En tragisk historie om ØK's sammenbrud
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

En tragisk historie om ØK's sammenbrud

Bog ØK i uvejr - Da ØK's aktiekapital sank i Stillehavet. Af Chresten A.

Bjerrum. A/S Forlaget Børsen, 375 kr. 185 sider.

Det sidste Kompagni - ØKs storhed og fald. Af Flemming Højbo, Schultz, 350 kr. 209 sider.

Det er rystende læsning, - to bøger, der handler om, hvordan en uduelig ledelse kunne bringe et nationalt klenodie som Det Østasiatiske Kompagni til fald. Bøgerne supplerer hinanden godt. Bjerrums bog handler om shippingtiden fra 1977 til 1992, og er en case story om, hvordan koncernens stillehavseventur resulterer i et milliardtab. Højbos bog gennemgår hele ØK's historien lige fra stiftelsen i 1897.

Bjerrum har været direktør i koncernen fra 1978 til 1990. Højbo er journalist og i dag ansat på Politikens erhvervsredaktion. At Bjerrum så at sige er øjenvidne til begivenhederne, giver indimellem hans bog en særlig friskhed, hvor journalistens gennemgang undertiden kan virke lidt mere tør og opremsende.

DET BEGYNDER I 1976 ØK's forhenværende direktør, Henning Sparsø får ikke nogen smigrende omtale i de to bøger. Bjerrum beskriver ham som en enerådig og arrogant person, der ganske mangler selvkritik. Ulykken begynder i 1976 med kontrahering af nogle specielt udviklede fragtskibe, de såkaldte 'Liner Replacement Vessels (LRV)', der skal sættes ind på trafikken over Stillehavet, og her kunne klare alle tænkelige transportopgaver. Det kan de også, men de er ikke gode til nogen af opgaverne.

På dette tidspunkt er Mogens Pagh foresiddende administrerende direktør med Sparsø som administrerende direktør med ansvar for skibsfarten.

Fem ud af syv skibe bygges på Nakskov Skibsværft. Prisen for skibene er for høj. De er for små og for langsomme. Lastegrejet er uhensigtsmæssigt, og selv om de er tænkt som containerskibe, fungerer de ikke som sådanne. Kun tre af fem lastrum er indrettet til containere.

Inden for ØK bliver man ret hurtigt klar over, at den er rivende gal.

Men Sparsø ønsker ikke at diskutere lukning af Stillehavsruten. Det vil blive for dyrt. Økonomien udvikler sig imidlertid fortsat dårligt. I Højbos bog fortælles, hvordan der fosser formuer ud af flere store ØK-virksomheder, - ikke bare fra Stillehavslinien, men også fra Nakskov Skibsværft og den store canadiske trævirksomhed Tahsis Company. Galt går det også Sojakagefabrikken og Plumrose. Også Paul Bergsøe & Søn må forbløde efter et samarbejde med ØK om blysmelterier bl.a. i USA.

SPARSØ KOMMER TIL I 1981 bliver Mogens Pagh sat fra magten. Han er på det tidspunkt arbejdende bestyrelsesformand. Året forinden er Sparsø - manden bag Stillehavseventyret - uheldigvis blevet valgt som foresiddende administrerende direktør, mens T.

Wøldike Schmith bliver formand.

Stillehavslinien fortsætter imidlertid med at give tab på trods af forskellige ruteændringer, udskiftning af skibe m.m., skiftende samarbejdspartnere m.m. Sparsø undskylder sig ifølge Bjerrum med, at linien er strategisk vigtig for kompagniet.

Sparsø er urokkelig, og gennemgående præget af ønsketænkning. I ØK's beretning så sent som i 1991 fortælles det, at man for 1992 forventer et nettoresultat på 794 millioner kr., - ikke 790 eller 800, men eksakt 794. Det blev i stedet et underskud på på 1382 millioner kr. Men på det tidspunkt var Sparsø omsider fjernet fra roret.

