En fysisk forklaring på finanskrisen

En fysisk forklaring på finanskrisen

Økonomernes snævertsynede tanke på ligevægt og katastrofale mangel på indsigt i de fysiske love for komplekse systemers udvikling, var medvirkende til at kaste verden ud i en global finanskrise, mener økonofysikerne.

Finansmarkedernes kollaps skyldes ganske enkelt, at det nuværende økonomiske system bygger på forsimplede antagelser, der ikke holder i virkeligheden.

Det mener en lang række økonofysikere - folk, der ser på økonomiske problemstillinger med fysiske briller.

Det er velkendt, at naturvidenskabelige metoder kan anvendes inden for økonomien og er stærkt efterspurgte. Finansverdenen har eksempelvis gennem de seneste år i stigende grad ansat personer med naturvidenskabelig uddannelse, for bedre at kunne lave kvantitative analyser af børsmarkederne.

De modeller og analyseværktøjer, som de såkaldte finansielle ingeniører eller 'quants' har udviklet, har ved mange lejligheder vist sig særdeles effektive.

Men modellerne har også haft en bagside. Allerede sidste år beskrev The Economist eksempelvis, hvordan de matematiske modeller førte til ustabilitet på de finansielle markeder og bevirkede, at hændelser, der ikke tidligere var korrelerede, pludselig med de nye værktøjers hjælp blev tæt forbundne, og aktiekurser derved faldt som dominobrikker.

'Financial engineering' er dog primært matematiske metoder anvendt i henhold til økonomiens love - 'og i sammenligning med fysik er den kvantitative succes for den økonomiske videnskab skuffende'.

Sådan indledte Jean-Phillipe Bouchaud fra investeringsfirmaet Capital Fund Management i Paris et essay med titlen 'Economics needs a scientific revolution' i Nature for nylig.

Han opfordrede økonomerne til at forkaste dogmer som den rationelle agent, den usynlige hånd og markedseffektivitet og fokusere mere på data, størrelsesordner og plausible argumenter.

Kort sagt, så skulle økonomerne lære af fysikerne.

Ligevægt kontra bevægelse

I Danmark er Nykredit blandt de finansielle virksomheder, som er længst fremme med at inddrage økonofysikken i dagligdagen.

Henrik Dahl, der leder enheden Analytical Support Unit, har både en uddannelse som cand.polit. og cand.scient. i fysik. Han forklarer forskellen på økonomi og fysik på denne måde:

»Økonomer tænker på ligevægt - som udbud er lig med efterspørgsel - fysikere tænker på bevægelsesligninger. Økonomernes fokusering på ligevægt betyder, de har sværere ved at finde årsagerne til ustabilitet og kriser,« siger han.

Han bliver suppleret af professor Kim Sneppen: »Økonomerne forstår ikke betydningen af positiv feedback«.

Kim Sneppen leder Center for Models for Life ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, hvor man bruger fysiske metoder til bl.a. at studere kommunikation i biologiske systemer. Sammen med Henrik Dahl var han medarrangør af en konference om økonofysik tidligere på året.

Masseødelæggelsesvåben

Igennem de seneste år har man udviklet en række nye begreber og instrumenter på det finansielle marked. Nogle af disse har været direkte skadelige for den økonomiske stabilitet.

Credit Default Swap, der blev udviklet af den britiske økonom Blythe Masters hos J.P. Morgan i 1997, er blevet betegnet som et finansielt masseødelæggelsesvåben af finansmanden og mangemilliardæren Warren Buffet.

Men også et begreb som Value-at-Risk, der blev opfundet efter den globale børskrise i 1987 for at skabe bedre sikkerhed for investorer, har i virkeligheden øget ustabiliteten, mener Henrik Dahl.

Value-at-Risk (VaR) metoden negligerer bevidst de meget store, men usandsynlige og dermed sjældne tabsrisici - VaR er derfor velegnet under normale forhold, men er uanvendelig under en krise.

Under en krise vil alle virksomheder og banker tværtimod i henhold til VaR opleve at skulle omregne deres tabsrisiko på samme tid, på samme måde og med samme resultat. VaR er blevet til et farligt positivt feedback i systemet.

Henrik Dahls korte forklaring på den nuværende finanskrise lyder således:

Markederne havde forventning om stigende indtjening i virksomhederne, aktiernes P/E værdi gik op. Det fik virksomhederne til at øge deres gæld med hjælp fra banksektoren - forholdet mellem gæld og egenkapital (D/E) steg.

Alt dette gik godt så længe, bankerne kunne låne penge ud. For at dette kunne lade sig gøre, havde mange banker en interesse i at vurdere risikoen lavt - hertil blev de hjulpet af et internationalt regelsæt kaldet Basel II og Value-at-Risk-metoden.

