En smartphone er flygtningens vigtigste hjælper
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

En smartphone er flygtningens vigtigste hjælper

I disse tider er det ikke kun mad, vand og et sted at sove, som flygtninge håber at finde, når de når frem til en destination på deres lange, farlige og udmarvende færd. I mindst lige så høj kurs er strømforsyning til opladning af smartphones og muligheden for at komme på internettet.

Og det er naturligvis ikke for at kunne spille spil og surfe på nettet, at flygtningene kæmper for at få deres telefoner til opladning. Det er ren overlevelse.

»Vores telefoner og opladere er vigtigere end noget andet på vores færd. Selv vigtigere end mad,« fortalte Wael, en 32-årig mandlig syrisk flygtning, til Business Insider i august.

Læs også: Nødhjælp er også satellittelefoner

På hovedbanegården i Ungarns hovedstad, Budapest, var der i sidste uge samlet mange tusinde flygtninge, som blev tilbageholdt af ungarsk politi. Her oplevede Kate Coyer et kæmpe behov hos de mange flygtninge for at få strøm på deres smartphones.

»Det var meget tydeligt, at folk desperat prøvede at finde måder at oplade deres telefon på,« fortalte Kate Coyer, der er formand for Civil Society and Technology Project på Central European University i Budapest, til New Scientist.

Hun har sammen med en gruppe kolleger opsat adskillige ladeposter på banegården, ligesom de tilbyder gratis wifi.

Smartphones med netadgang er nemlig essentielle for de mange flygtninge, som skal navigere gennem fremmed, farligt land på jagt efter en lysere fremtid.

GPS er uundværlig

Mange af de mennesker, der er flygtet fra Syrien, Irak og andre lande, hvor militante kampe har drevet dem væk fra deres hjem, har destination mod så fjerne lande som Sverige, Danmark og ikke mindst Tyskland.

Flere tusinde kilometer skal tilbagelægges i fremmed, usikkert territorium, hvor man ikke bare lige kan vende om, hvis man kommer med det forkerte tog eller går den gale vej. En GPS er derfor meget vigtig for flygtningene, for at de kan finde vej til deres slutdestination.

The International Rescue Committee har dokumenteret en syrisk mands rejse hele vejen fra Aleppo til Hamborg. Han havde tilbagelagt den lange rejse med både færge, tog, taxa og til fods, og brugte sin smartphone som guide på den to måneder lange rejse, hvor han både oplevede tilbageholdelse, politivold og bander med geværer rettet mod ham.

Al information deles på Facebook

Det er en farefuld færd at være flygtning, og samtidig med at alle er deres egen lykkes smed, forsøger man også at hjælpe hinanden så vidt muligt. Der findes flere lukkede Facebook-grupper med tusindvis af flygtninge, som deler informationer om eksempelvis sikre ruter, usikre ruter, måder at omgås bureaukratiske instanser, telefonnumre på menneskesmuglere af både den hjælpsomme og knap så hjælpsomme slags og meget andet.

»Vi vil gerne hjælpe vores landsmænd fra Syrien, så der ikke er nogen, der bliver snydt af smuglere. Så når der er nogen, der støder på en billig smugler, bliver hans telefonnummer delt på Facebook,« fortalte Wael til Business Insider.

Der findes blandt andet grupper ved navn 'Asylum and migration in all Europe' og 'Asylum in Sweden, Holland, Norway, Germany, Britain, Austria and Switzerland', og 'Bus stop for the lost ones', som ifølge Business Insider har over 42.000 medlemmer.

Da der i sidste uge var pres på banegården i Budapest, blev en gruppe flygtninge eksempelvis sendt med et tog, der skulle køre mod den østrigske grænse. I stedet blev de smidt af 30 kilometer uden for hovedstaden i en lille by ved navn Bicske. De flygtninge, som stod i Budapest og ventede på næste afgang, kunne via opslag på Facebook således se, at de skulle finde en anden måde at komme ud af byen på.

»Vi syrere hjælper hinanden og giver hinanden gode råd,« siger Wael.

Kommunikationsapps som Viber og WhatsApp, som i mange lande har erstattet sms-beskeden, er også et vigtigt redskab for de mange flygtninge for at holde kontakt både med den familie, der er blevet tilbage i de krigshærgede områder, og også den eventuelle familie, som allerede er flygtet, og venter et sted nordpå.

Airbnb for flygtninge

Flere forskellige hjemmesider leverer også information til de mange flygtninge. En blog ved navn Refugees Welcome Pad har eksempelvis samlet en masse brugbar information om blandt andet asylpolitik i de forskellige lande, helbredsbrochurer og lister over savnede personer.

En anden side, hvor flygtninge kan finde midlertidig husly, er en tysk-baseret side ved navn Refugees Welcome, som beskriver sig selv som ‘Airbnb for flygtninge’. Her kan privatpersoner stille en seng eller sofa til rådighed for flygtninge, hvilket 138 personer i Tyskland og Østrig allerede har gjort.

Siden håber at kunne udvides til andre lande som eksempelvis England, Frankrig og Danmark.

Telefonen er uundværlig

Smartphones med internet og især sociale medier er altså blevet et fuldstændig afgørende middel, når man er flygtning og skal tilbagelægge flere tusinde kilometer i jagten på en lysere fremtid. Mister man sin telefon, mister man adgang til al information, ifølge Wael.

Da han skulle krydse havet fra Tyrkiet til Grækenland, pakkede han sin telefon ind i en plasticpose.

»Vi kunne ikke have noget som helst med på båden, fordi vi stod så tæt. Men telefonerne er det mest dyrebare, vi ejer.«

Kommentarer (0)