En storm på Jupiters blæser 600 km/t

Astronomer har analyseret data fra to kraftige storme på Jupiters nordlige halvkugle. Analyserne viser, at Jupiters indre varme spiller en afgørende rolle i at skabe storme.

Stormene på Jupiter hærgede i marts 2007. Tilsvarende begivenheder fandt sted i 1975 og 1990, men sidste år kunne de for første gang observeres med de kraftige moderne teleskoper.

De blev fanget med Nasas Hubble-rumteleskop og teleskoper på Hawaii og de kanariske øer.

To kraftige storme blev fulgt fra deres opståen på Jupiters nordlige halvkugle i marts 2007. Til venstre observeret i det infrarøde område og til højre i det synlige område. (Foto: Nasa/Esa) Illustration: Nasa/Esa

Nu har et internationalt hold astronomer under ledelse af Agustín Sánchez-Lavega Universidad del País Vasco i Spanien, offentliggjort resultaterne af en analyse i det seneste nummer af tidsskriftet Nature.

Stormen blev opdaget, mens astronomerne var ved at foretage observationer af Jupiter som supplement til rumsonden New Horizons observationer under forbiflyvningen på vej til Pluto. Her så astronomerne, at to storme voksede fra 400 til 2.000 kilometer i diameter på under én dag.

Vindene på Jupiter er kraftigst midt på dens nordlige halvkugle, hvor de når op på 600 kilometer i timen.

Atmosfæren på den gasfyldte planet Jupiter er altid turbulent. Cirkulationen er domineret af bånd i farvede mønstre, som ændrer sig med afstanden til ækvator, og kraftige jetstrømme. Ændringerne i atmosfæren er nogle gange meget voldsomme og starter med lokale udbrud, som så breder til forstyrrelse rundt i hele atmosfæren.

Forskerne ved endnu ikke, hvordan stormene og jetstrømmene opstår. Det kan være på grund af Solen eller kraftig indre varme fra Jupiter.

Astronomernes analyser viser, at stormen i marts startede i Jupiters dybtliggende, vandholdige skyer. Herfra bevægede de sig op gennem atmosfæren og tilførte en blanding af ammoniakis og vand til omkring 30 kilometer over de synlige skyer. Stormen gled sammen med en kraftig jetstrøm, hvilket betød, at den blev til en global ændring i atmosfæren med røde skypartikler.

Til trods for de store mængder energi, som stormen tilfører, har det vist sig, at jetstrømmen er næsten uændret bagefter. Modeller viser, at jetstrømmene strækker sig dybt ned i atmosfæren, mere end 100 kilometer under de synlige skytoppe.

Ved sammenligninger med tidligere storme eller forstyrrelser i 1975 og 1990 er der mange sammenfald, som astronomerne endnu ikke kan forklare. Stormene opstår med et interval på mellem 15 og 17 år og deres samspil med jetstrømmene sker på samme måde.

Ved at forstå disse systemer på Jupiter kan forskerne også få indsigt i tilsvarende systemer på Jorden, hvor der også opstår storme, og hvor cirkulationen i atmosfæren er domineret af jetstrømme. Så Jupiter er et slags meteorologisk laboratorium.

Dokumentation

Nasas pressemeddelelse