Når det gik så galt, fortæller Højbo, hang det sammen med kompagniets ejendommelige organisation, - en kombination af et holdingselskab og et kompagni, der betød, at kompagniet for en stor del ejer sig selv og helt kan styres af funktionærerne.

Konstruktionen blev godkendt i en særlig lex ØK i selskabskattelovgivningen fra 1961 med det angivelige formål at skulle danne et bolværk overfor udenlandsk fjendtlig overtagelse af kompagniet. Samtidigt blev ØK Holding i øvrigt fritaget for skat, hvilket frem til 1993 har betydet en samlet indirekte statsstøtte på en halv milliard kr.(93-kroner).

FJENDTLIG OVERTAGELSE I 1990 fandt en gruppe unge børsmæglere ud af, at de måske alligevel ved hjælp af tilstrækkeligt mange investorer kunne gennemføre en fjendtlig overtagelse af ØK med henblik på at realisere en række af kompagniets skjulte værdier.

Salgsværdien for hele kompagniet blev anslået til mindst 10 milliarder kr. Det var nær ved at lykkes, men til sidst svigtede en af de store investorer. Det var Hafnia, der i stedet fik travlt med at købe sig ind i Baltica.

Næste forsøg kommer fra flere pensionskasser, deriblandt Dansk Ingeniørforenings Pensionskasse, DIP. Også her har man fået øje på de skjulte værdier. DIP råder i foråret 1991 over godt syv procent af aktierne i ØK Holding og én procent i ØK.

De bliver købt til kurs mellem 150 og 160. Det skulle vise sig at blive en dyr investering, da overtagelsesforsøgene i første omgang mislykkes, så Sparsø kunne fortsætte. I september 1992 dykker aktierne ned til kurs 52. På dette tidspunkt blev presset på ØK så voldsomt, at Sparsø må gå, og bestyrelsen udskiftes. En ny bestyrelse og direktion kunne gå i gang med en redningsplan, der betød salg af en række aktiviteter. Omkring en tredjedel af koncernen skal skilles fra. I dag er planen gennemført så langt, at kursen igen er oppe på omkring det beløb, som DIP købte sine første ØK-aktier for.

I dag koncentrerer ØK sig om Østen og forretningerne der. To tredjedele af omsætningen ligger i Østen. Koncernen anno 1993 ligner stadig en blandet landhandel. Den driver plantager i Malaysia, fremstiller kemikalier i Thailand og babymad i Kina, handler med uld i Australien, sælger Mars Bar på Taiwan og driver flytteforretning i Hong Kong.

MÅ VENDE SIG I GRAVEN Men den gamle etatsråd, H.N. Andersen må vende sig i sin grav, hvis han har fulgt kompagniets sammenbrud. Hvordan kunne det gå sådan? Højbo skriver bl.a.: 'At styreformen bygget op omkring en enkelt stærk mand som Henning Men den gamle etatsråd, H.N. Andersen må vende sig i sin grav, hvis han har fulgt kompagniets sammenbrud. Hvordan kunne det gå sådan? Højbo skriver bl.a.: 'At styreformen bygget op omkring en enkelt stærk mand som Henning H.

Sparsø har vist sig problematisk, har mange i ØK haft svært ved at forstå. Ofte med henvisning til A.P. Møller. Hvorfor kan Mærsk have så stor succes med det?, har været et tilbagevendende spørgsmål. Men et spørgsmål, der ikke har taget højde for, hvordan ØK er en på så mange måder mere kompleks koncern. Spredt over et utal af forskellige forretningstyper. Og uden den krævende storaktionær som Møller-familien har været for A.P. Møller. Ja, faktisk helt uden krævende og kritiske aktionærer indtil 1990'erne. Sparsø har været en funktionær i et funktionærstyret kompagni'.

Men selvfølgelig kan man ikke afvise, at ØK-konstruktionen kunne fungere, hvis kompagniets ledere havde haft lidt mere sund fornuft. Det var de forkerte mænd, der sad på magten. m.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten