bogen tager på en måde tråden op fra Jack Londons "Historier fra ødemarken". Kort sagt årets julegave til alle raske piger og drenge.

Nu regner jeg så med, at Søren ved lejlighed lige snupper Everest igen -og husker bladet denne gang! [Lynch]