Der var blev opbygget et system med en masse positive feedback-mekanismer, og som enhver elektroingeniør ved, så vil et kredsløb med stort positivt feedback være ustabilt - det vil gå i sving.

Kim Sneppen har svært ved umiddelbart at pege på, hvordan man kan bygge stabiliserende negativ feeback ind i finansmarkederne.

»Men så man må indføre en dæmpning for de positive feedback, så de har sværere ved at bringe systemet i ustabilitet«. Svaret kan altså være øget regulering.

Henrik Dahl kan også dokumentere, hvordan markederne i USA, Europa og Asien bliver tæt forbundne under en krise.

Under normale økonomiske tilstande er korrelationen mellem aktier i de tre verdensdele omkring 0,2-0,3. Ved en krise bliver korrelationen tæt på 1 - markeder over hele kloden stiger og falder fuldstændigt i takt.

Det bedste tegn på en afslutning af den nuværende krise vil derfor være, at korrelationskoefficenterne mellem markeder igen falder til 0,2-0,3.

Stil de rigtige spørgsmål

Økonofysikken har nok sine rødder langt tilbage i historien, men den er dog en ung videnskab, som endnu ikke er rigtig anerkendt, hverken blandt fysikere eller økonomer - intet universitet har eksempelvis et professorat i økonofysik.

Derfor er det måske heller ikke så underligt, at økonofysikken både er utilstrækkelig og udsat for kritik.

I en artikel i tidsskriftet Physica A skrev fire økonomer sidste år en artikel om 'Worrying trends in econophysics'.

Mauro Gallegati og tre medforfattere henviste bl.a. til, at visse økonofysikere havde dårligt kendskab til økonomi, og at de af og til trak de fysiske modeller og ideer for vidt.

Som eksempel skriver de i artiklen, at fysikere ofte forleder sig på bevaringslove (energien er bevaret, massen er bevaret osv.), men indkomst er ikke bevaret i moderne kapitalistiske økonomier.

Derfor vil beskrivelser, der kun tager hensyn til udveksling af varer/penge og bytte, men ikke til produktion, ikke være realistiske.

Både Kim Sneppen og Henrik Dahl erkender, at der findes mange eksempler på dårlig blanding af økonomi og fysik.

»Det gælder ikke om at presse en bestemt fysisk model ned over en økonomisk problemstilling,« siger Henrik Dahl.

»Det gælder om at stille de rigtige spørgsmål, og så søge at finde svarene med relevante metoder fra økonomi, fysik, biometri eller hvad der måtte være mest relevant.«

Og det rigtige spørgsmål er ikke 'hvad er ligevægtstilstanden?'. For som Kim Sneppen siger: »Det økonomiske system er åbent og dynamisk og vil formodentligt altid være under forandring.«

Derimod er det interessant at vide, hvad der skal til for at stabilisere udsvingene i det økonomiske system?

I sit essay stiller Bouchaud krav om et paradigmeskift inden for den økonomiske videnskab. Men her mener professor Michael Møller fra Copenhagen Business School, at Bouchaud med sin 'overdrevne' tro på talanalyser skyder langt over målet.

Fysikere er bekendt med, at selv om en teori principielt er forkert, kan den sagtens være brugbar i visse situationer. Selv om Einsteins teori for længst er accepteret, så kan Newtons mere enkle klassiske fysik stadig anvendes med stor succes til mange ting.

»På samme måde kan økonomiske beregninger også i mange tilfælde tage udgangspunkt i antagelsen om, at folk er rationelle, selv om dette almindeligvis ikke er sandt,« forklarer Michael Møller.

Som eksempel på et sted, hvor rationel adfærd kan bruges, giver han prisdannelsen på finansielle markeder:

»Disse domineres af de største investorer og ikke de fleste - og de store vil lære af erfaringen«.

Fakta: Ordliste

Basel II er en international anbefaling fra 2004 til regulering af banker med krav til kapital, tilsyn og offentlighed. Aftalen afløser den første Basel-aftale.

Value-at-Risk (VaR) er et udtryk for, hvor meget værdien af virksomhedens aktiver kan falde. Hvis en virksomhed oplyser, at dens aktiver har en 1-dags VaR på en million kroner ved et 95 pct. konfidensniveau, betyder det, at virksomheden forventer, at dens aktiver i løbet af en dag med 95 pct. sikkerhed maksimalt vil falde en million kroner, samt at det forventes, at banken med 5 pct. sandsynlighed vil tabe mere end 1 million. VaR-målet siger ikke noget om, hvor meget virksomheden da vil tabe.

