En lille istid i senantikken førte til voldsomme samfundsforandringer

En lille istid i senantikken førte til voldsomme samfundsforandringer

Mellem 536 og 660 var hele den nordlige halvkugle meget koldere end i tiden før og efter og præget af store samfundsomvæltninger. Det er ikke kun et tilfælde, mener tværvidenskabelig forskningsgruppe, der har rekonstrueret klimaet ud fra årringe i træer.

Mange historiske beretninger fortæller om en mystisk sky, som dækkede himlen i en periode på halvandet år fra marts 536, og som i dag forklares med eftervirkningerne fra et enormt vulkanudbrud.

Procopius, der levede fra ca. 500 til ca. 560, beskrev året 536 på denne måde.

Læs også: Vulkanudbrud har ført til pandemier og hungersnød

Det var på alle måde en kold tid, som af flere årsager varede i mere end 100 år.

En international forskergruppe under ledelse af Ulf Büntgen fra Eidgenössische Forschungsanstalt für Wald, Schnee und Landschaft WSL i Schweiz har nu undersøgt den langvarige afkøling i perioden fra 536 til ca. 660 mere indgående. De har døbt perioden for Senantikkens Lille Istid og sammenholdt klimaet med de store samfundsmæssige omvæltninger, der skete i samme tidsrum.

De har offentliggjort deres analyse i Nature Geoscience.

Senantikkens Lille Istid. Figurerne viser temperaturen i forhold til et gennemsnit for perioden 1961-1990. Den øverste gælder for Altaj i Sibirien, den nederste for Alperne i Europa. De vandrette blå linjer repræsenterer årtier, der er blandt de ti koldeste de seneste 2.000 år. Allernederst er vist, hvordan vulkanudbrud giver en reduktion i den modtagne soleffekt (W/m^2).

Klimadata er bl.a. baseret på data fra iskerneboringer, sedimenter i søer og gletsjerdynamik.

Data der indgår i bestemmelsen af sommertemperaturen de seneste 2.000 år. (Grafik: U. Büntgen et al., Nature Geoscience)

Som et nyt bidrag til disse klimadata har forskerne analyseret årringe i træer fra Alperne i Europa og Altaj-bjergkæden i Sibirien.

På den baggrund har de bestemt sommertemperaturen i Europa og Asien i en periode på 2.000 år.

De har fundet, at fra 536 til ca. 660 var det så koldt, at det berettiger til at kalde perioden for Senantikkens Lille Istid.

Klimaet i denne periode var påvirket af store vulkanudbrud i 536, 540 og 547. Virkningerne heraf blev forlænget på grund af feedback mellem hav og havis, der påvirkede havstrømmene og varmetransporten i havene. Desuden kan den modtagne energi fra Solen have være meget lav i denne periode, som det fremgår af en artikel i Nature Geoscience fra 2009.

Historiker er enig i konklusionerne

Historikeren John Haldon fra Princeton University leder et forskningsprojekt om klimaforandringernes betydning i historisk kontekst.

Han skriver i en kommentar i Nature Geoscience, at det kan være meget vanskeligt identificere årsagssammenhænge for historiske begivenheder.

»Men for Senantikkens Lille Istid er der god grund til at tro, at der findes en årsagssammenhæng, da der er tale om en dramatisk periode med afkøling, som kan identificeres præcist, og som havde sammenfald med store samfundsmæssige forandringer over en stor del af Jorden.«

Han tilføjer, at hvor der findes tilstrækkeligt med arkæologiske fund og historisk dokumentation, som kan kombineres med videnskabelige data af den slags som Büntgen og de øvrige forskere har anvendt, så kan man fremsætte fortolkninger om årsagssammenhænge.

Kommentarer (18)

....det kan være meget vanskeligt identificere årsagssammenhænge....

Jeg spørger mig selv, hvorfor han så gør det alligevel?
Det der med korrelationsanalyser som baggrund for en årsags - virkningssammenhæng er efter min mening at bevæge sig på meget tynd is.

  • 6
  • 0