En fremmed fugls guide til danskerne som kolleger
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

En fremmed fugls guide til danskerne som kolleger

Det er velkendt, at Frikadelledanmark ikke er den letteste andedam at plumpe ned i som udlænding. Vejret er ofte lige så dårligt, som skattetrykket er højt, og sproget er mere knudret at lære end oldgræsk.

Men også de danske arbejdspladser, med deres uskrevne regler og arbejdsgange, kan være ganske svære at tilpasse sig - hvad enten man er indisk it-programmør eller spansk vindmølleingeniør. Men nu skal en ny bog kaldet "The Worktrotter Guide to Denmark" gøre det lidt lettere at falde til i Danmark for det store antal højtuddannede udlændinge, som i disse år strømmer til Danmark.

Den er nemlig skrevet af en sådan "expat", den tyske software-ingeniør Dagmar Fink, som igennem de seneste toethalvt år har samlet materiale og gode råd til bogen - både via egne erfaringer og via interview med andre expats.

Tegning: Lars Refn

Mange uskrevne regler

Da hun selv kom til Danmark for at arbejde som projektleder for IBM i efteråret 2006, følte hun sig nemlig ikke udelukkende modtaget med åbne arme:

»Alle havde fortalt mig, at danskerne er meget afslappede, så jeg havde forventet, at alt bare ville gå let og smertefrit. Men hvad der har overrasket mig mest er alle disse uskrevne regler - og at man absolut skal overholde dem,« siger Dagmar Fink, som er leder af expat-netværket Worktrotter.

Den tyske ingeniør har tidligere boet i blandt andet USA, Sverige og Rumænien, men hun kalder Danmark det land, som det har været sværest at falde til i.

Dagmar Fink håber, at bogen kan gøre den "danske tilværelse" noget lettere - ikke mindst fordi den rent faktisk er skrevet af en udlænding, som selv har været hele tilvænningsturen igennem.

»Man behøver ikke gøre særlig meget for at få udlændingene til at blive her - men hvis man behandler dem, som om de ikke er velkomne, så vil de forlade Danmark igen,« siger hun.

Bogen udkommer som nævnt senere i april. Indtil da kan du nedenfor læse nogle eksempler på, hvordan livet på arbejdspladsen i den danske andedam opleves igennem Dagmar Finks og de andre outsideres brilleglas:

Tal dansk, tak!

Der bliver snakket utrolig meget om integration i Danmark, men der knytter sig samtidigt en særegen dansk dobbelttydighed til begrebet. Højtuddannet udenlandsk arbejdskraft er mere end velkommen, og bliver man som udlænding headhuntet til en stilling i Danmark, er det helt fint, at man ikke kan dansk - men søger man så nyt job i Danmark et år senere, stilles der pludseligt helt anderledes krav til ens danskkundskaber.

Sådan gør vi ikke her, lille ven

Som indfødt leverpostejdansker tænker man måske ikke så meget over det, men i virkeligheden går vi danskere utrolig meget op i regler, og hvad der er rigtigt og forkert. Men når en udlænding så ikke lige ved, hvordan man stabler sit højtbelagte smørrebrød korrekt, eller om der skal "en" eller "et" foran "kuglepen", bliver vedkommende lynhurtigt irettesat, som var han et lille barn.

Arbejdet er ikke stedet man finder venner

Langt de fleste danskere opretholder en klar skillelinje mellem arbejdsliv og privatliv, og vi tillægger vores familie og vores venner langt større værdi end andre folkeslag. Så når klokken slår fem, er det ud ad døren for at hente børnene i børnehaven eller smutte i biografen med venneparret. Men det gør det også langt sværere at skabe venskaber på arbejdspladsen - især hvis man er udenlandsk ingeniør og bare gerne vil mødes med sine kolleger til en kop kaffe efter arbejde.

Unge kan også være ledere

I Paris og München er cheferne sjældent under de 60 år, men i Herning og Slagelse kan man sagtens have en lederstilling, selv om man endnu ikke har rundet de 40.

Arbejdsugen holder sig under de 40 timer

På de danske arbejdspladser er den velkendte 37-timers arbejdsuge ikke nogen tom myte - og selv for karrieremennesker er "den hellige gral" - fuldendt balance mellem arbejdsliv og privatliv - lettere at finde end i så mange andre lande. Og bliver man på kontoret hele tirsdag aften for at færdiggøre et projekt, afspadserer man bare en anden dag. Se, dét er luksus!

Vi er med på det teknologiske beat

Alt i Danmark kan klares over en computer - hvad enten man skal booke et mødelokale, finde og ændre sine skatteoplysninger eller bestille en tid hos frisøren. Og på næsten alle arbejdspladser er høje bredbåndshastigheder og moderne udstyr en selvfølge.

Kommentarer (0)