Credit Default Swap (CDS) minder lidt om en forsikringspolice. Det er et såkaldt finansielt derivat, hvor køberen får udbetalt en ydelse af sælgeren, hvis eksempelvis en tredjepart går i betalingsstandsning. Men i modsætning til forsikringer, behøver indehaveren af en CDS ikke at være udsat for et tab. CDS er derfor velegnet til spekulation.

P/E står for price/earning og beskriver, hvor mange kroner man skal investere for at få andel i et overskud på en krone. Et højt P/E betyder almindeligvis, at der er store forventninger til virksomhedens fremtidige indtjening.

D/E står for debt/equity og er forholdet mellem virksomhedens gæld og dens egenkapital. Et højt D/E betyder, at virksomheden har finansieret sin vækst med gæld, og virksomhedens resultat derved bliver meget følsomt over for udsving i renten.

Fakta: Newton, Einstein og Mandelbrot

Økonomi og fysik har inspireret hinanden gennem århundreder.

Som Master of the Mint sad Isaac Newton (1642-1727) de sidste 27 år af sit liv på en af topposterne inden for britisk økonomi. Flere mener også, at Newtons fysiske love var inspiration for Adam Smith (1723-1790), da han formulerede de økonomiske love i 'The Wealth of Nations' fra 1776.

I 1900 brugte Louis Bechelier matematiske metoder fra den statistiske fysik i sin afhandling 'Théorie de la spéculation' til forklare udsving i varepriser - han brugte det begreb, der nu er kendt som 'random walks' inden for matematikken. Uden at kende til Bechaliers afhandling brugte Einstein samme princip i 1905 til at forklare de brownske bevægelser, og dermed endegyldigt at fastslå eksistensen af atomer og molekyler, som stadig var omdiskuteret på det tidspunkt.

I 1963 forklarede matematikeren Benoit Mandelbrot (bedst kendt som fraktalmatematikkens far), at den statistiske fordeling af bomuldspriser ikke var en normalfordeling, men havde større udsving, end denne fordeling beskriver. Mange betegner det som startskuddet til økonofysikken, men navnet 'econophysics' blev først opfundet i 1994 af den nu 67-årige amerikanske fysiker H. Eugene Stanley fra Boston University til at dække over de mange artikler, som fysikerne skrev om problemerne på finansmarkederne.

Kommentarer (1)

Viden om komplekse systemer har uden tvivl potentialet til at hjælpe os til en dybere forståelse af finanskrisen og dens årsager; derfor læste jeg artiklen med stor interesse.

Det fremgår, at " .. mange banker [havde] en interesse i at vurdere risikoen lavt - hertil blev de hjulpet af et internationalt regelsæt kaldet Basel II .."

Jeg efterlyser en uddybning af denne formulering.

Af en IMF-publikation fra juni 2008 fremgår det, at bl a USA 'had not fully put in place the Basel II framework when the financial turmoil started unfolding in August 2007'. Det er en forsigtig formulering, for fremgår bl a, at USA først vil implementere dele af Basel II i 2009, mens de fleste OECD-lande har implementeret Basel II i 2007-2008.

Hvis man lægger IMF's informationer til grund, kunne omtalen af sammenhængen mellem krisen og Basel II lyde noget i retning af:

.. mange banker i USA havde en interesse i at vurdere risikoen lavt - Hertil blev de hjulpet af regeringens generelle deregulering af finansmarkederne, herunder også ignorering af et internationalt regelsæt kaldet Basel II ..

Men det er jo en noget anden forklaring.

Med venlig hilsen

Erik Stubkjær

Referencer

IMF, 2008, Banking on More Capital, Jaime Caruana and Aditya Narain Finance & Development, A quarterly magazine of the IMF June 2008, Vol 45, No 2. http://www.imf.org/external/pubs/ft/fandd/...

Citatet er taget fra figuren side 26, nederst tv.

Christian E. Weller and Kate Sabatini (2008) From Boom to Bust: Did the Financial Fragility of Homeowners Increase in an Era of Greater Financial Deregulation? JOURNAL OF ECONOMIC ISSUES Vol. XLII No. 3 September 2008

Heri kan læses:

Household credit grew following deregulation, which started in the late 1970s, but accelerated in the 1990s (Spong 2000). The Riegle-Neal Interstate Banking and Branching Efficiency Act of 1994 ended interstate banking restrictions and in 1999, the Gramm-Leach-Bliley Financial Services Modernization Act repealed the 1930s-era Glass-Steagall Act, allowing for the consolidation of commercial and investment banks and cross-ownership between financial and non-financial intermediaries.

  • 0
  • 0