Én dansker har stadig chancen for at blive astronaut
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Én dansker har stadig chancen for at blive astronaut

Jesper Nygård er nu den eneste dansker, for hvem håbet lever om at gøre astronautdrømmen til virkelighed. Det officielle Danmark mødte sidste år op med tre kandidater til ESA's astronautkorps, men de to er ude af billedet, efter at ESA netop har skåret antallet af kandidater ned til 192.

ESA har bedt kandidaterne om ikke at udtale sig, og lederen af astronautkorpset, franske Michel Tognini, ønsker ikke at give detaljerede oplysninger om de enkelte kandidater. Men han bekræfter dog i en e-mail, at en eller flere danskere er med på listen.

Ingeniøren har erfaret, at det handler om Jesper Nygård, der er lektor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. De to andre officielle kandidater, Ronnie Vang og Bo Stenhuus, har derimod over for Ingeniøren bekræftet, at de ikke længere er med. De tre blev allerede udpeget i 2004 efter en national dansk ansøgningsrunde.

De tre danske kandidater, som Danmarks Rumcenter har indstillet til ESA, er Jesper Nygård, ph.d. i fysik fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, Bo Stenhuus, civilingeniør fra DTU med en ph.d. i kemi, og Ronnie Vang, ph.d. i fysik og forsker på Aarhus Universitet.

Ud over de tre officielle kandidater ansøgte yderligere 32 danskere sidste år om optagelse i astronautkorpset blandt i alt 8.413 ansøgere. Om der stadig skulle være en eller flere tilbage af disse er uoplyst.

40 til medicinsk test

De 192, der er tilbage i processen, skal alle inden for de kommende måneder igennem tredje runde af udvælgelsesprocessen; en test af en dags varighed i Køln.

Når alle har været gennem testen, udvælges omkring 40, der i det nye år skal til en medicinsk test i Toulouse af en uges varighed. Hvor mange af disse, der efterfølgende tilbydes optagelse i astronautkorpset, er ikke endeligt fastlagt, men det bliver formodentlig omkring fire.

Videnskabsminister Helge Sander ønsker ikke at kommentere processen eller antallet af danskere, der er videre til tredje runde, da det kan skade danske kandidaters muligheder for at blive udvalgt .

»Men jeg vil gerne understrege, at ESA allerede har blåstemplet den officielle danske kampagne og test af ansøgere ved uden videre at lade de tre officielle, danske kandidater gå videre til anden runde. Det blev bekræftet i sidste uge, hvor jeg talte med ESA's generalsekretær ved Space Council-mødet mellem EU og ESA,« siger ministeren.

Fakta: Astronautkorpset

  • Det europæiske astronautkorps har for tiden otte medlemmer. Alle mænd i alderen 44-57 år. Yderligere 14 personer, heraf to kvinder, har været medlem siden oprettelsen i 1990.

  • Astronauterne indgår i flyvninger til og ophold på den internationale rumstation med sigt på senere at sende den første europæer til Månen.

Kommentarer (0)